Clara Tauson viste gode momenter og stod distancen fysisk i sit comeback, men der er brug for flere kampe for at nå et konstant højt niveau

I optakten til ATP 500 og WTA 250 Citi Open i Washington blev udtrykt forsigtig optimisme om sportslig succes for de to 19-årige danske håb Holger Vitus Nødskov Rune og Clara Tauson, ikke mindst fordi sidstnævnte som følge af sygdom og rygproblemer har været tvunget til efter en længere pause.

Turneringer uge 31: Clara Tauson og Holger Rune indleder amerikansk hardcourt

Dagen inden tirsdagens første kamp i single havde Clara mulighed for at pudse kampformen af i double sammen med den jævnaldrende Emma Raducanu (GBR), og billedet herunder fra WTATV umiddelbart inden kampstart mod det rutinerede rumænsk-tjekkiske par Mona Niculescu og Lucie Hradecka tydede på højt humør.

WTA 250 Washington 2022
WTATV – Emma Raducanu og Clara Tauson inden opgøret mod Monica Niculescu og Lucie Hradecka

Et efterfølgende opslag på Instagram med teksten: “We didn’t get the W but we had fun” tydede på, at humøret var intakt efter kampen, selvom det blev en relativ sikker sejr til til det rutinerede par, der udviste stor taktisk forståelse, som ofte blev afgørende i de tætte dueller, hvilket resultatet 6-4, 6-1 afspejler.

Vigtigst var dog, at Clara tilsyneladende fysisk var i stand til at gennemføre kampen uden synlige tegn på, at være hæmmet, og det samme var tilsyneladende også tilfældet, da hun tirsdag mødte den 34-årige veteran, Andrea Petkovic (GER), der for en halv snes år siden snuste til top 10 med en 9. plads på WTA-ranglisten, hvor hun nu er no. 68.

Til gengæld blev det hurtigt afsløret, at Clara får brug for flere kampe, inden det kan forventes, at hun er tilbage i den tidligere kampform, hvor hun med sin velkendte “easy power” ofte er i stand til at udmanøvrere sine modstandere.

Tværtimod blev hun ofte selv udmanøvreret af Petkovic, der gennem hele kampen spillede aggressivt og havde et solidt overtag, hvorimod fejlprocenten hos Clara var for høj, når hun forsøgte at afgøre boldene.

Selvom Clara førte 30-0 i sit første serveparti blev hun brudt, da et par dybe servereturneringer fra Petkovic fremprovokerede fejl til 30-30, og yderligere 2 danske fejl betød tysk break til 2-0.

Petkovic havde derefter mulighed for at øge føringen til 3-0, da hun pressede Clara til en fejl til 40-30, og hun fulgte derefter en velplaceret 1. serv op ved at presse Clara dybt i forhånden med 2. bolden, men på mirakuløs vis fik Clara sendt bolden retur, og hun lagde derefter den næste bold i modsatte side lavt over nettet med en cross baghånd og fremtvang fejl hos tyskeren.
En efterfølgende skarp servereturnering fremprovokerede tysk fejl på 2. bolden til dansk break-mulighed, som blev udnyttet, da Clara blev belønnet for en stærk defensiv med en tysk fejl.

I det næste danske serveparti viste Clara de tidligere velkendte takter, hvor hun sendte Petkovic rundt i hjørnerne og afsluttede duellen med en longline vinder fra forhånden, og hun fulgte op med en servevinder til 30-0.
Petkovic fik derefter overtaget i det næste point, hvor hendes power reducerede til 30-15, men en fejl på returneringen af 2. serven samt endnu en tysk fejl gav dansk udligning til 2-2.

Imidlertid blev det de eneste danske point, inden Petkovic derefter vandt samtlige partier frem til stillingen 6-2, 5-0, hvor Clara dog fik pyntet på resultatet med et rent parti til 1-5, inden Petkovic havde mulighed for at lukke kampen ved 40-0 i egen serv, men Clara afværgede de 2 første matchbolde med en stærk defensiv, hvorefter 2 tyske dobbeltfejl åbnede en dør for dansk comeback på klem, da Clara igen blev belønnet for sin defensiv, da hun hårdt presset sendt alle bolde retur, indtil Petkovic sendte bolden i nettet til dansk reducering 2-5.

Et rent break efter 4 danske fejl i træk i det næste serveparti forhindrede dog muligheden for et sensationelt comeback, og Petkovic kunne derefter fejre sejren 6-2, 6-2 med sin velkendte sejrsdans.

Det mest positive ved kampen må være, at Clara tilsyneladende igen har fysikken til at gennemføre en kamp, men hun fik dog i – ganske vist korte – perioder vist eksempler på både defensive og offensive kvaliteter, som giver tro på, at hun efter flere kampe kan finde tilbage på et mere konstant højere niveau.

Clara var oprindelig tilmeldt kvalifikationen til næste uges WTA 1000, hvor hun dog efterfølgende er frameldt, og derfor bliver næste turnering ifølge planen WTA 1000 i Cincinnati, hvor hun er no. 6 på Alternatelisten til hovedturneringen, og hvis hun ikke kommer direkte ind, er hun blandt de seedede i kvalifikationen.

Ugen mellem Cincinnati og US Open er Clara tilmeldt WTA 250 Cleveland, så der er gode muligheder for at pudse kampformen yderligere af inden US Open.

De danske forhåbninger om succes i Washington hviler derefter på skuldrene af Holger, der er på plakaten til onsdagens program, hvor der meldes udsolgt.

Holger kan følges kl. 18 på TV 2 Sport X, når han møder no. 94 Benoit Paire (FRA), der i perioden uden tilskuere på grund af corona-pandemien erkendte, at han manglede motivation og derfor ofte blot “tankede” startpengene for at spille en enkelt runde.

De seneste resultater tyder ikke på, at Paire er tilbage på sit tidligere niveau, som medførte en top 20 rangering, men han fik dog afbrudt en stime med 7 nederlag i træk, da han i 1. runde (R64) vandt 7-5, 6-4 over no. 88 Peter Gojowczyk (GER).

Da Paire kan spille på et højt niveau, når han er topmotiveret, er risikoen for det 8. danske nederlag i træk nærliggende, med mindre Holger genfinder de fornødne mentale resurser, som under alle omstændigheder giver ham favoritværdigheden inden opgøret, hvor bookmakerne giver pengene ca. 3½ gang tilbage, hvis der spilles på fransk sejr.

Holger vandt sidste år 6-2, 6-3 over franskmanden på grus i Santiago, og året forinden under corona-pausen vandt Holger 7-5, 3-6, 7-5 ved UTR Leschly Nordic Masters i Farum.

Nordic Masters: Hoger Rune vinder over ATP no. 28 Paire og møder Christian Sigsgaard i dansk finale

Forrige artikelTurneringer uge 31: Clara Tauson og Holger Rune indleder amerikansk hardcourt
Næste artikelCity Open Washington: Forløsende sejr til Holger Rune forud for uventet møde med Wolf
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.