Allerede i sin tredje optræden på ITF touren vandt Emilia Henningsen sin første ITF Junior titel uden at afgive sæt
I Tennisavisens optakt fil den forløbne uge blev nævnt, at Emilia Henningsen først blev gammel nok til at deltage i ITF Junior kategorierne, da hun fyldte 13 år 24. oktober sidste år.
I den første turnering ved J30 Oberpullendorf i Østrig i midten af januar fik Emilia en flot start, da hun efter 4 sikre sejre i 2 sæt nåede finalen, hvor hun dog blev besejret 6-3, 6-2 af Ana Chindris ROU.
I en periode herefter har Emilia været ramt af sygdom, men meget tyder på, at hun igen er helt fit for fight, idet hun i Letland blev suveræn vinder af J60 Adazi, hvor hun vandt turneringen uden at afgive sæt.
I 1. runde (R32) vandt Emilia 6-3, 6-3 over 14-årige #1137 Olimpia Jagodzinska POL, og i 1/8-finalen vandt hun 6-2, 6-0 over 15-årige #522 Marina Markina LAT, der var seedet 3.
Derefter vandt Emilia 6-3, 6-2 over 8. seedede 17-årige Marta Dudek POL.
Ingen af semifinalerne blev færdigspillet, da 2 seedede 15-årige #498 Nora Olivia Adamson EST trak sig, da Emilia havde vundet 1. sæt 6-4.
I den anden semifinale førte 1. seedede 16-årige #418 Anna Azarova LAT 7-6(3), 6-5 over #1822 Dasha Jones GBR, der dog blev noteret som vinder, da Azarova trak sig.
Årsagen kendes ikke, men Emilias coach Morten Christensen fortalte, at de to piger konstant skændtes over kendelserne, og derfor var han godt tilfreds med, at der var dommer i finalen, hvor Emilia vandt 6-4, 6-4 over Dasha Jones, der ligesom Emilia er årgang 2012 og blandt de bedste i U14, hvor Emilia er no. 2 og Azarova no. 10 på TE U14 ranglisten.
Der er dog langt til toppen på ITF Junior ranglisten, hvor Emilia efter 2 turneringer ved J30 Oberpullendorf og J60 Gjøvik havde optjent 24,75 point, som rakte til en rangering som no. 1.825, men hun optjener med titlen i Letland yderligere 60 point, og dermed vil hun på mandag være tæt på top 900.
For en 13-årig spiller må både top 1000 og en ITF Junior titel betegnes som en milepæl og et stort skridt mod de ambitiøse mål, som Emilia stræber efter.


















































