Et minibreak i 1. sæts tiebreak samt et enkelt dyk i koncentrationen i egen serv i 2. sæt var den marginale forskel på Holger Vitus Nødskov Rune og 2. seedet kineser med ganske få fejl

For 15-årige Holger Vitus Nødskov Rune var hovedformålet med deltagelsen i juniorernes udgave af Grand Slam turneringen Australian Open først og fremmest at få nogle kampe på det allerhøjeste junior-niveau med henblik på hans fortsatte udvikling som tennisspiller.

Desuden er det en gylden mulighed for at opleve den specielle atmosfære ved en Grand Slam turnering, og komme tæt på de store stjerner, som billedet herover er et eksempel på, da Holger mødte det canadiske supertalent Denis Shapovalov, der trods sine kun 19 år allerede er etableret i top 30 på ATP-ranglisten.

Holger fik efter sejren 6-3, 7-5 i 1. runde mod Dominic Stephan Stricker (SUI) mange anerkende kommentarer for både spillet og den balance og modenhed, som han udviste i kampen, selvom det var hans første Grand Slam optræden nogensinde.

De samme gode takter viste Holger også, da han tirsdag kl. 01 dansk tid kunne følges på Eurosport 2 i kampen mod den 17-årige 2. seedede kineser Bu Yunchaokete, der er no. 5 på ranglisten.

Tennisavisen modtog inden kampen denne optagelse fra opvarmningen med trænerne Lars Christensen og Kenneth Carlsen.

Kineseren viste sig at være uhyggelig boldsikker, og gennem hele kampen havde han meget få uprovokerede fejl i de etablerede dueller.
I hele 1. sæt servede Holger dog på et niveau, hvor sådanne fejl var uundgåelige, og han fik desuden noteret 6 serve-esser, 71 procent 1. server, hvoraf 81 procent blev udnyttet, og han fik målt kampens hårdeste serv på 197 km/t, og derfor havde hans modstander på intet tidspunkt break-mulighed.

Det samme var tilfældet i kineserens serv, selvom returneringer er en af Holgers stærke sider, men serverne var meget svære at returnere, især når opkastet lå til at slice og serven alligevel blev placeret ned i midten.

Holger fik dog lagt pres på kineserens serveparti til 6-6, hvor Holger førte 30-0, men de bittesmå marginaler på de næste bolde, hvor kineseren et par gange ramte tæt på linjen og Holger ramte en anelse udenfor, bevirkede at sættet skulle afgøres i en tiebreak, hvor det kun var et enkelt mini-break, der sikrede kinesisk sæt-sejr 7-4.

Gennem hele 1. sæt havde Holger været fuldt fokuseret i egne servepartier, men da han i 2. sæt servede ved 1-2 var der et lille dyk i koncentrationen, hvilket kineseren straks udnyttede med et rent break, hvilket blev udslagsgivende for kampen, da den boldsikre kineser herefter stadig holdt sin serv, og sikrede derved sejren 7-6(4), 6-3.

En anden medvirkende årsag til kinesisk sejr var, at Holgers fejlprocent var væsentlig højere end modstanderens, men ofte var det Holger, som havde initiativet i de etablerede dueller, og Holger har reelt spillet til at vinde en sådan kamp, hvis fejlene minimeres yderligere, og han viste gennem hele kampen, at han allerede nu har formatet til at spille lige op med de allerbedste 1-2 år ældre juniorer.

Holgers deltagelse i turneringen sluttede, da han senere tirsdag sammen med Valentin Royer (FRA) tabte 6-7, 3-6 i 2. runde i double til det australske par Dane Sweeny og Tristan Schoolkate.