Holger Rune spillede sig fredag i finalen ved Red Bull Next Gen Open, hvor han har revanche til gode mod Enrico Dalla Valle

Efter torsdagens sidste puljekampe ved Red Bull Next Gen Open i Milano fik Tennisavisen adgang til en række billeder, og nogle af dem blev benyttet i omtalen herunder, efter at Holger Vitus Nødskov Rune havde kvalificeret sig til semifinalen.

Next Gen Open: Holger Rune klar til semifinale mod ubesejret 18-årig spanier

Efterfølgende har Red Bull benyttet samme billede i nedenstående exclusive artikel, hvor Holger svarer på en række spørgsmål.
Det første (ledende) spørgsmål handlede om, hvor stolt han var over at være ITF Junior World no. 1.
Holger svarede, at han med Grand Slam titlen og 1. pladsen på ranglisten havde opnået sine mål som junior, hvilket han har været indstillet på at arbejde hårdt for at opnå, og derfor ligger der bag ved hvert resultat en masse arbejde og passion.

Resultaterne styrker Holgers tro på, at han kan fortsætte med at indfri sine mål, når han forsøger at etablere sig som professionel tennisspiller, og det er ikke beskedne mål, når han erklærer, at hans ambition er at vinde alle 4 Grand Slam turneringer – først og fremmest French Open, som han har en helt speciel følelse for efter junior titlen på Roland Garros.

Roger Federer er den spiller, som Holger ser mest op til på grund af hans all round spillestil, som ikke kun er serv og vindere, og han fremhæver desuden yngre spillere som Stefanos Tsitsipas og Felix Auger-Aliassime, der ligesom Federer har en spillestil, som minder mest om Holgers.
I øvrigt gjorde en af Holgers følgere på Instagram opmærksom på, at Holger som 16-årig har overgået Federer, der blev junior no. 1 som 17-årig.

Efter de første kampe ved Next Gen Open fremhæver Holger, at det på grund af de korte sæt handler om at være klar fra start, ellers kan et sæt hurtigt forsvinde, og det gælder om at tage nogle chancer for at opnå et break.
Holger kan godt lide den udfordring, der er forbundet med turneringens specielle regler.

Den største udfordring fra junior til professionel tennis forudser Holger bliver på det mentale og fysiske plan, og han er opmærksom på, at de rutinerede spillere, der har spillet i årevis, spiller på et mere konstant niveau end juniorerne, der godt kan være bedre teknisk, men de er med deres rutine ofte i stand til at vinde kampene alligevel.

Klik eventuelt på “Expand Story” for at læse hele artiklen.

Begge fredagens semifinaler blev afviklet på Allianz Cloud Court, hvor der fredag aften også spilles semifinaler i ATP Next Gen Finals, og i den første kamp vandt no. 1 i Group A, 21-årige Enrico Dalla Valle (ITA) i 3 sæt over 20-årige Zizou Bergs (BEL), der var no. 2 i Group B.

Da Holger derefter i den næste semifinale mødte vinderen af Group B, 18-årige Nicolás Alvarez Varona (ESP) modtog Tennisavisen undervejs meldinger fra Milano om kampens udvikling.
Den første melding var kort “1-3”, og efter 1. sæt, som spanieren vandt 4-2, blev nævnt, at Alvarez Varona “smadrede” til boldene i både serv og slag, og derfor var opgaven for Holger først og fremmest at få bolden i spil, hvilket ingen af modstanderne i puljekampene hidtil havde formået.

Det lykkedes dog ganske godt for Holger, og de næste meldinger var “3-0” og “4-0”, og dermed var Holger inde i kampen, og de positive meldinger fortsatte i 3. sæt, da Holger førte 3-2 og kunne serve for sættet.
Spanieren brød dog tilbage, så sættet i stedet måtte afgøres i tiebreak, som Holger vandt og kom foran 2-1 i sæt.

I 4. sæt kom Alvarez Varona helt tilbage i kampen, idet han vandt sættet 4-0, så kampen måtte afgøres i et femte og afgørende sæt, hvor Holger bevarede fuldt fokus og vandt sættet 4-2, og dermed kampen 2-4, 4-0, 4-3, 0-4, 4-2.

Holger overlevede således et sandt bombardement af stenhårde “utilregnelige” server, og selvom Holger ikke synes, at det er “rigtig” tennis, når spillerne “smadrer” til boldene, er det formentlig ganske lærerigt at møde hardhittere allerede, så han ikke bliver blæst omkuld, når han på et tidspunkt alligevel møder samme type blandt topspillerne.

I finalen kan Holger se frem til igen at møde en spiller, der ikke nøjes med at “smadre” til bolden, når han igen står overfor Enrico Dalla Valle, idet italieneren også forstår at bygge spillet fornuftigt op.
Statistikkerne fra deres første puljekamp viste, at begge havde høj udnyttelse bag 1. serven, og bag 2. serven vandt Holger 58 procent mod 54, og Holger vandt desuden 6 point flere en Dalla Valle i selve grundspillet.

Der er således lagt op til en både velspillet og jævnbyrdig finale, som spilles på Allianz Cloud Court kl. 1800 forud for finalen ved ATP Next Gen Finals.
Der bliver dog ingen TV-dækning fra Holgers finale.

Forrige artikelNext Gen Open: Holger Rune klar til semifinale mod ubesejret 18-årig spanier
Næste artikelWeekend uge 45: Fed Cup finale og start på ATP Finals og Next Gen finale samt Løchte/Puetz finale
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.