Dagen efter at 11-årige Philippa Henningsen vandt sin første U12 Categori 1 titel Slovakiet, opnåede 13-årige storesøster Emilia et nyt karriere-højdepunkt som finalist ved J200 i Cape Town

Da søstrene Philippa og Emilia Henningsen første gang blev omtalt i Tennisavisen, røbede de deres største ambitioner, som for Emilia var at deltage i de store Grand Slam turneringer og blive #1 på WTA-ranglisten, men Philippa havde et endnu større mål, nemlig at vinde over storesøster, som i semifinalen ved UM Inde 2024 netop havde vundet 6-0, 6-0 over sin lillesøster.

Ovenstående billede illustrerer dog, at afstanden til de 4 Grand Slam turneringer var meget lang, da søstrene var henholdsvis 9 og 11 år, men i mellemtiden har Emilia dog spillet på Wimbledon anlægget, da hun under Wimbledon deltog i en U14 invitations-turnering på det berømte anlæg.

Emilia har desuden markeret sig i en grad, så hun måske allerede i 2027 kan deltage i juniorudgaven af nogle af Grand Slam turneringerne, idet hun sidste uge tog et stort skridt og optjente 140 point til juniorranglisten, da hun nåede karrierens hidtil bedste resultat som finalist i J200 kategorien i Cape Town i Sydafrika.

Optakten til turneringen var ikke uden udfordringer med en lang flyvetur med ankomst kl. 05 om morgenen, efterfulgt af 2 dage med regn, så det ikke var muligt at spille tennis.
Desuden startede en af kampene ca. 20:30, hvor hun normalt går i seng, og kampen sluttede først 22:35.

På vej mod finalen vandt Emilia først 4-6, 6-4, 6-2 over 16-årige #664 Charlotte Bouwer RSA, men mere imponerende var dog, at Emilia i 1/8-finalen vandt så overbevisende som 6-4, 6-1 over 17-årige #197 Roxy Bredenkamp RSA.
Det var mere forventet, at Emilia derefter vandt 6-2, 6-2 over #1757 Winnie Masemola RSA, der var videre fra kvalifikationen som Lucky Loser, men i semifinalen mødte hun igen en højere rangeret modstander, 18-årige #320 Morgan Jordaan RSA, der som den første vandt et sæt over Emilia, inden Emilia vandt kampen 6-2, 2-6, 6-2.

I finalen mødte Emilia 17-årige 1. seedede #109 Jahnie Van Zyl RSA, der dog trak det længste strå og vandt 6-2, 6-2.

Modtaget fra familien – Lars Robl, Emilia Henningsen, Morten Christensen

Ovenstående billede viser Emilia sammen med performance coach Lars Robl og tennis coach Morten Christensen.
Emilia har mere end 35.000 følgere på Instagram, hvor hun både takker sit team og sponsorerne samt klub og forbund for deres støtte.

Resultatet betyder, at Emilia optjener 140 point til ranglisten, hvilket ingen i hendes årgang (2012) hidtil har præsteret.
Derved avancerer Emilia ca. 150 pladser til omkring #270 som Verdens højst rangerede 13-årige.
Emilia får mulighed for at avancere yderligere, når hun i denne uge igen deltager i en J200 turnering i Cape Town.

Lillesøster Philippa har allerede ca. 13.600 følgere på Instagram, hvor hun stolt kunne meddele, at hun netop i samme uge er blevet den yngste vinder hidtil i år af en Category 1 U12 turnering, da hun vandt titlen i U12 Girls singles ved Category 1 Humenne i Slovakiet efter de overbevisende sejrscifre 6-1, 6-1 over Aleksandra Wiktoria Adamowicz POL.

I semifinalen vandt Philippa 6-3, 7-5 over Andriana Gaevskaya, hvorved hun tog revanche for et nederlag 3-6, 4-6 i semifinalen ved Category 1 Krakow i Polen i slutningen af august.
I de 3 første runder vandt Philippa med suveræne cifre 6-0, 6-0 over Andrea Polanska SVK i 1. runde og 6-3, 6-1 i 1/8-finalen mod Dakota Angelica Marin ITA samt i kvartfinalen 7-5, 6-0 over Lola Toth HUN.

Forrige artikelGalleri: 97 billeder fra Davids Cup – Danmark vs. Bulgarien
Næste artikelUge 39: Flere danske spillere kan følges på ITF livestream
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.