Allerede efter 3 partier modtog Clara Tauson behandling for rygproblemer, der tvang hende til at trække sig ved 1-4 0-40

Inden starten på dette års udgave af Wimbledon blev forventningerne om dansk succes nedtonet for begge de 19-årige danske deltagere Clara Tauson og Holger Vitus Nødskov Rune.

Turneringer uge 26: Beherskede forventninger til både Clara og Holger

Det var dog forventet, at Clara havde en rimelig chance for sejr i 1. runde mod den 22-årige japaner Mai Hontama, der er no. 139 på WTA-ranglisten, og kampen startede da også positivt set med danske øjne, da Clara indledte med at vinde sit eget serveparti efter 40-15.
Derefter var Hontama en smule presset, da et par dobbeltfejl medvirkede til, at Clara var med ved 40-40, men japaneren fik dog udlignet til 1-1.

Allerede i det næste danske serveparti viste det sig dog, at Clara begyndte at få problemer med ryggen, og efter et japansk break til 2-1 efter 15-40 fik Clara behandling ved en medical timeout.

Da kampen blev genoptaget, vandt Clara de 2 første point, men japaneren vandt derefter de næste 4 point i træk og øgede føringen til 3-1.
Clara var tydeligvis hæmmet på grund af problemerne med ryggen, og i det efterfølgende danske serveparti brød Hontama ved 30-40.

Efter sidebyttet ved 1-4 vandt Hontama de første 3 point i egen serv, hvorefter Clara indså, at hun ikke kunne fortsætte kampen.

Clara har både før og efter kampen gentaget, at hun var smertefri og følte sig 100 procent klar til at spille, og hun afviser således, at hun kun stillede op for at indkassere £50.000, som udbetales til de spillere, der sendes ud i 1. runde, selvom flere har fremsat sådanne antydninger.

Hvis Clara havde tvivlet på, om hun var klar til at spille, havde hun næppe valgt at tilmelde sig i double sammen med Elena Rybakina (KAZ), ligesom hun undlod at lade sig friste til at stille op i French Open og indkassere €62.000 for 1. runde.

Det er i skrivende stund fortsat uvist, om Clara kan nå at blive klar til at deltage i double.

Holger spiller sin første kamp tirsdag eftermiddag på Court 17, hvor der fra kl. 12 først afvikles 2 kampe i Women’s singles.

Forrige artikelTurneringer uge 26: Beherskede forventninger til både Clara og Holger
Næste artikelITF Junior: Johanne Svendsen finalist på græs i Wimbledon optakt
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.