Elmer Møller benytter ugen inden det individuelle EM til at hente nye sejre i Category 1 i Holland

Ofte må Elmer Møllers modstandere føle, at det er som at kæmpe mod “vind-møller”, hvor “Møller-vinder”, hvilket også har været tilfældet i de to første kampe ved Category 1 turneringen Windmill Cup 2016 i Velp i Holland.

Tennisavisen påstod i den seneste omtale fra Paris, da Elmer nåede endnu et karriere-højdepunkt med finale i en U14 Category 1, hvor han dog måtte bøje sig for den halvanden år ældre Sydamerikanske U14 mester, at hans næste opgave ville være det individuelle U14 EM, men Camilla Therkildsen, som indgår i teamet omkring Elmer, gjorde opmærksom på, at han spiller i Holland forinden.

Camilla er slet ikke bekymret for, om Elmer efter en masse hårde kampe ved EM kval og slutspil samt turneringen i Paris risikerer at brænde ud inden EM, når han også spiller i Holland. Hun fortæller, at han har det fint og vil være helt klar til EM.

I 1. runde vandt Elmer overbevisende 6-2, 6-0 over den franske kvalspiller Frank Jonker, og i 2. runde tirsdag blev det til endnu en sejr, hvor Elmer efter cifrene at dømme fik brug for sit fighter-gen, da han vandt over Alexander Gilisen (NED) 6-4, 2-6, 6-3.

Onsdag formiddag mødte Elmer i 1/8-finalen Xiaofei Wang, som Tennisavisen omtalte sidste år, da kineseren vandt over Holger Vitus Nødskov Rune i en invitations-turnering, hvor nogle af Verdens bedste U12-spillere dystede på en bane ved Eifeltårnet samtidig med French Open 2015.

Longines Future Tennis Aces: Holger nedkæmpet foran Eifeltårnet

Kineseren vandt sidst på året den prestige-fyldte Orange Bowl, og han har en resultat-liste, som gør ham til et godt bud på at være Verdens bedste i årgang 2003.
Kineseren blev sidste år betegnet som en “kæmpe-dreng”, som sammenlignet med Elmer næsten kan betegnes som et “Eifeltårn”, som formentlig ikke havde samme oplevelse af at kæmpe mod “vind-møller”.

Kineseren vandt med de komfortable cifre 6-0, 6-2, hvilket samtidig betyder, at Elmer får nogle ekstra dage til at restituere og lade op, inden både han og Holger i næste uge deltager i det individuelle EM i Plzen i Tjekkiet.

Finalepladsen i Paris bevirker, at Elmer tager et gevaldigt ryk op på ranglisten, hvor han avancerer 8 pladser og nu er no. 6.
Holger, som i kvartfinalen tabte til Elmers finalemodstander, avancerer 2 pladser til en delt 13. plads.
På “Race to Masters” listen er Holger no. 9 og Elmer no. 20.

 

Forrige artikelUM Ude 2016: Stort galleri med 339 billeder
Næste artikelITF Junior: Tidlig exit i England og Belgien
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.