Emilie Francati har det seneste års tid været i flere double-finaler. Fredag vandt hun sin 3. double-titel i 2015

Hvis man har fulgt med i Tennisavisens omtaler af de ITF juniorturneringer, hvor Emilie Francati har deltaget, har det næsten været reglen mere end undtagelsen, at hun har spillet sig frem til finalen i double-rækken, hvilket nedenstående opremsning bevidner

– okt 2014: ITF Osaka: Emilie Francati i double-finale.
– jan 2015: Australian Open: Emilie/Emily misser finale efter føring i match-tiebreak
– mar 2015: ITF Junior Brasilien: Emilie Francati og makker tabte finalen
– mar 2015: ITF Junior Brasilien: Emilie Francati skaffer dansk sejr
– apr 2015: ITF Junior Benicarlo: Emilie/Emily taber finale i match-tiebreak ved 10-10
– apr 2015 ITF Junior Villena: Emilie/Emily vinder finale i 3. forsøg

I de fleste turneringer har Emilie haft sin (næsten) “navnesøster” Emily Arbuthnott (GBR) som makker, bl.a. i de 2 førstnævnte turneringer, hvor de i slutningen af sidste sæson tabte finalen i Osaka, og ved årets første Grand Slam i Australien var de meget tæt på en finale-plads.
Denne præstation fik desuden nogen opmærksomhed fra andre medier, som omtalt i dette indlæg – Både BT og LIGA på P3 har fået øjnene op for Emilie Francatis bedrifter.

I marts 2015 deltog Emilie i et par turneringer i Brasilien, hvor hun spillede double sammen med Usue Matane Arconada (USA). De var i finalen i begge turneringer, og de tog titlen i den ene af dem.

I april 2015 spillede Emiie igen sammen med Emily i et par turneringer. I Benicarlo var de meget tæt på at vinde titlen, men de tabte de afgørende bolde efter 10-10 i match-tiebreak.
Umiddelbart efter lykkedes det omsider også at vinde en double-titel sammen med Emily, da de vandt i Villena.

Emilie og Emily fik en perfekt optakt til US Open, da de fredag ved Grade 1 turneringen Canadian Open Junior Championships i Repentigny, Canada igen vandt en finale med sejr over 2. seedede Bianca Vanessa Andreescu/Katherine Sebov (CAN) 7-6(3), 0-6, [10-8].

Forhåbentlig kan double-triumfen medvirke til, at Emilie kan tage en masse selvtillid med til US Open, så hun også kan gøre en god figur i single, hvor hun efter sygdoms-pausen kun har haft en enkelt kamp til at få kamprytme.

Umiddelbart inden udgivelsen af denne omtale modtog Tennisavisen disse 2 billeder fra Emile.

Emilie Francati og Emily Arbuthnott
Foto: Francati