Olga Helmi fik vendt 1-3 til 6-3 i 1. sæt, men i de to næste sæt holdt svensk modstander fast i føringen og vandt finalen. Holger Rune spillede en ny forrygende kamp og er i sin første ITF-finale.

Tennisavisens bestræbelser på at omdanne Fair Play hallen til dansk hjemmebane, da Olga Helmi spillede finale og Holger Vitus Nødskov Rune semifinale ved Grade 4 turneringen EuroElite ITF Junior Malmo Open, lykkedes kun delvist, da undertegnede på vejen til Malmø blev ledsaget af stifteren af Facebook-gruppen “Verdens bedste Wozniacki”, Jens Dupont Henriksen samt Morten Sylvest, som havde påtaget sig at livestreame Olgas kamp, hvis arrangørerne gav tilladelse hertil.

Turneringsledelsen var tilsyneladende helt indforstået med dette, men for en sikkerheds skyld blev ITF kontaktet telefonisk for at få officiel tilladelse hertil.
Desværre var tilbagemeldingen negativ, og et af argumenterne handlede om betting, men ingen af os fattede rigtigt, hvorfor det var et problem.
Da Morten også gerne vil livestreame kampe, når der 13-18. februar afvikles Copenhagen Wintercup vil Danmarks repræsentant i ITFs bestyrelse og arrangørerne blive opfordret til at få taget spørgsmålet op, da det er svært at se formålet med at forhindre en sådan mulighed.

Som “kompensation” har Morten i stedet taget en række billeder fra finalen i Girls singles mellem 1. seedede no. 243 Olga Helmi og den 2. seedede svensker no. 284 Alexandra Viktorovitch, der bragte sig foran 3-1 i første sæt, og det var også tæt på at blive 4-1 i et parti, hvor Olga med stort besvær fik reduceret til 2-3 i stedet, hvilket blev et vendepunkt, idet Olga vandt 5 partier i træk og sikrede sig 1. sæt 6-3.

I 2. sæt kom Olga atter bagud fra starten, og denne gang lykkedes det ikke for Olga at vende slagets gang, og det samme blev tilfældet i 3. sæt, og derfor endte finalen med svensk sejr 3-6, 6-2, 6-2.

Alexandra Viktorovitch, Olga Helmi
Foto: Morten Sylvest

Morten Sylvests billeder fra kampen

Foto-session efter præmie-overrækkelsen

Alexandra Viktorovitch, Olga Helmi
Foto: Tennisavisen

Storspil af Holger Rune

Samtidig med ovennævnte finale blev begge semifinaler hos drengene afviklet på Court 3 og 4, hvor tilskuerne på afstand kunne overvære Holgers kamp mod 8. seedede 15-årige no. 442 Baptiste Anselmo (FRA), som har gode resultater i ITF-returneringer, hvor han bl.a. har slået de to bedste franskmænd i årgang 2002, som er årgangen over Holger.

Holger viste igen, at han kan hamle op med de ældre spillere, og efter imponerende flot spil, hvor mange dueller endte med velplacerede longline vindere fra en tempofyldt dansk forhånd, sikrede Holger sig 1. sæt 6-4, selvom han i den første del af sættet var nede med et enkelt break.

Holger bevarede overtaget i 2. sæt, hvor han i flot stil vandt sin første ITF semifinale 6-4, 6-1, og dermed er han allerede i sin 4. ITF-turnering fremme i finalen, hvilket bestemt ikke er hverdagskost for en 13-årige mandlig tennisspiller – hvis det overhovedet er sket før.

Holger Vitus Nødskov Rune
Foto: Tennisavisen

På billedet herover – lige efter sejren – kan man i baggrunden skimte DTFs Sportschef Jens Anker Buus Andersen, som ligeledes havde taget turen over broen for at følge de danske spilleres flotte præstationer.

Under kampen tickede et svar ind fra Ritzau, som for et par dage siden blev spurgt, hvorfor der stort set ingen omtale er af de åbenlyse talenter, dansk tennis i øjeblikket råder over – ikke mindst når man har i erindring, at medierne havde spottet Caroline Wozniacki, da hun som en lille pige med bøjler på tænderne proklamerede, at hun havde en ambition om at blive no. 1 i Verden.

I svaret anføres, at man som udgangspunkt skriver om seniorsport, og at der kun skrives om 12-15 årige, hvis der er tale om “.. helt lysende talenter, der måske vandt Orange Bowl og stod med potentiale til at blive topspiller som senior.

Undskyld spørgsmålet: Er det ikke præcis det potentiale, som bl.a. Holger Rune og Elmer Møller har dokumenteret med deres helt unikke resultater, som på den nye Tennis Europe rangliste betyder, at de er no. 1 og 2 i U14? – Hvilke andre nationer kan “prale” af noget tilsvarende?
Desuden betyder Holgers resultater efter blot 4 ITF-turneringer, at han er den højst rangerede i Verden i hans årgang hos ITF, hvor han har skubbet en japaner, som endda har spillet 8 turneringer, ned på 2. pladsen.

Nyt møde med “Isner go home” serv i finalen

Når Holger lørdag kl. 1000 spiller finalen, bliver det et revanche-opgør mod 16-årige no. 316 Bastien Presuhn (GER), som i sidste uge ved SALK Open vandt 7-5, 6-2 over Holger i kvartfinalen, hvilket ikke mindst var i kraft af en serv, som tåler sammenligning med John Isner.

Samtidig med Holgers semifinale spillede tyskeren semifinale mod 16. seedede no. 503 Anton Ornberg (SWE), som Holger tabte til i 3 sæt i starten af december 2016 i Stavanger.
I en tempofyldt kamp på et højt niveau blev det sejr i 3 sæt 6-2, 3-6, 6-1 til tyskeren.

Finalen kan følges på livescore på Tennis-Ticker app’en – eller ved personligt fremmøde i Fair Play Tennisklubb.

 

Forrige artikelWTA Sydney 2017: Johanna Konta vandt i sin fødeby
Næste artikelAustralian Open: Problemerne starter i tredje runde for Wozniacki
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.