I starten af februar vandt Sara Børkop sin første ITF double-titel og ugen efter fulgte den første single-titel

Tennisavisen har tidligere berettet om 15-årige Sara Børkop, der i flere år har boet i Portugal, da hun i oktober 2020 var i finalen i single ved en U14 Category 3 turnering under Tennis Europe (TE).

TE U14 Portugal: Sara Børkop i finale efter sikre sejre over de bedste portugisiske spillere

Efterfølgende har Sara jævnligt optrådt i Tennisavisens løbende resultat-formidling, hvor hun i løbet af 2021, hvor hun var rykket op i U16,  vandt 2 single titler ved U16 Category 3 turneringer i henholdsvis Penina og Porto.

Sara deltog samme år desuden i flere Grade 4 og 5 turneringer under ITF World Tennis Tour Juniors med 1/8-finaler i henholdsvis Grade 4 Porto i august og Grade 5 Stavanger i Norge i slutningen af året som bedste resultat.

I starten af 2022 nåede Sara på ny 1/8-finalen, da hun deltog i en Grade 5 turnering i Heiveld i Belgien, hvor hun desuden deltog i double sammen med Cecilie Agerbek Fridthjof, og de spillede sig helt frem til finalen, hvor de først efter match-tiebreak måtte se sig besejret 1-6, 7-5, [4-10] af det belgiske par Elaisa Schelfhout og Lea Ribourdouille.

I slutningen af januar rejste Sara sammen med sin far, Peter Børkop til Nairobi i Kenya, hvor Sara 2 uger i træk har deltaget i henholdsvis en Grade 4 og Grade 5 turnering.

I den første uge var Sara seedet 16, og hun indledte med sejr 7-5, 6-1 over Mori Grylak (ISR) i 1. runde, hvorefter hun i 1/8-finalen mødte sin jævnaldrende double-makker, 4. seedede Jadesola Cole (GBR).
Trods forskellen på ranglisten, hvor de på det tidspunkt var henholdsvis no. 1202 og  565, vandt Sara en komfortabel sejr 6-4, 6-1, men i kvartfinalen mod den 16-årige 12. seedede no. 975 Kaho Oyama (JPN) trak japaneren det længste strå, da hun vandt 6-3, 6-4.

Til gengæld fik Sara revanche over Oyama i doublen, hvor Sara for 2. turnering i træk var i finalen, og denne gang lykkedes det at vinde hendes første ITF double-titel, da hun sammen med Jadesola Cole vandt finalen 6-4, 6-3 over japanerne  Honori Koyama og Kaho Oyama.
Sidstnævnte var også i finalen i single, hvor hun også gik glip af titlen, da 3. seedede no. 479 Stad Fani Fanyi Nformi (CMR) vadnt 3-6, 6-4, 6-2.

På vej mod double-finalan havde Sara og hendes makker vundet over både 3. seedede Alice Ferlito (ESP)/Nicoline Sartz-Lunde (NOR) i kvartfinalen og det 1. seedede zimbabwiske par Tadiwanashe Eunice Mauchi og Tanyaradzwa Midzi, der trak sig efter 1. sæt, som Sara og hendes makker vandt 6-4.

ITF Junior Nairobi - uge 5 2020
Foto: Privat – fra præmieceremonien efter double-finalen

Ugen efter blev turneringen afviklet i Grade 5 kategorien, men flere af deltagerne var dog gengangere fra Grade 4 udgaven, heriblandt den japanske finalist Kaho Oyama, der som nævnt havde vundet over Sara i kvartfinalen ugen før.
Et nyt møde blev dog ikke aktuelt, idet japaneren allerede måtte forlade turneringen efter sin første kamp mod den kun 14-årige 8. seedede Petra Konjikusic (SRB), der vandt 6-2, 6-4.

Konjikusic vandt derefter 6-2, 7-5 over 3. seedede no. 665 Beverley Aaliyah (FRA) i kvartfinalen, og efter endnu en sejr 6-4, 5-7, 6-1 over 1. seedede no. 462 Alice Ferlito (ESP), var den 14-årige serber klar til finalen, hvor hun mødte Sara, der forinden havde suveræne sejre undervejs.

Ganske vist blev Sara udfordret i 1. sæt i den første kamp mod no. (1818) Rima Yoshida (JPN), men efter 7-4 i tiebrek kunne Sara sikre sejren 7-6(4), 6-2, hvorefter hun i både 1/8-finalen og kvartfinalen blot afgav et enkelt parti, da hun vandt 6-1, 6-0 over 7. seedede no. 952 Yontha Tadoum (USA) og derefter 6-0, 6-1 over Else Vander Stichele (NED).

I semifinalen vandt Sara for 2. uge i træk over sin double-makker Jadesola Cole, endda med de samme cifre 6-4, 6-1.
I doublen havde de dog ikke samme succes, som ugen før, selvom de i deres første kamp vandt 1. sæt 6-0 over Petra Konjikusic og hendes franske makker Nahjime Dho, der vandt kampen 0-6, 6-3, [10-7].

I single finalen kunne Petra Konjikusic dog ikke stille meget op mod Sara, der vandt sin første ITF single titel med de suveræne cifre 6-2, 6-0.
Tennisavisen har modtaget ovenstående præmiebilleder fra de 2 turneringer i Nairobi.

Inden Grade 5 turneringen i Heiveld var Sara no. 1298 på ITF’s juniorrangliste, men som følge af de nævnte resultater har Sara på få uger halveret vejen mod toppen, idet hun på den seneste rangliste er no. 650.
Forrige artikelATP 250 Marseilles: Karatsev afværgede 4 sætbolde mod Holger Rune, der sendte Grand Slam vindere ud i double
Næste artikelFrederik i finalen
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.