Med finalesejr i Malaysia tog Christian Grønfeldt-Sørensen et afgørende skridt frem mod top 300 på ITFs rangliste i Boys singles
Tennisavisens dækning af danske juniorer, der har deltaget i Boys singles på ITF World Tennis Tour Juniors har i en længere periode været begrænset til den ugentlige resultatservice uden særskilt omtale fra de forskellige turneringer.
En væsentlig årsag til denne nedprioritering af drengene skyldes, at et blik på ITFs junior-rangliste afslører, at blot en enkelt dansk junior befinder sig i top 500 – endda i den beskedne ende, hvor 17-årige Christian Grønfeldt-Sørensen på den seneste rangliste er no. 441.
Både Christian og ranglistens no. 703 August Brostrøm Poulsen, der begge er årgang 2007 og dermed fortsat juniorer næste år, samt 18-årige no. 1093 Tristan Thomas Engelschmidt er i disse uger med Euroelite Tennis i Østen, hvor de i den forløbne uge deltog ved J100 Kuala Lumpur i Malaysia, og i næste uge er de tilmeldt J100 Kuching i Malaysia.
Trofaste læsere af Tennisavisen har formentlig tidligere bemærket omtaler fra disse turneringer, hvor spillerne har god gavn af de gode forbindelser som Dave Bandelin har opbygget gennem en årrække samt hans samarbejde med deltagernes klubtrænere.
Ofte fører samarbejdet med Bandelin til, at spillerne efter junior-karrieren tager på college i USA.
Tristan Thomas Engelschmidt, der kortvarigt var i top 1.000, da han i slutningen af marts var no. 998, tiltrak sig særlig opmærksomhed i Kuala Lumpur, da han efter sejr 6-4, 6-4 i 1. runde over no. 3.400 Wei_Hsin Lu (TPE) leverede en større sensation, idet han i 2. runde vandt 6-3, 7-5 over 5. seedede Arnavn Paparkar (IND), der er no. 254 på ranglisten.
I 1/8-finalen måtte Tristan dog forlade turneringen efter nederlag 3-6, 2-6 til no. 674 Vincent Dullinger, som han i øvrigt havde som makker i double, hvor de vandt 6-0, 6-1 i 1. runde over Adibi Rahiman og Azizul Azhar fra Malaysia, hvorefter de i 1/8-finalen mødte 6. seedede Kunanan Pantaratorn (THA) og Yen-Chun Wang (TPE), der 3 kampe i træk havde marginalerne i match-tiebreak, idet de efter 6-0, 4-6, [10-8] over Tristan og makker vandt 6-7(2), 6-2, [10-8] over det australske par Jake Dembo og Cameron Burton.
Også i semifinalen havde de marginalerne, da de vandt 3-6, 6-2, [10-8] over Christian og August, der forinden havde vundet 3-6, 6-0, [10-6] over Matthew Goh og Devesh Sarawanan fra Malaysia og 6-4, 6-1 over Maximus Zavier Wong (SGP) og Jerome Estephan (AUS).
I finalen brugte parret dog kun 2 sæt, da de vant 6-4, 7-5 over Taisei Hata (JPN) og Hyeon Seok Seo (KOR).
August vandt problemfrit i 1. runde 6-0, 6-0 over Ammar Ziqry Azwan (MAS), der var videre fra kvalifikationen som Lucky Loser efter både bye og walkover samt 0-6, 1-6 nederlag i kvalfinalen.
Til gengæld fik August kvalificeret modstand i 2. runde mod 2. seedede Jerome Estaphan (AUS), der vandt 6-4, 7-6(4).
Christian var seedet 11 og derfor oversidder i 1. runde (R64), hvorefter han brugte 1. sæt mod no. 607 Praneel Sharma (IND) til at finde sig til rette, inden han vandt 4-6, 6-4, 6-0.
I 1/8-finalen vandt Christian 7-6(5), 6-3 over 6. seedede no. 273 Michael Dylan Jimenez (SGP), hvorefter han i kvartfinalen vandt 5-7, 6-3, 6-4 over 1. seedede no. 132 Jake Dembo (AUS), der er den højst rangerede spiller, som Christian hidtil har vundet over.
I semifinalen vandt Christian derefter 6-4, 6-4 over Vincent Dullinger, der som nævnt havde vundet over sin danske doublemakker Tristan.
I finalen ventede 12. seedede no. 459 Varun Verma (IND), der i kvartfinalen havde vundet over 2. seedede Jerome Estephan og derefter i semifinalen over 3. seedede no. 227 Hyeon Seok Seo (KOR).
Christian vandt finalen 6-4, 7-6(4), og sammen med Tristan beretter han herunder om både turneringen og oplevelser under opholdet.
Finalesejren i single samt semifinalen i double bevirker, at Christian forbedrer sin kombinerede rangering fra no. 441 til lige omkring no. 300.