Jannik Sinner og Carlos Alcaraz lignede de sikre arvinger efter Federer, Nadal og Djokovic. Men skader har åbnet døren, og fire unge navne står klar til at gøre den næste tennisæra mindre forudsigelig.
I næsten to årtier var magtforholdet i herretennis enkelt. Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic vandt tilsammen 66 Grand Slam-titler og gjorde selv fremragende modstandere til statister. Da Federer og Nadal forsvandt, og Djokovic nærmede sig karrierens afslutning, stod afløserne klar. Jannik Sinner og Carlos Alcaraz delte ni Grand Slam-titler i træk, før Alexander Zverev brød rækken ved French Open i 2026. Et nyt tomandsherredømme syntes begyndt.
Så meldte kroppene sig. Sinner trak sig fra US Open med vedvarende problemer i højre knæ, mens Alcaraz vendte tilbage efter næsten fem måneders pause med en håndledsskade. Spanieren havde inden da vundet syv Grand Slam-titler og fuldendt sin karriere-Grand Slam. De er stadig de klare frontfigurer, men skaderne har gjort fremtiden mindre selvfølgelig: Kan de dominere et helt årti, eller når næste bølge frem, før porten lukkes?
Ingen af de fire følgende spillere er endnu på Sinner og Alcaraz’ niveau. Men alle har en egenskab, der kan bringe dem ind i kampen om de største titler.

Rafael Jódar: Endnu en spanier banker på
Da Carlos Alcaraz brød igennem, kunne Spanien tro, at landets næste store navn var fundet for mange år. Så kom Rafael Jódar. Madrileneren vandt juniorernes US Open i 2024, tog collegevejen på University of Virginia og vandt tre Challenger-turneringer i 2025. I 2026 nåede den 19-årige kvartfinalen i French Open ved sin debut.
Jódar er 191 centimeter høj, rolig og mere gradvis i sin udvikling end den eksplosive Alcaraz. Hans tennis er komplet, men endnu ikke overvældende. »Hvis han forbedrer serven, kan han nå verdens top-fem,« vurderede den syvdobbelte Grand Slam-vinder Mats Wilander over for Eurosport.
Jódar er ikke den nye Alcaraz. Det interessante er, om Spanien får plads til dem begge.

João Fonseca: Brasilien drømmer om en ny Guga
Ingen af de fire bærer større nationale forventninger end João Fonseca. Brasilien har ventet på en mandlig verdensstjerne, siden Gustavo Kuerten vandt French Open tre gange og blev nummer ét på verdensranglisten. Fonseca vandt ATP-titler i Buenos Aires og Basel som teenager og nåede i 2026 kvartfinalen i French Open efter sejre over Novak Djokovic og Casper Ruud.
Brasilianerens fart og tunge grundslag kan flytte en kamp på få minutter. Spørgsmålet er, om han kan styre dem gennem syv kampe over fem sæt. »Han ser ud til at have alle ingredienserne. Jeg tror, han kan blive en stor mester,« sagde Andre Agassi til Tennis365. Fonseca fyldte 20 i august, men måtte kort efter melde afbud til US Open med en mavemuskelskade. Kroppen er allerede en del af historien.

Learner Tien: Den tænksomme venstrehånd
Learner Tien ligner ikke vidunderbarnet, der slår alle væk fra banen. Amerikanerens styrke er hans blik for spillet. Han tager bolden tidligt, returnerer præcist og fremtvinger den ekstra bold. Gennembruddet kom ved Australian Open i 2025, hvor han fra kvalifikationen nåede fjerde runde og slog Daniil Medvedev. Siden vandt han Next Gen Finals, Metz og i 2026 turneringen i Genève.
Den tidligere Davis Cup-kaptajn Patrick McEnroe sammenligner hans spilforståelse med Marcelo Ríos’:
»Tien har en fantastisk fornemmelse for spillet. Spørgsmålet er, om han har slagkraft nok til at blive en Grand Slam-kandidat,« sagde han til Tennis.com.
Tien er den mindst prangende af de fire, men måske den mest irriterende at møde. Hvis serven følger med, kan roen blive et våben blandt kraftspillerne.
Arthur Fils: Frankrigs 43 år lange ventetid
Arthur Fils (hovedfoto) er 22 år og står nærmest den etablerede elite. I august vandt han sin første Masters 1000-titel i Cincinnati og nåede nummer 11 i verden. Hans spil har det, fransk tennis har savnet i en mandlig Grand Slam-vinder: Eksplosivitet, mod og evnen til at rive et publikum med.
Men Fils spiller med tung historisk bagage. Ikke siden Yannick Noah vandt French Open i 1983, har en fransk mand vundet en Grand Slam-titel i single. Samtidig kostede en stressfraktur i lænden ham otte måneder, og også hoften har voldt problemer.
»Vi vidste, hvor godt Arthur kunne spille. Nu ved han selv, hvor godt han spiller,« skrev træneren Patrick Mouratoglou på SoMe. Fils har spillet til at bryde den franske forbandelse. Udfordringen er at bære forventningerne uden at kroppen knækker.
Sinner og Alcaraz er stadig foran. De har bevist sig på de største scener, mens udfordrerne endnu skal omsætte talent til vedvarende Grand Slam-styrke. Men skaderne hos frontfigurerne har åbnet et sjældent vindue. Jódar, Fonseca, Tien og Fils behøver ikke blive bedre end dem i morgen. De skal blot nå frem, før døren lukker igen.












































