Natacha Schou havde ikke de store forventninger om sejr i sin første kamp efter 0-6, 2-6 for 3 år siden, men Natacha fik revanche og nåede semifinalen. Johanne Christine Svendsen nåede kvartfinale i single og finalen i double

Da 16-årige Natacha Schou for første gang efter corona-pausen igen stillede op i en international turnering, havde hun meget lave forventninger til sin muligheder for at slippe videre fra 1. runde ved Grade 4 turneringen Rheinland Juniors Open 1 i Overath i Tyskland.

Modstanderen i 1. runde var den jævnaldrende Sarah Mueller (GER), som er no. 328 på ITF junior-rangliste, hvilket er 570 pladser foran Natacha, der stadig huskede deres første indbyrdes møde ved en Tennis Europe Category 3 turnering i Hillerød, hvor tyskeren vandt 6-0, 6-2.

Desuden var Natacha meget nervøs forud for sin første ITF kamp i lang tid, men hun ramte alligevel bolden godt helt fra starten af en helt jævnbyrdig kamp, hvor begge for det meste holdt serv.
Tyskeren havde en god venstrehånds serv, men det lykkedes alligevel for Natacha bevare koncentrationen, når der opstod chance for at bryde serven, og med et enkelt break i hvert sæt fik Natacha revanche og sikrede sejren 6-3, 6-3.

I 1/8-finalen mødte Natacha den 17-årige fysisk større og hårdslående Gina Feistel (GER), der havde wildcard.
Der blev derfor trykket godt til boldene, som Natacha ramte stadig bedre i løbet af kampen, som hun derved vandt 6-4, 6-2.

I kvartfinalen mødte Natacha den 2 år yngre Josy Daems (GER), der ligeledes havde wildcard. Den unge tysker, havde i 1/8-finalen vundet 6-4, 7-5 over 2. seedede no. 206 Juliette Bovy (BEL), så Natacha var indstillet på, at det kunne blive en svær kamp mod endnu en venstrehåndet modstander, som havde en ekstrem slicet serv, som gjorde det svært af bryde serven.
Det samme gjalt Natachas serv, som fungerede godt i hele kampen, som blev gennemført med godt varieret spil, og ligesom i den første kamp sikrede Natacha sejren 6-4, 7-5 efter et enkelt break i hvert sæt.

I semifinalen mødte Natacha igen en tysk venstrehånds spiller, 3. seedede 15-årige no. 229 Carolina Kuhl, som Natacha betegner som en meget solid spiller.
Det lykkedes for Natacha at vinde 1. sæt 6-4 efter en meget fokuseret indsats, som hun ikke var i stand til at bevare i 2. sæt, som Kuhl vandt 6-0.
Natacha satte disse ord på resten af kampen:
3. Sæt var meget lige og vi fik begge mange bolde over nettet. Hun brød mig ved 2-1. Efterfølgende havde jeg flere chancer for at bryde tilbage men nussede dem desværre, da hun var svær at slå igennem og nåede det meste“.

Derved endte kampen med tysk sejr 4-6, 6-0, 6-3, men Natacha tilføjede dog, at hun generelt er meget tilfreds med sin præstation, som hendes klub fremhævede i et opslag på Facebook.

Carolina Kuhl vandt derefter 6-3, 6-3 i finalen over 16-årige Paula Cembranos (SUI), der i semifinalen havde vundet knebent 3-6, 6-4, 7-5 over 1. seedede no. 166 Laura Isabel Putz (GER).

Putz havde selv vundet en kneben sejr 3-6, 6-2, 6-4 i kvartfinalen over 16-årige Johanne Christine Svendsen, der forinden havde vundet 6-1, 6-1 i 1. runde over Flo Helsen (BEL), der var videre fra kvalifikationen som Lucky Loser, og i 1/8-finalen vandt Johanne, der var seedet 8, 6-0, 6-1 over 15-årige no. 874 Given Roach (GBR).

Johanne Christine Svendsen
Sportsfotograf.com – Johanne Christine Svendsen

Både Natacha og Johanne var desuden med i double, hvor Natacha fik en enkelt kamp sammen med sin canadiske makker Hana Gamracy, da de efter en afgørelse på de helt små marginaler i match-tiebreak blev besejret 7-6(5), 4-6, [12-10].

Johanne havde Berta Passola (ESP) som makker, og efter sejr 6-2, 6-4 i 1/8-finalen mod det tyske par Lavinia Morreale og Vicky Veloso, vandt de i kvartfinalen 3-6, 6-2, [10-2] over det 3. seedede tyske par Carolina Kuhl og Ella Seidel.
I semifinalen blev det til en overbevisende sejr 6-0, 6-2 over det 2. seedede russisk-tyske par Maria Dzemeshkevich og Sarah Mueller.

I finalen blev det tysk sejr, da 1. seedede Joelle Lilly Sophie Steur og Laura Isabel Putz vandt 6-1, 6-3.

I denne uge gennemføres endnu en Grade 4 turnering i Overath med næsten samme navn med et 2-tal i stedet for 1, men det blev blot til en enkelt kamp med danske deltagelse, idet Johanne i 1. runde efter en ekstremt jævnbyrdig kamp blev besejret 2-6, 7-6(7), [11-9] af 14-årige Josy Daems, der havde wildcard ligesom ugen før, da hun blev besejret af Natacha.

Forrige artikelDe bedste som ikke vandt
Næste artikelTidlige exits for de danske topnavne – nye chancer til Torpegaard og Tauson kommende uger
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.