Olga Helmi, Olivia Gram, Mathilde Tranberg og Mille Elsborg repræsenterer sammen med Holger Rune og Jesper Andi Jørgensen Dannebrog en halv times kørsel fra Amager

Når Grade 4 turneringen EuroElite ITF Junior Malmo Open afvikles på Erikslustvägen 56 i Malmø i den kommende uge, har tennis-interesserede i hovedstadsområdet alle muligheder for at støtte de danske juniorer, da der kun er godt en halv times kørsel i bil fra Amager, og tager man toget til Hyllie Station ved Malmø Arena, kan man med god vilje sikkert også finde ud af at tage bus resten af vejen.

Som det fremgår af indledningen herover deltager 4 danske piger og 2 drenge i hovedturneringen.
I den forløbne weekend har flere danske juniorer deltaget i kvalifikationen til turneringen, og selvom det af en tidligere omtale i Tennisavisen fremgik, at langt de fleste tilmeldte danske juniorer ville få svært ved at komme ind i turneringen, blev der alligevel plads til 5 drenge og 4 piger i kvalifikationen, hvilket bl.a. skyldes god velvilje fra arrangørerne, som tildelte enkelte af de danske spillere et wildcard.

For at starte med piger først – hvilket normalt anses for høfligst – er det også hurtigst overstået, idet ingen af danskerne formåede at spille sig videre fra første kvalrunde, hvor de tabte til svenske modstandere.

Tættest på var Linnea Sophie Dissing Fristam, der var seedet 2 i kvalifikationen, men det blev Olivia Pezo, der vandt kampen 6-1, 5-7, 6-3.

Karoline Laursen tabte 4-6, 5-7 til Frida Soko (SWE), og Ida Emilie Krause tabte 3-6, 1-6 til no. 1823 Svetlana Teterina (SWE).

Desuden tabte Nikoline Gullacksen, der ligesom Ida Emilie havde wildcard, til Elin Velen (SWE) 1-6, 1-6.

3 danske sejre i 1. runde og 2 i kvalfinale

Efter 1. runde hos drengene så det godt ud for de danske muligheder, idet 3 af danskerne gik videre til 2. runde, og 2 af dem gik desuden videre til kvalfinalen.

Oskar Brostrøm Poulsen fik wildcard til turneringen, hvor han måtte nøjes med en enkelt kamp, da han tabte i 1. kvalrunde 4-6, 3-6 til David Flisberg (SWE).
Philip Qvist Hyldedal måtte ligeledes forlade turneringen efter nederlag på 2-6, 2-6 mod Samuel Veikkolainen Jansson (SWE).

De danske sejre blev vundet af Carl Emil Overbeck 3-6, 6-3, 6-1 over Oscar Sohl (SWE) og af Vladimir Ristic, der vandt over John Hulten (SWE) 6-3, 6-2 samt af 8. seedede Jesper Andi Jørgensen (DEN), der vandt 6-0, 6-1 over Ross Weibull (SWE) 6-0, 6-1.

Vladimir Ristic tabte i 2. kvalrunde til 3. seedede Oscar Hawken (NOR), men det blev sejre til både Carl Emil Overbeck, der vandt over Hannibal Borg (SWE) 6-1, 6-2, og 8. seedede Jesper Andi Jørgensen, der vandt over Sebastian Abboud (SWE) 6-7(5), 6-3, 6-2.

Dermed var de to danske vindere videre til kvalfinalen, hvor de begge tabte.
Carl Emil tabte 2-6, 1-6 til no. 398 Mathias Gavelin (SWE), og Jesper Andy tabte 1-6, 6-3, 1-6 til Hugo Regner (SWE).

Danmark fik dog en enkelt spiller videre fra kvalifikationen alligevel, idet Jesper Andy var så heldig, at han slap med som Lucky Loser.

De første danskere i aktion kl. 0830

Af hensyn til de af Tennisavisens læsere, der ønsker at tage en tur over Øresundsbroen for at støtte de danske spillere nævnes deres spilletider i mandagens 1. runde:

Kl. 0830 Court 8: (546) Morgan Cross (GBR) vs. (1006) Olivia Gram (DEN)
2. kamp Court 2: [1] (243) Olga Helmi (DEN) vs. (Q) (1351) Hedda Gurholt (NOR)
2. kamp Court 7: [5] (412) Katie Lafrance (USA) vs. (697) Mathilde Tranberg (DEN)
2. kamp Court 8: [LL] (1747) Victoria Schnell Jacobsen (NOR) vs. (WC) (1397) Mille Elsborg (DEN)
Kl. 1100 Court 2: (Q) (1594) Hugo Regner (SWE) vs. (1348) Holger Vitus Nødskov Rune (DEN)
Kl. 1100 Court 3: (WC) Olof Wiklund (SWE) vs. [LL] (1784) Jesper Andi Jørgensen (DEN)

De største danske forhåbninger er i sagens natur knyttet til Olga Helmi, som er seedet 1 i turneringen og møder en 2 år yngre nordmand, og hun kan også møde en 14-årige i 1/8-finalen, hvis Sofiya Chekhlystova (EST) vinder over den 16-årige svenske Josefin Opitz, som tabte 1-6, 2-6 til Olga i Bromma.

Olga Helmi
Foto: Modtaget fra Olga Helmi

Holger imponerede ved at nå kvartfinalen i Bromma, og han får i 1. runde (R64) chancen for at tage revanche på Jesper Andys vegne mod 15-årige Hugo Regner.
Hvis det lykkes, møder Holger i 2. runde 14. seedede no. 661 Jesper Klov Nielsen (SWE), der er oversidder i 1. runde, hvilket kan blive en god test for Holger inden TE Category 1 turneringen Les Petits As senere på måneden.

Holger Rune Nødskov
Foto: Sportsfotograf.com. – Holger Rune