Clarine Lerby er endnu en 15-årig dansk ITF junior titelvinder, som dog spiller for Holland

2018 har været en kæmpe-succes for flere danske juniorer, som har det tilfælles, at de lige nu er 15 år.
Clara Tauson er ganske vist fra årgang 2002, hvor de fleste på nuværende tidspunkt er fyldt 16, men Clara venter hermed til 3 dage før juleaften, mens både Holger Vitus Nødskov Rune og Elmer Møller begge tilhører årgang 2003.

Fælles for trekløveret er desuden, at de i løbet af 2018 har vundet flere titler i konkurrence med juniorer, som kan være både 2 og 3 år ældre.
Clara’s titel-høst i 2018 er Grade 1 Vrsar (CRO), Grade 2 i Firenze (ITA), Grade B1 = U18 EM i Klosters (SUI), Grade 1 Repentigny (CAN), Grade A Osaka (JPN).

Holgers titler er Grade 3 Tunis (TUN) og Grade 2 Cairo (EGY) og med en foreløbig semfinale ved Grade A i Mexico har han opnået 185 rangliste point, som er hans hidtil højeste antal.

Elmer har vundet Grade 5 Monastir (TUN), Grade 4 Odense, Grade 4 Ioannina (GRE) og en dugfrisk Grade 2 titel i Kiryat Shmona (ISR).

Der er dog endnu en 15-årig med dansk statsborgerskab, som har vundet en ITF-titel, idet Clarine Lerby netop har vundet finalen i Girls singles ved Grade 3 turneringen Patuju Junior Open 2018 i Bolivia.

Clarine, der fyldte 15 år 17. oktober, er datter af den tidligere fodboldspiller Søren Lerby, som mange tydeligt husker fra det danske dynamit-hold, som midt i 1980’erne under Sepp Piontek for alvor satte Danmark på fodbold verdenskortet med sprudlende spil, som henrykkede hele nationen.

Både Clarine og hendes storebror 17-årige Christian Lerby spiller under hollandsk flag, og de har lejlighedsvis fået omtale i Tennisavisen, især når de har deltaget i turneringer, hvor der også var andre danske deltagere, og det gav desuden anledning til særskilt omtale, da Christian tidligere på året vandt 3 Grade 4 turneringer på stribe.

ITF Junior: Christian Lerby vinder 3 Grade 4 titler på stribe

Ved samme lejlighed blev det oplyst, at familien for 5 år siden flyttede til Sydspanien, hvor både Christian og Clarine er tilknyttet et spansk tennis-akademi i Marbella nær Malaga, og Søren Lerby fortalte dengang, at børnene ikke har nogen særlig tilknytning til det hollandske forbund, hvorved de i princippet kan spille for Danmark, hvis der er et fælles ønske herom.

Clarine har flere gange været med til at vinde det spanske mesterskab for hold i U14-rækken, og hun begyndte som 13-årig at deltage i ITF-turneringer i april måned sidste år.
I juni 2017 deltog hun i en Grade 4 turnering i Odense, hvor hun nåede 1/8-finalen, og hun nåede samme runde i oktober samme år ved en Grade 3 turnering i Marokko.

I 2018 har hun 2 gange været i semifinalen i Grade 4 turneringer i henholdsvis Spanien og Marokko, inden hun denne uge gik hele vejen og vandt titlen ved den førnævnte Grade 3 turnering i Bolivia, hvor hun i 1. runde vandt overbevisende 6-2, 6-3 over 6. seedede 16-årige Dakota Fordham (USA).

I 1/8-finalen vandt hun endnu mere overbevisende 6-3, 6-0 over 16-årige Gabriela Macias (COL), og i kvartfinalen vandt hun i 2 sæt over 3. seedede 17-årige Metka Komac (SLO), der er no. 208 på ITFs junior-rangliste.

I semifinalen måtte Clarine bruge 3 sæt for at vinde 6-4, 2-6, 6-1 over 1. seedede no. 210 Alexandra Anttila (FIN), der ligeledes er 17 år.

Clarine Lerby
Foto: Privat – Clarine Lerby

I finalen blev det også sejr i 3 sæt over 4. seedede 16-årige Gabriela Giraldo (COL), der i starten af oktober vandt en Grade 4 turnering i Brasilien.

Clarine Lerby
Foto: Privat – Clarine Lerby

Tennisavisen har fra familien Lerby fået tilsendt de billeder, som er anvendt i omtalen.
På billedet herunder ses desuden finalisterne i Boys singles, hvor 3. seedede Bruno Oliveira (BRA) vandt 6-3, 6-2 over Francisco Llanes (URU).

Clarine Lerby
Foto: Privat – Gabriela Giraldo, Francisco Llanes, Bruno Oliveira, Clarine Lerby
Forrige artikelITF Junior Kiryat Shmona: Elmer Møller vinder sin hidtil største titel
Næste artikelRådgivning til WTA-spillerne er en varm kartoffel
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.