Danmark opnåede en fornem 6. plads ved Junior Davis Cup efter en række imponerende sejre over store tennisnationer som Great Britain, Australien og Europamestrene fra Frankrig, som havde matchbold i finalen mod vinderne fra Spanien

Allerede i den første puljekamp ved Junior Davis Cup for U16 hold i Budapest leverede Danmark en præstation, som i et internationalt perspektiv kan betegnes som en sensation, da de regerende Europamestre fra Frankrig blev besejret af Danmark med to 15-årige førsteårs U16 spillere.

Sejren blev fulgt op med endnu en sejr over Australien, som også har tradition for at udvikle topspillere, og selvom Danmark i den sidste puljekamp mod Uruguay kunne tåle et 1-2 nederlag, sørgede holdet med endnu en sejr for at gøre rent bord som puljevinder i Group D.

Junior Davis Cup: Danmark puljevinder og klar til at møde 1. seedede Italien

Dermed havde Danmark med en top 8 placering opnået det hidtil bedste resultat ved Junior Davis Cup, hvor Danmark kun har kvalificeret sig til at deltage en enkelt gang i 1997, hvor Danmarks bedste på holdet var Kristian Pless.

I kvartfinalen betød en kombination af lodtrækning og de øvrige resultater, at Danmark mødte Italien, som var seedet 1 og inden stævnet måtte betegnes som favoritter til den endelige sejr.
Det var ganske små marginaler, som blev udslagsgivende for, at Danmark efter singlerne var bagud 0-2 og derfor ikke fik mulighed for en afgørende double om videre deltagelse om medaljer.

Junior Davis Cup: Holger Rune havde no. 5 og US Open finalist på krogen

I stedet spillede Danmark om placeringerne 5-8, hvor Holger Vitus Nødskov Rune i den første kamp mod Great Britain var oversidder, men det forhindrede ikke dansk sejr, da Elmer Møller vandt 1. singlen og derefter doublen sammen med Holger, og der blev desuden single debut til Oskar Brostrøm Poulsen.

Junior Davis Cup: Elmer Møller grundlægger sejr med ny 3-timers fight som 1. single

Derfor spillede Danmark i den sidste kamp ved stævnet om 5-6. pladsen, hvor modstanderen var Japan, der dagen forinden havde vundet 2-0 over Brasilien med overbevisende cifre i begge singler.

Elmer indledte med at spille 2. singlen mod Shintaro Mochizuki, der er no. 160 på ITFs junior-rangliste, hvilket er 110 pladser foran Elmer, der efter de første 4 kampe havde tilbragt mere end 18 timer på tennisbanen.

Japaneren fik den bedste start i kampen, da han i 1. sæt førte 5-2, inden Elmer vandt 4 partier på stribe og bragte sig på 6-5, men japaneren fik udlignet og vandt sættet i tiebreak efter 1 tim. 1 min.
Det blev dog ikke til en ny 3-timers kamp, idet Mochizuki også vandt 2. sæt og dermed kampen 7-6(3), 6-3 og bragte Japan foran 1-0.

Som nævnt sad Holger over i single mod Great Britain, hvilket formentlig var for at skåne ryggen, som havde gjort ondt efter kampen mod Italien, men Holger var igen klar til at spille 1. single mod Mitsui Shunsuke, og efter 1. sæt kunne det se ud til, at opgøret mod Japan også skulle afgøres i doublen, da Holger havde vundet 1. sæt 6-3.

Imidlertid ændrede japaneren taktik og begyndte at spille mere toppede bolde, hvilket Holger gik med på uden at få justeret taktikken, og Shunsuke fik derved overtaget og vandt kampen 3-6, 6-2, 6-0, og sikrede Japan sejren 2-0, og derfor blev doublen ikke spillet.

Dermed blev Danmark no. 6, hvilket må betegnes som mere end godkendt, og på begge de billeder, som Tennisavisen modtog efterfølgende er alle 3 danske deltagere tydeligvis – og med god grund – ganske tilfredse og stolte.

Junior Davis Cup
Foto: Privat

Spanien vinder efter afværget matchbold mod Frankrig

Frankrig havde inden finalen kun tabt i den første kamp mod Danmark, og meget tydede på, at de var godt på vej til at gentage triumfen fra Europmesterskaberne, da 2. singlen  Lilian Marmousez havde vundet over Mario Gonzalez Fernandez 6-1, 4-6, 6-2, og ranglistens no. 43 Harold Mayot havde matchbold i 1. singlen mod Carlos Alcaraz Garfia.

15-årige Garfia, der er regerende individuel U16 Europamester, havde dagen forinden leveret en større overraskelse, da han i semifinalen mod Italien vandt over no. 5 og US Open finalisten Lorenzo Musetti, og efter at have afværget matchbold i 2. sæt mod Mayot, skiftede momentum fuldkommen til spanieren, som derefter vandt 1-6, 6-4, 6-2 og fremtvang en afgørelse i doublen, hvor Garfia sammen med Pablo Llamas Ruiz vandt 6-2, 6-3 over Martin Breysach og Lilian Marmousez og sikrede Spanien titlen for 6. gang.

Foto: HTA/Peter Bor- Peter Zador – Carlos Alcaraz Garfia

Garfia er blevet sammenlignet med selveste Rafael Nadal, og det er opfattelsen, at han endda er bedre end Nadal på samme tidspunkt.
2003 årgangen, hvor Holger som no. 63 er den suverænt højst rangerede, bliver af mange betragtet som den mest talentfulde hos de mandlige juniorer, og der er skabt forventninger om, at nogle af de bedste fra både 2002 og 2003 med tiden vil overgå den nuværende “NextGen”, som aldrig for alvor har kunnet true “Big 3” (Federer, Nadal, Djokovic).

USA besejrede Ukraine i Junior Fed Cup

I Junior Fed Cup finalen, som blev afviklet sideløbende, vandt Kostenko Lyubov 2. singlen 6-4, 6-1 over Noel Alexa og bragte Ukraine foran 1-0.
Stortalentet Cori Gauff udlignede til 1-1, da hun vandt 6-1, 4-6, 6-0 over Dasha Lopatetskaya, hvorefter USA sikrede sig titlen for 5 gang, da Gauff og Noel vandt doublen 5-7, 6-4, [11-9 ] over Lopatetskaya og Lyubov.

Efter stævnet var der en omfattende sejrsceremoni, som blev vist på Hungarian Tennis’ facebook. Da videoen ikke kan “indlejres”, kan man i stedet klikke på “Se på Facebbok” herunder.