Sebastian Grundtvig fik drømmestart trods hård lodtrækning. Holger Vitus Nødskov Rune vandt sikkert over Lette på 18

Både 14-årige Holger Vitus Nødskov Rune og 16-årige Sebastian Grundtvig er i denne uge på en mission, som de begge håber giver mulighed for, at de i løbet af 2018 kan kvalificere sig til at deltage i en Grand Slam turnering.

For Sebastians vedkommende var målet oprindeligt, at det kunne blive aktuelt allerede i 2017, og det så også realistisk ud, da han ved starten af året opnåede sin hidtil højeste rangering som no. 151, og der var lagt en genial plan til, hvordan han gennem en række Grade 1 turneringer i Syd- og Mellemamerika sammen med Euroelite Tennis kunne sikre yderligere point, som kunne hjælpe ham videre op ad ranglisten, så han kunne kvalificere sig til at deltage i Grand Slam sammenhæng.

Sebastian har gennem hele sin junior-karriere markeret sig som en af de bedste i sin årgang 2001, hvor han desuden har været suveræn blandt de jævnaldrende i Norden, så ingen var i tvivl om, at talentet rækker til, at han også vil komme til at gøre sig gældende i Grand Slam turneringer.

Imidlertid har Sebastian også været generet af hyppige skader, som menes at hænge sammen med, at han vokser “skævt”, hvilket har medført flere forskellige skader gennem årene, og i 2017 har han derfor ikke haft mulighed for at gennemføre det planlagte turnerings-program, og han har i stedet mistet en del point, så han er gledet ned som no. 842 på ranglisten.

Modgangen kan dog blive vendt til noget positivt, da det er med til at gøre ham mentalt mere robust, da han er blevet vænnet til at håndtere modgang, og han har langt fra opgivet håbet om en karriere på topplan.
Derfor har han efter endt skolegang besluttet at tage et sabbat-år, hvor der er fuld fokus på tennis.

Sebastian Grundtvig
Foto: Sportsfotograf.com. – Sebastian Grundtvig

Pointjagten er netop genoptaget, da han blev tilmeldt Grade 4 turneringen Riga Open i Letland, hvor han ikke fik den heldigste lodtrækning, da han i 1. runde mødte 2. seedede 16-årige Georg Davis (GBR), der er no. 343 på ranglisten.

Sebastian viste dog fra starten af kampen, hvorfor han hører til langt højere oppe på ranglisten, da han sikrede sig 1. sæt 6-1.
Der blev dog mere spænding om udfaldet i 2. sæt, inden Sebastian sikrede sejren 6-1, 7-5, og dermed bragte sig i en gunstig situation, når man kigger videre frem i turneringen.

I 1/8-finalen onsdag venter 18-årige Domantas Sakinis (LTU), der er no. 1315 på ranglisten, og er videre efter 3 sejre i kvalifikationen og – ligesom Sebastian – med sejr på 6-1, 7-5 i 1. runde over no. 804 Artsiom Bardzin (BLR).
På papiret kan Sebastian nå langt, hvis han i øvrigt bevarer sit sædvanlige niveau og undgår skader, og da han kun har point fra 3 turneringer, vil alle optjente point gå rent ind på kontoen uden at skulle modregne for 6. bedste turnering.

Et af målene for Sebastian er at få optjent et tilstrækkeligt antal point, så han kan gå direkte ind i højere turnerings kategorier, hvor der både er større point på spil, og opholdsudgifter afholdes af arrangørerne, hvilket er en væsentlig hjælp til at begrænse de omkostninger, der er forbundet med at rejse rundt til turneringer.

Foto: Sportsfotograf.com. – Holger Vitus Nødskov Rune

Det samme er tilfældet for Holger, som tidligere primært deltog i turneringer mod jævnaldrende i Tennis Europe, hvor der også betales opholdsudgifter af arrangørerne i Categori 1, hvor Holger har været selvskreven deltager.

For at tage nye skridt i udviklingen er Holger i 2017 begyndt at deltage i flere ITF-turneringer, hvor han er nødsaget til at stille op i Grade 4 turneringer, indtil han opnår en rangering og et niveau, hvor han kan gøre sig gældende i de højere kategorier, og han har allerede taget et stort skridt i den rigtige retning, idet han allerede i maj måned havde optjent point til en placering som no. 463 som det højeste, bl.a. på grund af en kvartfinale i Bromma og en finaleplads i Malmø i starten af året, og senere var han i en semifinale på Malta.

Efter at have sikret titlen som Europamester i U14 proklamerede Holger, at et af hans mål for denne sæson er at vinde en ITF-turnering, og det næste forsøg på at nå det mål bliver ved turneringen i Riga, hvor Holger er seedet 6.

I 1. runde var Holgers modstander 18-årige no. 1240 Simonas Zukauskas (LTU), som ikke kunne stille meget op mod Holger, der vandt en suveræn sejr med cifrene 6-2, 6-0.
Hans modstander i 1/8-finalen bliver 15-årige no. 829 Egor Novikov (RUS), som ikke bør undervurderes, idet han i starten af juli var i finalen i en Grade 4 turnering i St. Petersburg.

Holger møder Novikov 2 gange onsdag, idet Holger og Sebastian spiller sammen i double, hvor de er seedet 4, og de møder det Russiske par Ostap Kovalenko og Egor Novikov.

Eric Vanshelboim
Foto: Sportsfotograf.com. – Eric Vanshelboim

Blandt deltagerne i turneringen er desuden KB’s 16-årige Ukrainer Eric Vanshelboium, der i 1. runde tabte 4-6, 3-6 til 17-årige Filip Tensing (SWE).
Eric deltager i double sammen med Artsiom Bardzin (BLR), og de møder i 1. runde Teodors Pukshe/Daniils Snaiders (LAT), der har wildcard.