Sophia Valsted vandt double titel med rumænsk makker ved J60 Ystad, hvor hun var tæt på en ren dansk finale i single mod Emilia Thygesen, der vandt finalen over svensker i 3 sæt. Mads Bruhn Aaby og Asger Sørensen vandt U14 Boys doubles
En større dansk junior trup var i sidste uge i Sverige for at deltage i en ITF J60 junior turnering i Ystad.
I Girls singles deltog 6 danske piger i kvalifikationen, og det lykkedes for både Ella Andrews Wendell, Anna Iris Serban og Victoria Frederiksen at gå videre til hovedturneringen, hvor tvillingerne Anna og Emma Brandt Schultz samt Sophia Valsted, Agnes Bang Jjærsgaard og Emilia Thygesen var blandt deltagerne.
6 af danskerne spillede sig videre til 1/8-finalen hvor Sophia Valsted og Anna Brandt Schultz samt Emilia Thygesen alle gik videre til kvartfinalen, Sophia og Anna mødte hinanden, så Danmark var sikret repræsentation i den ene semifinale, som Sophia sikrede, da hun vandt 6-2, 6-1 over Anna.
Der var også dansk deltagelse i den anden semifinale, idet Emilia vandt 6-2, 4-6, 7-5 over #1140 Sandra Ciobica ROU i kvartfinalen, og hun fortsatte sejrsstimen i semifinalen 7-6(4), 6-2 over #700 Clemence Lesdos FRA.
Sophia mødte i sin semifinale 17-årige #835 Hedvig Turesson SWE, der blev fulgt til dørs indtil 5-5 i 3. sæt, men svenskeren havde marginalerne til sidst og vandt 6-2, 1-6, 7-5.
Hedvig Turesson mødte derfor Emilia i finalen, hvor stillingen ligeledes var 5-5 i 3. sæt, men denne gang var marginalerne på dansk side, da Emilia vandt finalen 6-1, 2-6, 7-5, hvilket er hendes første ITF Junior titel – og uden tvivl også den hidtil største.
Både Emilia og Sophia er 15 år og tilhører 2011-årgangen.

Efter det knebne nederlag i semifinalen gik Sophia Valsted til gengæld hele vejen i double, hvor hun sammen med Sandra Ciobica ROU vandt titlen med finalesejr 6-4, 7-5 over det 1. seedede fransk-amerikanske par Clemence Lesdos og Sydney Wright.

Forinden havde de i semifinalen vundet 6-4, 6-7(7), [10-5] over det 2. seedede britiske par April Sackflame og Grace Watson.
Også i kvartfinalen måtte det dansk-rumænske par bruge match-tiebreak, da de vandt 6-2, 1-6, [10-6] over svenskerne Marta Skantze og Mika Testart, hvorimod de i 1/8-finalen vandt i 2 sæt 6-2, 6-4 over et andet svensk par Filippa Eckersten og Lykke Lindorff.

I U14 Boys singles slap kun Mads Bruhn Aaby og Magnus Østergaard videre til 1/8-finalen, som blev endestation for dem begge.
Til gengæld vandt Mads sammen med Asger Sørensen titlen i U14 Boyes doubles efter en neglebidende match-tiebreak i finalen, hvor de vandt 6-1, 2-6, [13-11] over 2. seedede Kasius Ketola FIN og Niall Pickerd-Barua GBR, der i en lignende gyser vandt 6-2, 3-6, [12-10] i semifinalen mod Laurits og Magnus Østergaard.
Mads og Asger var seedet 3 i U14 Boys doubles.
Tennisavisen har fået tilsendt ovenstående billeder efter pigernes sejre, men der er ikke modtaget billeder med vinderne af Boys doubles.

I stedet bringes disse billeder fra Tennisavisens billedarkiv.

Alle de danske deltageres resultater i både single og double kan ses i ITF Junior sektionen på dette link.
















































