Holger Vitus Nødskov Rune måtte ud i tiebreak-afgørelse og afværge to matchbolde, inden han havde sikret sig plads i semifinalen efter forrygende kamp

Helt som ventet måtte Holger Vitus Nødskov Rune finde noget ekstraordinært frem, hvis han skulle gøre sig håb om at nå semifinalen i U14 Boys singles ved den tyske Category 1 turnering Jugend Cup Renningen/Rutensheim Internat. Deutsche Tennismeisterschaften U16 i Renningen.

Hans modstander i kvartfinalen, 8. seedede no. 43 Zsombor Velcz (HUN) er en venstrehåndet offensiv spiller, som ikke har nogen oplagte svagheder.
Planen for Holger var at bygge spillet op over baghånden og få ham i løb til forhånden, som er hans stærkeste våben, samt at få neutraliseret hans serv.

Planen lykkedes til fuldkommenhed i 1. sæt, hvor Holger spillede forrygende offensivt tennis, som han har trænet på, og det fungerede over al forventning, idet han pillede alle våben fra sin modstander, og han vandt sættet overbevisende 6-1.

En klassespiller kendetegnes bl.a. ved at kunne ændre sit spil, når modstanderen har overtaget, og det gjorde ungareren i 2. sæt, hvor han tog tempoet ud og spillede boldene stille og roligt rundt på banen.
Holger formåede ikke at holde tempoet, og hans offensive spil blev pludselig mere risikofyldt, da det pludselig var Holger, der tog chancer og missede flere bolde, mens modstanderen på grund af det lavere tempo ikke begik mange fejl.
Derved kunne ungareren sikre sig 2. sæt 7-5.

Da et af formålene med deltagelsen i turneringen var at afprøve den offensive spillestil, som Holger foretrækker, var det en svær balance samtidig at undgå at sætte sikkerheden over styr, men i 3. sæt var Holger bedre til at holde sin baneposition og dermed tempoet. Han havde dog ikke samme bid i sine retur-games som i første sæt, og derved blev kampen jævnbyrdig hele vejen, og en afgørelse i tiebreak var en naturlig konsekvens heraf.

Begge spillede offensivt i tiebreaken, hvor ungareren kom foran 6-4, og han havde således 2 matchbolde.
Holger havde dog ikke tænkt sig at slippe kampen, og han fik udlignet til 6-6, hvorefter han vandt de næste 2 bolde og den samlede sejr på 6-1, 5-7, 7-6(6) i en super flot kamp.

I fredagens semifinale møder han 6. seedede no. 39 Karlis Ozolins (LTA), der vandt over 4. seedede (29) Kristian Kubik (CZE) 6-2, 6-1.

I den anden semifinale mødes 1. seedede (2) Oleksiy Shestakov (UKR) og 3. seedede (19) Ilya Snitari (MDA).

Efter den lange single-kamp skulle Holger allerede en time efter i aktion i double, hvor han er seedet 1 sammen med Oleksiy Shestakov (UKR).
De mødte i semifinalen 4. seedede Antreas Djakouris (CYP)/Karlis Ozolins (LAT), der efter match-tiebreak vandt 7-6(4), 4-6, [10-4].

 

Forrige artikelITF Sezze: Emilie Francati i kvartfinale efter revanche mod forstrakt franskmand
Næste artikelSidste runde i damernes DH
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.