Stan Wawrinka og Kei Nishikori måtte begge ud i fem sæt i en første runde, der ellers ikke bød på de store overraskelser.

De siger det stort set alle sammen. At første runde aldrig er let, fordi man ikke er ordentligt inde i turneringen endnu. Alligevel virkede det dog ikke til at påvirke favoritfeltet, selvom flere af spillerne spillemæssigt langt fra var på deres bedste.

Andy Murray, vandt sin første runde i tre sæt over ukrainske Illya Marchenko. Murray måtte dog slide sig til sejren i tre tætte sæt, hvor den britiske verdensetter aldrig rigtig fandt sit normalt så høje niveau. Alligevel var det nok til at sikre ham sejren med cifrene 7-5, 7-6(5), 6-2 efter to timer og 47 minutter.

Andy Murrays største udfordrer til titlen i Australien er naturligvis den seksdobbelte vinder og forsvarende mester af turneringen, Novak Djokovic. Han skulle i sin første runde op imod spanske Fernando Verdasco, der i sidste uge var millimeter fra at slå serberen i semifinalen i Doha.

I en ret så fejlfyldt og rodet kamp var det dog serberen, der trak det længste strå, selvom han heller ikke spillede en køn kamp. Verdasco formåede dog ikke at finde det spil frem, der i sidste uge fik Djokovic på glatis i Doha. Spanieren lavede alt for mange uprovokerede fejl, og selvom verdens nummer to også lavede sin del af fejl, så var det serberen, der var den mest stabile. Djokovic vandt opgøret 6-1, 7-6 (4), 6-2 og var tydeligt glad efter kampen.

Wawrinka og Nishikori i problemer

Sidste års US Open-vinder, Stan Wawrinka, var anderledes i problemer i sin første runde. Han stod over for en upåagtet Martin Klizan, der ikke lod sig kue af at være oppe imod en tredobbelt Grand Slam-vinder og tidligere vinder af turneringen i Melbourne. Kampen bølgede frem og tilbage med til tider utrolige vinderslag fra begge spillere. Særligt Klizans forhånd voldte schweizeren problemer, der havde svært ved at få kontrollen over kampen.

I slutningen af femte og afgørende sæt gik luften dog en smule af ballonen for slovakken, og selvom Klizan hang på, så var det Wawrinka, der var skarpest på de afgørende bolde.

Japanske Kei Nishikori er også en af dem, der er spået at nå langt ved dette års Australian Open, men også han havde problemer i sin første runde og måtte ud i fem sæt, før han trak sejren i land. Nishikori var oppe imod verdensranglistens nummer 45, Andrey Kuznetsov, og havde noget overraskende svært ved at få gang i sit spil. I femte sæt hævede japaneren dog niveauet og lignede mere den mand, mange ser som en mulig semifinalist. Nishikori slog Kuznetsov 5-7, 6-1, 6-4, 6-7 (6), 6-2.

Nadal og Federer sikkert videre

Anderledes nemt gik det for Roger Federer og Rafael Nadal. De to fanfavoritter har haft et skadesplaget år 2016, og derfor var der mange tenniselskere, der var glade for at se de to spillere tilbage på sejrskurs.

Roger Federer var aldrig rigtig i problemer mod tyske Jürgen Melzer til trods for et ukoncentreret andet sæt. Schweizeren vandt opgøret 7-5, 3-6, 6-2, 6-2. Rafael Nadal var heller aldrig ude i tovene i sin kamp og vandt stensikkert opgøret mod Florian Mayer 6-3, 6-4, 6-4.

3. seedede Milos Raonic skulle også kun bruge tre sæt, før han havde sikret sig en plads i anden runde. På blot 1 time og 34 minutter slog han tyskeren Dustin Brown ud af turneringen med cifrene 6-3, 6-4, 6-2.

2. runde for top 10 og Federer:

Andy Murray (1) – Andrey Rublev          Novak Djokovic (2) – Denis Istomin

Milos Raonic (3) – Gilles Müller            Stan Wawrinka (4) – Steve Johnson

Kei Nishikori (5) – Jeremy Chardy          Gael Monfils (6) – Alexandr Dolgopolov

Marin Cilic (7) – Daniel Evans                Dominic Thiem (8) – Jordan Thompson

Rafael Nadal (9) – Marcos Baghdatis     Tomas Berdych (10) – Ryan Harrison

Roger Federer (17) – Noah Rubin