Både Patrick Kristensen og Sofia Nami Samavati er i semifinale, mens Nikolaj Katic lod sig slå ud af "fejldom"

KB-træner Rune Thomsen fremsendte som sædvanlig en rapport til Tennisavisen, da onsdagens kampe ved Grade 5 turneringen Malahide Java Republic ITF Under 18, Co Dublin, Irland var færdigspillede.

Turen er en kombineret tur med Landsholdet, hvor Sofia Nami Samavati og Patrick Kristensen er udtaget og støttet af DTF, der benytter Anders Grinderslev fra Skovbakken som coach. Derudover er Olivia Gram og Tobias Lentz med for Skovbakken, og KB’erne Nikolaj Katic og Kasper Elsvad har (som sædvanlig) Rune Thomsen med som træner – og rapportør til Tennisavisen.

Rune indleder denne gang rapporten med bemærkningen

“Dagens mand i skysovs var Patrick Kristensen. Selvom han ikke er med mig eller KB spiller, så holdt han os alle hen i et sandt drama i sin kvartfinale.”

Patrick mødte i kvartfinalen 1. seedede (551) James Davis (GBR), og han vandt hurtigt 1. sæt 6-1, selvom Rune fortalte, at Patrick undervejs var udsat for styrt og havde “medical timeout”, og han fortsatte

“I 2. sæt sjuskede Patrick sit første serve game væk, og Englænderen fandt derefter sit spil og vandt 2. sæt med 6-2.
I 3. sæt var det englænderens tur til at starte bedst med føring på 4-2, hvorefter Patrick endelig kom igang og tog de næste 3 partier, hvorefter begge holdt serv, så kampen skulle afgøres i en tiebreak.
Indtil dette var det Englænderen der havde styret tempoet, men også ham der lavede fejlene, og Patrick der spillede kontra. Begge spillere havde servet godt.
Patrick starter med at serve, men bliver breaket på en halv vinder fra englænderen, derfra holder begge spillere serven hvergag frem til 4-5, hvor Davis kan serve kampen hjem, men først slår han en forhånd i nettet og efterfølgende “miss timer” han en forhånd, der flyver ud af banen.
6-5 Patrick og egen serv. Patrick misser efterfølgende 1 serven, men på 2 serven vælger Davis at gå “all in” på returen og sender den ned i hegnet.
Og Patrick kunne slå sig på brystet som en flot vinder.”

De officielle sejrscifre blev 6-2, 1-6, 7-6(5), selvom Runes beskrivelse tyder på, at cifrene for 1. og 2. sæt er blevet forbyttet.

I semifinalen møder Patrick 6. seedede (821) Maksymilian Raupuk (POL), der vandt over (Q) (1438) Alexander Carlos Parker (GBR) 6-1, 6-3.

Tennisspilleren Sofia Nami Samavati
Foto: Sportsfotograf.com.

Sofia Nami Samavati er også videre til semifinalen i Girls singles, da hun vandt over (1706) Costanza Traversi (ITA) 6-4, 7-6(2) i en tæt kamp, hvor Sofia var bedst i de afgørende situationer.

Modstanderen i semifinalen bliver (WC) Sophia Derivan (IRL), som i kvartfinalen vandt over Katie Kirby (IRL) 6-1, 6-4.

Tennisspilleren Nikolaj Katic
Foto: Sportsfotograf.com.

Nikolaj Katic, der er seedet 2, tabte til 5. seedede (810) Carles Sarrio Tamari (ESP) i en kamp, hvor spørgsmålet om fair play kan have haft afgørende betydning for udfaldet, da spillerne selv dømmer boldene sådanne kampe.

Rune havde på forhånd forventet, at Nikolaj kunne vinde denne kamp, og sådan så det da også ud frem til 4-4 15-30 i 1. sæt, hvor Nikolaj var den eneste, der var med til 40 i modstanderens servepartier.
Her er Runes beskrivelse af kampen efter førnævnte stilling

“der vælger spanieren så at minimere banens størrelse med et par cm, således at Nikolajs bold var ude. Denne bold satte desværre Nikolaj helt ud af spillet, og han tabte efterfølgende 1. sæt med 4-6, og det lykkedes ikke at få vasket tavlen ren i 2. sæt, som spanieren hurtigt satte sig på.”

Derved blev det spansk sejr 6-4, 6-1. Rune var ikke tilfreds med Nikolajs håndtering af situationen ifølge denne kommentar

“Det er for dårligt af Niko at lade sig påvirke så meget af en fejldom, for det sker desværre hele tiden på dette niveau, så det er bare at komme videre, og forhåbentligvis har han lært noget af denne situationen, så han kan håndtere en ligende situation bedre i fremtiden.”
Tennisspilleren Olivia Gram
Foto: Sportsfotograf.com.

Olivia Gram optjente som tidligere omtalt for første gang point til ITF Junior-ranglisten, da hun sammen med Marija Povilionyte (LTU) vandt i 1. runde over (WC) Shauna Casey/Jessica Leeman (IRL) 6-0, 6-2.

I næste runde var det meget tæt på endnu en sejr, men efter at have vundet 1. sæt 6-2 tabte Olivia og makker 2. sæt 7-9 i tiebreak og 3. sæt 8-10 i match-tiebreak, da de mødte Megan Campion/Katie Kirby (ITA), der således vandt 2-6, 7-6(7), [10-8].

Selvom Olivia ikke er KB-spiller, vil Rune gerne citeres for, at “hun fortjener alle de roser, der kommer hendes vej, da hun arbejder seriøst og dedikerer al sin tid til sin tennis.”

Nikolaj og hans makker Maksymilian Raupuk (POL), der er seedet 1 i double, vandt i kvartfinalen over (WC) Jonathan Garcia (IRL)/Cameron Price (GBR) 6-2, 6-3, hvorefter de samme dag tabte 1-6, 1-6 i semifinalen mod 4. seedede Harry Butler/James Davis (GBR)

Tennisavisen vil sætte fokus på “fejldomme”

Tennisavisen har tidligere modtaget en opfordring fra en af de danske klubbers cheftræner om at sætte fokus på dette problem, bl.a. på baggrund af en episode, hvor en dansk træners kommentar til en fejldom var, at “det gør alle, jo”.
En af de spillere, som jævnligt deltager i internationale junior-turneringer har fortalt, at også danske spillere er blevet opfordret til at dømme bolde ude i tvivlstilfælde.

Efter sommer-perioden, når turnerings-aktiviteten formentlig falder en smule, vil Tennisavisen tage emnet op, og spillere, trænere, ledere, forældre m.fl., som har erfaringer fra turneringer, er velkomne til at bidrage med erfaringer og holdninger til problemet.

 

 

Forrige artikelITF Sharm El Sheik: Cecilie Melsted scorer WTA-point i første optræden i hovedturnering
Næste artikelITF Duinbergen: Friis Søndergaard færdig i Belgien
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.