Katerina Siniakova til tops i Portoroz, hvor Clara Tauson måtte melde fra i double samt i næste uge. 17-årige Linda Fruhvirtova vinder karrierens første WTA titel

I optakten til WTA Zavarovalnien Sava Portoroz i Slovenien var der en del mystik i forbindelse med lodtrækningen, der i den nederste 1/4-del var markant anderledes end den lodtrækning, som fremgik under den direkte livestream på facebook.

Turneringer uge 37: Mystisk lodtrækning for Clara Tauson. Davis Cup fra tirsdag

Efterfølgende har en repræsentant for WTA overfor TV 2 forklaret, at der var tale om en teknisk fejl, fordi IT-holdet “missede navnet på en spiller i tredje sektion, men selve lodtrækningen er korrekt“.

Alle de omtalte ændringer var dog udelukkende i 4. sektion, og der var desuden tale om, at 2 navne blev misset, og derfor blev Turneringsdirektør Gregor Krušič bedt om at forklare mere detaljeret, hvad der faktisk skete ved lodtrækningen, samt oplyse hvorfor livestream fra lodtrækningen blev fjernet fra Facebook.

Sidstnævnte bidrog til at styrke mistanken om, at alt ikke helt foregik efter bogen ved lodtrækningen, hvor ændringen betød, at en slovensk spiller undgik at møde 8. seedede formstærke Ajla Tomljanovic (AUS), og en 16-årig kroatisk wildcard spiller undgik at møde Clara eller 2. seedede Beatriz Haddad Maia (BRA).

Tennisavisen har ikke fået svar på en efterfølgende henvendelse til Turneringsdirektøren, og derfor er det ikke muligt at give en detaljeret og overbevisende forklaring på, at 2 navne pludselig manglede, og hvorfor livestream fra lodtrækningen blev fjernet.

Selvom TV 2 Sport ifølge aftalen med WTA Media først fik tilbudt TV-signal fra i torsdags, blev kampen mellem Clara og Haddad Maia tilkøbt, så opgøret kunne vises på TV 2 Sport.

Clara havde flere gange overtaget og afgjorde point med sin power, men hun manglede fortsat den fornødne stabilitet og sikkerhed, som kunne have truet Haddad Maia, og derfor blev brasilianerens bundsolide indsats afgørende for, at hun sikrede sig 1. sæt efter tiebreak.

I 2. sæt modtog Clara behandling ved medical timeout på grund af problemer med ryggen, som også blev behandlet ved sidebytte i flere tilfælde efterfølgende.
I resten af kampen lykkedes det for alvor at true Haddad Maia, der vandt 7-6(3), 6-3.

Clara var desuden tilmeldt i double sammen med 20-årige Diane Parry (FRA), men de trak sig inden deres første kamp, hvorved deres plads i lodtrækningen blev overtaget af Nigina Abduraimova (UZB) og Jodie Burrage (GBR) fra Alternate-listen.

Efterfølgende har Clara endvidere trukket sig fra WTA 125 i Budapest, men hun er dog fortsat tilmeldt WTA 250 Tallin Open og WTA 250 Jasmin Open i de to efterfølgende uger.

De ufrivillige pauser og deraf udeblevne sejre bevirker et markant fald på WTA-ranglisten, hvor Clara mister 280 point fra sidste års WTA 250 titel i Luxembourg, hvorved hun på den seneste rangliste er no. 93, men indtil videre bevarer hun dog stadig top 100 status.

Ranglisten er dog i første omgang ikke det vigtigste, som må være at blive skadesfri, så Clara bliver i stand til at spille kontinuerligt, og i så fald vil hun uden tvivl automatisk begynde at avancere på ranglisten igen.

Selvom Ana Bogdan i første omgang blev “overset” af IT-holdet, sørgede hun dog selv for at gøre sig bemærket, da hun i 1. runde vandt 7-5, 4-6, 6-1 over formstærke Ajla Tomljanovic, hvorefter hun vandt 6-1, 6-7(5), 6-1 over Tamara Zidansek, som IT-holdet oprindeligt havde sat til at møde Tomljanovic.

Bogdan fortsatte sejrsstimen, da hun i kvartfinalen vandt 6-1, 1-6, 7-5 over Haddad Maia, der fulgte sejren mod Clara op ved at vinde 6-1, 6-4 over Cristina Bucsa (ESP).

I toppen af lodtrækningen blev 1. seedede Emma Raducanu (GBR) i 2. runde besejret 7-5, 0-6, 6-3 af Anna-Lena Friedsam (GER), der var videre fra kvalifikationen, og hun vandt derefter 1-6, 7-6(4), 6-3 over Diane Parry (FRA) i kvartfinalen.

Friedsam mødte i semifinalen Katerina Siniakova (CZE), der vandt 6-1, 7-5 og sikrede en plads i finalen, hvor hun mødte 3. seedede Elena Rybakina (KAZ), der havde walkover i kvartfinalen mod Lesia Tsurenko (UKR), hvorefter hun i semifinalen vandt 6-1, 6-1 over Ana Bogdan.

Siniakova fik en skrækkelig start på finalen, hvor hun var bagud 0-5 i 1. sæt, inden hun indledte et comeback, hvor hun tog det ene break tilbage til 2-5, og hun brød igen til 4-5 efter at have afværget 3 sætbolde, men Rybakina vandt alligevel sættet 7-4 i tiebreak.

Rybakina førte også med et break i 2. sæt, hvor hun brød det (psykologiske) 7. parti til 4-3 ved 15-40, men Siniakova brød tilbage og udlignede til 4-4, hvorefter det blev hendes tur til at vinde en tiebreak, som endte 7-5.

I 3. sæt var Siniakova i teten, da hun brød til 3-2 efter 15-40, men Rybakina udlignede til 4-4 med en rent break.
Rybakina blev dog straks brudt igen, hvorefter Siniakova vandt på den første matchbold ved 40-15 og sikrede titlen med cifrene 6-7(4), 7-6(5), 6-4.

Siniakova vandt tidligere på året en WTA 125 titel, men det er hendes første WTA 250 titel, siden hun i 2017 vandt over Caroline Wozniacki i Båstad, da kategorien blev benævnt WTA International.

Sideløbende blev afviklet WTA 250 Chennai Open i Indien, hvor det 17-årige tjekkiske supertalent Linda Fruhvirtova vandt karrierens første WTA titel, da hun i finalen vandt 4-6, 6-3, 6-4 over 3. seedede Magda Linette (POL).
Forinden havde Fruhvirtova i kvartfinalen vundet 6-4, 6-3 over 2. seedede Varvara Gracheva.

Linda Fruhvirtova og hendes 2 år yngre søster Brenda sammenlignes ofte med søstrene Williams, og mange forventer, at det tjekkiske søskendepar kommer til at dominere WTA-touren i fremtiden.
15-årige Brenda Fruhvirtova har siden slutningen af juni vundet 5 W25-turneringer i træk med suveræne cifre i 2 sæt i de fleste opgør, herunder i Danderyd i Sverige, hvor billedet herunder blev taget.

Sofia Nami Samavati var den eneste, der formåede at presse Brenda ud i 3 sæt i Danderyd, hvor hun højst afgav 4 partier i en kamp, da hun i finalen vandt 6-1, 6-3 over Mona Barthel (GER).

W25 Danderyd 2022
Foto: Georg Beyer Clausen – Brenda Fruhvirtova
Forrige artikelTurneringer uge 37: Mystisk lodtrækning for Clara Tauson. Davis Cup fra tirsdag
Næste artikelTurneringer uge 38: Holger Rune seedet 4 i Metz. Afsked med Roger Federer ved Laver Cup
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.