Efter de første 2 runder er hele Norden ude af begge ATP 250 turneringer i Melbourne, hvor Mikael Torpegaard vandt sin første ATP sejr mod no. 87. 17-årig sensationelt videre til kvartfinalen

2 uger i total isolation blev belønnet, da 26-årige Mikael Torpegaard (Torpe) fik besked om, at han får mulighed for at deltage i næste uges Grand Slam turnering Australian Open.

Australian Open: Mikael Torpegaard belønnes for 2 ugers isolation med Lucky Loser i Grand Slam

Isolationen betød, at Torpe ikke havde adgang til træningsbanerne, og derfor var det en ekstra belønning, at han fik mulighed for deltage i Great Ocean Road, som er den ene af de to ATP 250 turneringer, som afvikles i denne uge som optakt til Australian Open.

Torpe havde fortsat sin første sejr til gode i en ATP turnering, og efter lodtrækningen at dømme skulle der leveres en større overraskelse, da han i 1. runde mødte den 23-årige spanier Pedro Martinez Portero, der er no. 87 på ATP-ranglisten, hvilket er 112 pladser foran sin danske modstander.

Tenniskampe afgøres dog ikke af rangeringen men af præstationen på banen, og Torpe har ikke lagt skjul på, at han har de nødvendige forudsætningerne for at vinde mod alle, når spillet fungerer optimalt.
En væsentlig forudsætning for at vinde tenniskampe på ATP-niveau er, at serven fungerer, hvilket var tilfældet gennem hele 1. sæt, hvor spanieren kun var med til 30-30 i Torpes første serveparti, mens resten blev vundet rent eller ved 40-15.
Da Torpe til gengæld allerede ved stillingen 1-1 brød spanierens serv, blev sættet derved sikret overbevisende 6-4.

I 2. sæt brød Torpe igen serven til 2-1, men denne gang brød spanieren straks tilbage, men i det (psykologiske) 7. parti brød Torpe serven rent, og han fulgte op med et rent serveparti til 5-3.
Da han servede for kampen ved 5-4 brød spanieren tilbage til 5-5, men han kom derefter igen i problemer i egen serv ved 0-40.
Han afværgede imidlertid de 2 første break-muligheder, hvorefter der opstod et større drama på den 3. break-mulighed, da dommeren pludselig stoppede spillet under en duel og dømte fodfejl på 2. serven.
Efter voldsomme protester og tilkald af referee blev dommen dog fastholdt, og Torpe kunne ca. 5 minutter senere igen serve for kampen, og selvom partiet blev indledt med en dobbeltfejl, kunne Torpe sikre sejren 6-4, 7-5 på sin 2. matchbold.

Kampen blev spillet natten til tirsdag dansk tid, og hverken Eurosport eller Tennistv kunne vise kampen, men natteravne kunne dog følge med på livestream fra Bet365, og det samme var tilfældet, da Torpe i 1/8-finalen natten til onsdag mødte 3. seedede Hubert Hurkacz (POL), der er no. 29 på ATP-ranglisten.

En af Tennisavisens følgere, som endnu en gang ofrede nattesøvnen for at følge Torpes kamp på livestream, var overrasket over, hvor godt Torpe var med i kampen, men det rakte dog ikke til sejr, idet den 23-årige polak levede op til favoritværdigheden og – med et enkelt break i hver sæt – vandt 6-4, 6-3.

Løchte ude i Murray River

37-årige Frederik Løchte har gennem sin lange karriere vundet et utal af double-titler, senest no. 69 i Helsinki i 2019 sammen med Tim Puetz, og selvom han ikke vandt nogen titel i corona-året 2020, leverede de fortsat spil af høj klasse ved US Open, hvor de columbianske double-specialister Juan Sebastian Cabal og Robert Fara vandt 6-7(10), 6-4, 7-6(7) over Løchte og Puetz i en gyser kvartfinale.

Siden US Open er det ikke lykkedes for Løchte at vinde hverken titler eller kampe, da det blev exit i 1. runde ved ATP 250 turneringer i både Køln, Antwerpen og Sofia sammen med Puetz og i Nur-Sultan sammen med Rohan Bopanna og i starten af 2021 sammen med Nikola Cacic i Antalya.

Løchte er tilmeldt Australian Open i double sammen med Rohan Bopanna (IND), og de var desuden tilmeldt ATP 250 turneringen Murray River, hvor de tirsdag formiddag dansk tid mødte det australske par Marc Polmans og James Duckworth, der havde wildcard til turneringen, hvilket de udnyttede med sejr 6-4, 6-3, og de fulgte op med endnu en sejr i 1/8-finalen, hvor de vandt 6-4, 6-2 over Santiago Gonzalez (MEX) og Marcelo Demoliner (BRA).

Frederik Løchte Nielsen
Foto: Sportsfotograf.com – Frederik Løchte Nielsen

Nordiske spillere færdige i ATP 250

De nordiske lande var i Murray River endvidere repræsenteret af de svenske brødre no. 94 Mikael og no. 204 Elias Ymer samt det skandinaviske topnavn no. 27 Casper Ruud.
Desuden deltog den 21-årige finne no. 86 Emil Ruusuvuori, der sidste år meldte sin ankomst i top 100.

Ruusuvuori vandt i 1. runde (R64) 6-3, 6-4 over 34-årige no. 202 Viktor Troicki (SRB), der for 10 år siden var no. 12.
I 2. runde blev han sendt ud turneringen af 4. seedede no. 25 Borna Coric (CRO).

Ingen af Ymer-brødrene slap videre fra 1. runde, da storebror 24-årige Elias mødte no. 64 Gilles Simon (FRA), der vandt 6-4, 6-4. Den 36-årige franskmand var no. 6 i 2009.
22-årige Mikael mødte 10. seedede no. 35 Adrian Mannarino (FRA), der vandt 7-5, 6-2.

27-årige Casper Ruud er seedet 27 og derfor oversidder i 1. runde, og i 2. runde blev han ligeledes sendt ud, da no. 69 Jiri Vesely (CZE) vandt 5-7, 7-6(4), 6-3.

17-årig spanier vinder sensationelt over 1. seedede

Det vakte stor opsigt, da det lykkedes for 17-årige Carlos Alcaraz Garfia at kvalificere sig til Australian Open, og det samme er uden tvivl tilfældet, da den unge spanier onsdag formiddag dansk tid vandt 6-3, 6-3 over 1. seedede no. 14 David Goffin (BEL) i 2. runde ved Great Ocean Road, efter at hans modstander i 1. runde – Attila Balazs (HUN) – havde trukket sig ved stillingen 2-2 i 1. sæt.

Den unge spanier møder i 1/8-finalen no. 83 Thiago Monteiro (BRA), der havde en mere overkommelig vej til 1/8-finalen, idet han i de 2 første runder har mødt de australske spillere, no. 562 Thomas Fancutt og no. 320 Matthew Ebden (AUS), der begge kom med i turneringen efter afbud.

Hverken Carlos eller de øvrige deltagere i Melbourne kommer dog ikke i kamp torsdag, idet der på grund af et smittetilfælde tidligst afvikles kampe igen fredag.

 

Forrige artikelW60 Andrezieux-Boutheon: Clara Tauson kåret som Årets Tennisspiller 2020 få dage efter fransk exit
Næste artikelITF Villena: Bestilte fly hjem efter “forkølet” 1. sæt men Holger Rune ændrede plan med opvisning
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.