Efter 4 sejre over spillere med højere rangering end de spillere, som Clara Tauson tidligere har besejret, tabte hun efter 15 sejre i træk på højt junior-plan i semifinalen i Grade A turnering

15-årige Clara Tauson er næppe helt enig i emneoverskriften herover, da “optimal” for en ambitiøs sportsudøver altid vil være at stå med titlen, ligesom Clara har gjort i de to seneste internationale juniorturneringer, da hun to uger i træk i slutningen af marts både vandt Grade 1 i Vrsar i Kroatien og Grade 2 i Firenze.

Når en semifinale i både single og double ved en stor Grade A turnering alligevel betegnes som “optimal optakt” er det ud fra en mere fremad-sigtet betragtning, som i første omgang gælder juniorernes udgave af French Open, som afvikles i 2. uge af mændenes og kvindernes Grand Slam turnering.

ITF Junior Milano: Clara Tauson videre til kvartfinale efter sejre over topspillere

Som tidligere omtalt vandt Clara i de første 3 kampe ved Grade A turneringen i Milano over spillere, som var no. 38, 39, og 22 på ITFs junior-ranglisten, hvilket er de højst rangerede spillere, som Clara hidtil har besejret i løbet af året, og i kvartfinalen kunne “Resultina”-app’en endnu en gang melde om “Highest ranked player beaten this year”, da Clara vandt 6-4, 7-6(9) over 1. seedede Xin Yu Wang (CHN), der er no. 4 på ranglisten.

I semifinalen mødte Clara den 17-årige 9. seedede Yuki Naito (JPN), der er no. 17, og efter 3 sæt lykkedes for japaneren at bryde danskerens stime på 15 sejre i træk på højt junior-plan, da hun med cifrene 6-2, 6-7(4) , 6-3 spillede sig videre til finalen.
Clara måtte erkende, at hun tabte til en modstander, der var bedst på dagen.

Japanerens finale-modstander bliver 13. seedede Eleonor Molinaro (LUX), som i den anden semifinale vandt 6-7(3), 2-6, 7-6(4).
Molinaro er Claras double-makker i Milano, og her blev semifinalen også endestation for danskeren, da de tabte 5-7, 2-6 til det 2. seedede japanske par Naho Sato og Yuki Naito.
Sidstnævnte vandt således 2 gange over Clara samme dag.

Semifinalen i single indbringer 185 point til ranglisten i både single og double, og disse point erstatter 6. bedste resultater, som er 60 point i single og 25 point i double, som tæller 25 procent, og ved hjælp af “simpel matematik” kan man regne sig frem til, at Clara efter næste opdatering vil avancere til top 8, og hun vil være sikret en rangering som 5-8 ved French Open, som bliver hendes første optræden i Grand Slam sammenhæng.