Ambitioner får Richard Biagiotti til at bruge 2½ time dagligt på transport mellem Kolding og Aarhus. TE turneringer med EuroElite har givet blod på tanden

Lige før årsskiftet bragte Euroelite Tennis’ på deres Facebook et opslag, hvor det blev fremhævet, at de største spring blandt skandinaverne på Tennis Europe’s U14 rangliste blev taget af spillere fra EuroElite, og det største spring blev foretaget af 13-årige Richard Biagiotti med 274 pladser til en rangering som no. 824.

Richards to svenske team-kammerater Leo Borg og Adrian Luddeckens samt Oskar Brostrøm Poulsen avancerede henholdsvis 74, 64 og 27 pladser til en rangering som no. 194, 389 og 151.

De 4 drenge samt Asger Emil Ildor ses herunder sammen med EuroElite coach Antonio Rivera. Fra venstre er det Adrian, Oskar, Leo, Richard og Asger Emil samt en hjælpetræner.

Antonio Rivera, Adrian, Oscar Brostrøm Poulsen, Leo Borg, Richard Biagiotti, Asger Emil Ildor, hjælpetræner
Foto: EuroElite

Tennisavisen har spurgt, hvilke ambitioner Richard har med sin tennis, og svaret viser med al ønskelig tydelighed, at der er tale om en ung spiller, som er indstillet på at yde en stor indsats for at opnå sine mål, som udtrykkes på denne måde:
.. at blive så god til tennis som muligt, med det han har at gøre med!“, hvilket formentlig bedst kan oversættes til at afprøve, hvor langt evnerne rækker.

Richard bor lidt udenfor Kolding, og han går på Brændkjærskolens Team DK idrætslinje i Kolding, og han har morgentræning i Kolding Tennisklub, men ellers træner han i Skovbakken, hvilket betyder en daglig transporttid til træning på 2½ time, så tennis fylder og betyder rigtig meget for ham, kan man roligt regne med.

Han har været med på EuroElite programmet siden september, og hans ambition er at kunne gøre sig gældende på Tennis Europe, hvor han i efterårets to turneringer i Stavanger og Bergen begge gange nåede 2. runde.
Spillerne var indkvarteret privat gennem EuroElites gode forbindelser.

At være af sted på den måde sammen med andre danske, norske og svenske drenge med EuroElite har været en fantastisk oplevelse, som bestemt har givet blod på tanden!!

Richard har en god trænings-disciplin, er flittig og gør sig umage, og han har et ønske om at kunne flytte til Aarhus og få mulighed for at træne mere med Skovbakkens trænerteam Mark Frøslev og Jeppe Frantzen.

Det øverste billede stammer fra DH Junior slutspillet i Pile Alle, hvor Richard var med til at vinde guld til Skovbakken sammen med Elmer Møller, Tobias Kudsk, Julius Kostopoulos og Mikkel Ballisager.

Billedet herunder er fra præmieoverrækkelsen ved KB Julecup, hvor Richard vandt U14-rækken med finalesejr 7-5, 6-2 over David Francati.

David Francati, Richard Biagiotti
KB Julecup