1. seedede Italien blev for stor en opgave, men Holger Vitus Nødskov Rune var snublende tæt på en vaskeægte sensation mod storfavoritten Lorenzo Musetti, der sikrede sejren efter at Flavio Cobelli havde vundet over Elmer Møller

Danmarks U16 hold leverede en af største danske holdpræstationer i tennis nogensinde, da de to 15-årige Elmer Møller og Holger Vitus Nødskov Rune kvalificerede sig til kvartfinalen ved Junior Davis Cup i Budapest, hvor de med sejr i alle de tre indledende kampe blev vinder af Group D efter sejre mod Frankrigs 2. seedede Europamestre og 8. seedede Australien samt Uruguay.

Bedriften er ekstra imponerende i betragtning af, at begge de danske spillere tilhører den yngste årgang 2003 og derfor primært møder 1 år ældre modstandere fra årgang 2002.

Junior Davis Cup: Danmark puljevinder og klar til at møde 1. seedede Italien

Ikke mindst sejren over Europamestrene fra Frankrig, som Danmark tabte til i kvalfinalen, inden de ved finalestævnet kvalificerede sig til Junior Davis Cup, var en kæmpe bedrift, som kunne give forhåbninger om, at Danmark havde en reel chance for sejr i kvartfinalen.

Imidlertid blev de 1. seedede favoritter fra Italien kun no. 2 i Group A, da de højst overraskende tabte puljefinalen til Japan, hvilket primært skyldes, at italienerne undlod at benytte deres bedste spiller, 16-årige Lorenzo Musetti i single.

Muligvis var det en kynisk taktisk kalkulation, at et nederlag til Japan ville betyde, at de derved forventede at undgå 4. seedede Argentina i kvartfinalen, eller måske ønskede italienerne at fordele resurserne, så antallet af kampe over en lang turnering kunne begrænses.

Den samme luksus kunne Danmark også have benyttet sig af, da Elmer med sejren i 2. singlen mod Uruguay allerede havde sikret mindst en 2. plads til Danmark, og det inden doublen allerede var klart, at Danmark i tilfælde af sejr ville møde Italien, mens et nederlag ville betyde, at modstanderen blev Brasilien.

Imidlertid er det utænkeligt at så ambitiøse spillere som de danske – og formentlig også de øvrige nationer – vil drømme om at tabe med vilje, men det havde været en oplagt mulighed for at spare på kræfterne for en af spillerne, hvis man lod Oskar Brostrøm Poulsen være med i doublen, og i tilfælde af nederlag var der ingen ulykke sket ved det – tværtimod havde det formentlig øget chancerne for sejr i kvartfinalen.

Hvis man går efter titlen, er rækkefølgen dog ligegyldig, da det kræver sejr over alle modstandere, og en ekstra bonus ved at møde Italien i kvartfinalen blev, at kampen blev spillet på en bane, hvor den blev livestreamet, så det var muligt at følge med herhjemme, og spillerne fik en enestående mulighed for at komme i hele Verdens spotlys ved et prestigefyldt arrangement.

Elmer Møller
Foto: HTA/Peter Bor- Peter Zador

Elmer havde i 2. singlen mod både Australien og Uruguay været på banen i henholdsvis 3 tim. 20 min. og 3 tim 25 min., og medregnes doublerne havde han spillet 6 kampe på 3 dage, inden han mødte Italiens 2. single 16-årige Flavio Cobolli, der havde vundet begge sine singler mod både Canada og Japan.

Elmer Møller
Foto: HTA/Peter Bor- Peter Zador

Italieneren var boldsikker og havde godt tryk i boldene, og desuden var han stærk i defensiven, hvor han flere gange i pressede situationer formåede at sende en kvalificeret bold retur.
Elmer kæmpede fortrinligt, og han havde undervejs sine muligheder, men Cobolli’s stabilitet blev udslagsgivende, da han vandt 6-3, 6-2 og bragte Italien på sejrskurs.

Elmer Møller
Foto: HTA/Peter Bor- Peter Zador – Elmer Møller var ikke helt enig i dommerens vurdering i denne situation

Tenniskommentator dybt imponeret af 1. singler

Efter tekniske problemer under livestream af 2. singlen, hvor lyden manglede, kunne man under 1. singlen både høre, når der blev slået til boldene, og at kampens kommentator gav sit besyv med.

Der var ingen tvivl om, at han havde gjort sin research angående 16-årige Lorenzo Musetti, som gentagne gange blev fremhævet på grund af hans imponerende præstation som finalist ved US Open, hvor han konkurrerede med 17-18 årige fra de to ældre årgange 2000 og 2001.
Det imponerende kommentatoren, at Musetti allerede som 16-årig er helt fremme som no. 5 på ITFs junior-rangliste, hvor de næste i samme årgang er no. 30, Dalibor Svrcina (CZE) og de to franskmænd no. 34 Arthur Cazaux og no. 43 Harold Mayot, som Holger – der er no. 63 – besejrede i den første kamp.

I løbet af kampen mellem Musetti og Holger blev Italieneren gentagne gange fremhævet som en komplet spiller, der både med sit spil og attitude har kvaliteter til at blive en kommende topspiller, som bl.a. blev sammenlignet med sin landsmand Fabio Fognini.

Holger Vitus Nødskov Rune
Foto: HTA/Peter Bor- Peter Zador

Som kampen skred frem blev det stadig mere klart for førnævnte kommentator, at den 1 år yngre dansker faktisk var i stand til at hamle op med den italienske storfavorit, da Holger flere gange brød Musetti’s serv efter sublimt spil, men hver gang svarede italieneren igen ved at bryde tilbage.

Musetti bragte sig for første gang i sættet foran, da han igen brød Holgers serv ved 6-5, og på det tidspunkt lød kommentaren: “What a brilliant match this is!”.
Musetti bragte sig derefter på 40-0 i egen serv, hvilket betød 3 sætbolde, hvor italieneren måske blev en smule overmodig på de første, hvorimod Holger i vanlig stil – med tanke på 8 afværgede sætbolde i Davis Cup debut’en mod Egypten – steppede op og afværgede alle 3, og han afværgede yderligere et par sætbolde, inden det lykkedes Holger at tvinge sættet ud i tiebreak – hvilket fremkaldte denne kommentar: “Fifteen years old – demonstrating big talent!”

I tiebreaken var Holger ved at blæse Musetti bagover, da han bragte sig foran 4-1, men italieneren kæmpede sig tilbage og fik udlignet, men i den sidste ende løb Holger alligevel med sættet efter 7-5 i tiebreak.

Lorenzo Musetti
Foto: HTA/Peter Bor- Peter Zador

I 2. sæt fik Holger behandling under medical timeout, da noget havde låst sig i ryggen, men han fortsatte kampen, som stadig blev spillet på et højt niveau, hvor der ligesom i 1. sæt var breaks undervejs, men da Musetti brød en enkelt gang mere end danskeren, endte sættet 6-3 til Italien, og kampen måtte afgøres i 3. sæt, hvor Holger kunne holde Danmark inde i kampen eller Musetti kunne sikre den samlede sejr.

Da Holger bragte sig foran 3-2 i 3. sæt, havde han et par chancer til at få et afgørende break til 4-2, men Musetti afværgede faren, og udlignede til 3-3, hvorefter Holger satte sig selv under pres, da han havde spillet sig frem til en oplagt smash-mulighed, som han sendte direkte i nettet, og italieneren var ikke sen til at udnytte situationen, da han satte Holger under yderligere pres ved 15-40, hvor stillingen “burde” være 30-30.
Den første break-mulighed blev dog afværget, men det “psykologiske 7. parti” endte alligevel med break til 4-3.

Herefter holdt begge serv, så Musetti kunne serve for kampen og den samlede sejr ved 5-4, og ligesom i 1. sæt førte italieneren 40-0, og selvom Holger vandt de 2 næste bolde, sikrede Musetti sig sejren på sin 4. matchbold til 6-7(5), 6-3, 6-4, og billedet herunder efterlader ingen tvivl om sejrens betydning for italieneren.

Lorenzo Musetti
Foto: HTA/Peter Bor- Peter Zador

Billedet herunder umiddelbart efter kampen viser italienerens anerkendende respekt for sin danske modstander, som han ofte træner sammen med på Mouratoglou Tennis Academy i Nice.

En yderligere bemærkning fra kommentatoren var: “He is only fifteen years old – would you believe it? – I would not!”

Foto: HTA/Peter Bor- Peter Zador

Ovenstående billeder stammer fra arrangørernes facebook, hvor flere billeder fra Holgers kamp er plukket ud i nedenstående galleri.

Holger satte efter kampen disse ord på sin indsat:
Generelt spiller jeg en rigtig god kamp. Jeg spillede tungt og toppet både med min forhånd og baghånd ned mod hans baghånd, som er hans relativt svage side. Det blev jeg ved med og tog mine chancer, når de er der, og går ind og trykker.

Han var forståeligt nok skuffet over resultatet, hvilket han også SKAL være, men når skuffelsen har lagt sig, har han al mulig grund til at være både stolt og tilfreds med, at han udnyttede denne enestående chance til at bekræfte overfor både sig selv og alle, der overværede kampen, at der vil være stor respekt om hans fremtidige muligheder i den sport, hvor han for længst har erklæret, at hans mål er at blive Verdens bedste.

Den efterfølgende kommentar bekræfter, at Holger har nogenlunde samme syn herpå:
Efter kampen var jeg godt nok ked af det, men jeg kan godt se, at det er et rigtig godt resultat, jeg har lavet. Jeg er sikker på, at det kommer til at aftvinge respekt hos mange spillere. Og det giver også mig meget selvtillid at vide, at jeg kan være med på det her niveau.

Oskar og Elmer tvinger double i match-tiebreak

Med italiensk 2-0 føring var det afgjort, at Italien er videre til kvartfinalen, mens Danmark spiller om placeringerne 5-8.
Derfor havde doublen ikke afgørende betydning, og begge holdkaptajner valgte at lade både Holger og Musetti få en pause efter deres flotte opvisning i 1. singlen.

Oskar Brostrøm Poulsen – som kommentatoren kaldte “Puulsen” – fik derved muligheden for at få sin første kamp ved stævnet, da han sammen med Elmer mødte Flavio Cobolli og Luca Nardi.
Danskerne kæmpede bravt mod de italienske favoritter, og de fik kampen tvunget ud i en afgørende match-tiebreak, hvor Italien sikrede sejren 6-2, 4-6, [10-6].

Der er ikke modtaget billeder fra doublen, hvor Oskar efter kampen havde denne kommentar:
I andet sæt er vi lidt mere aktive, sætter nogle gode returneringer og spiller mere på vores præmisser, hvor første sæt var meget henholdende med masser af returfejl“, og han tilføjede:
Det var sjovt at komme ind og spille. Der var god tænding, synes jeg. Det er da noget, som jeg senere vil tænke tilbage på, at jeg fik en kamp mod Italien på en af de fede tv-baner.

Oskar har dog haft en anden vigtig rolle for holdet, som han har været en uvurderlig støtte for både under kampene fra sidelinjen og i forbindelse med indslåning mv. før kampene.

Junior Davis Cup
Foto: HTA/Peter Bor- Peter Zador – Oskar og co. som heppekor ved kampen mod Frankrig

Også Sportschef Jens Anker Buus Andersen var tilfreds med indsatsen, da han havde denne kommentar:
Både Holger og Elmer sælger sig selv dyrt i dag. Men det har været en lang turnering, så spillerne er lidt mærkede nu. Alt i alt er det rigtig flot at nå i top 8 med to spillere, som er førsteårs U16.

Da både Holger og Elmer er årgang 2003, kan de også være med næste år, hvor Holger udtrykker forventninger om et endnu større resultat:
Jeg synes, at det har været en rigtig god uge. Hvis Elmer og jeg fortsat bliver ved med at udvikle os, så tror jeg, at vi har rigtig gode chancer til næste år. Det bliver stadig svært, men oddsene er gode.

Danmark mod Great Britain om 5-8. pladsen

Resultatet mod Italien betyder ikke, at Danmark er helt færdig ved Junior Davis Cup, hvor der også spilles om placeringerne 5-8.
Danmark møder lørdag Great Britain, der tabte 1-2 til Spanien, da Carlos Alcaraz Garfia og Pablo Llamas Ruiz vandt den afgørende double 6-2, 6-7(2), [10-4] over Felix Gill og James Pinnington-Jones.
Sidstnævnte havde i 2. singlen tabte 2-6, 6-7(5) til Mario Gonzalez Fernandez, hvorefter Felix Gill udlignede til 1-1 efter 6-2, 0-6, 6-4 i 1. singlen, hvor Spanien – lidt overraskende – benyttede Pablo Llamas Ruiz i stedet for U16 Europamesteren Garfia.

Holger havde efter sin kamp stadig ondt i ryggen, og holdet har aftalt, at de “låner” det franske landsholds fysioterapeut, som måske kan “knække” ryggen på plads, så han bliver kampklar.

I den anden kamp mødes Japan og Brasilien, der i kvartfinalen tabte henholdsvis 1-2 til Argentina og 0-2 til Frankrig, og vinderen af de 2 opgør spiller søndag om 5-6. pladsen, mens taberne spiller om 7-8. pladsen.

I semifinalen spiller Argentina mod Frankrig og Italien møder Spanien.

I Junior Fed Cup blev resultaterne i kvartfinalerne
(1) USA vs. (6) Australien 3-0
Slovakiet vs. Indonesien 3-0
(3) Rusland vs. (4) Canada 2-1
(2) Ukraine vs. (7) Letland 2-1

Derved bliver lørdagens semifinaler
(1) USA vs. Slovakiet
(3) Rusland vs. (2) Ukraine

Der findes masser af billeder fra både Junior Davis Cup og Fed Cup på Hungarian Tennis’ facebook – https://www.facebook.com/huntennis/

 

Forrige artikelKan Caroline Wozniacki finde sig selv i Beijing?
Næste artikelJunior Davis Cup: Elmer Møller grundlægger sejr med ny 3-timers fight som 1. single
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.