Efter en forrygende sæson, hvor Holger Rune fik stor bevågenhed på grund af resultater, der placerede ham øverst på ranglisten, foregår bestræbelserne i 2020 for at indfri nye mål i mere upåagtede omgivelser

Siden U12-tiden har ingen med god indsigt i både dansk og international tennis været i tvivl om, at 16-årige Holger Vitus Nødskov Rune har et helt usædvanligt potentiale, som kan bringe ham helt til tops på ATP-ranglisten.
Det var dog først i 2019, at Holger også fik det helt store folkelige gennembrud, så også Hr. og Fru Danmark – uden større indsigt i tennis – er klar over, at noget stort kan være i vente i dansk herretennis.

Det folkelige gennembrud blev opnået, da Holger lidt over en måned efter sin 16-års fødselsdag blev den formentlig yngste vinder af juniorernes French Open.

French Open: Holger Rune Grand Slam vinder på Roland Garros

Det næste helt store højdepunkt blev opnået, da Holger i slutningen af oktober vandt titlen ved Junior Masters, hvor han samtidig overtog 1. pladsen på ranglisten, og medie-interessen nåede samtidig nye højder.

Holger Rune sætter prikken over i’et i et juniorår med Grand Slam og Masters titel samt no. 1 i Verden

Rækken af succes-oplevelser sluttede ikke dermed, idet Holger kort tid efter blev inviteret til at deltage ved Red Bull Next Gen Open i Milano, hvilket foregik sideløbende med ATP Next Gen Finals samme sted, og selvom Holger var den yngste blandt deltagerne, som var indtil 21 år, løb han – efter en suveræn opvisning i finalen – med endnu en titel, som desuden indbragte ca. 100.000 kr. i præmiepenge

Next Gen Open: Revanche med suveræn finalesejr og 100.000 kr. til Holger Rune

Holgers resultater har medført, at han er nomineret af Politiken til Årets Fund, som offentliggøres 29. december, og derudover er han nomineret til Bestsellers “Olympisk Håb 2019”, som afgøres ved DRs Sportsgalla 4. januar, og Holger vil også være til stede, når TV 2 Sport X samme dag går i luften.

Ugen efter titlen ved Red Bull Next Open 2019 var Holger fortsat i rampelyset, da han var specielt inviteret til at fungere som hittingpartner for de helt store stjerner, da Nitto ATP Finals slutspillet blev afviklet i London, og Holger løste opgaven så perfekt, at Holgers helt store idol, Roger Federer specifikt bad om at få Holger som hittingpartner ved opvarmningen til nogle af hans kampe.

Holger trænede endvidere sammen med både Alexander Zverev, Novak Djokovic og den senere vinder Stefanos Tsitsipas, som Holger tidligere har trænet med ved Mouratoglou Tennis Academy.

Patrick Mouratoglou, der også er kendt som coach for Serena Williams, har efterfølgende inviteret Holger til at deltage i et “preseason” træningsophold i Florida sammen med bl.a. Serena Williams og det 15-årige stjerneskud Cori (Coco) Gauff og flere mandlige spillere, og der blev under opholdet jævnligt lavet opslag på både Facebook, Twitter og Instagram.

Både Holger og hans mor beretter om opholdet og Holgers fantastiske år i artikler med uddrag af billederne fra både BT og Ekstrabladet.
Desuden har Tennisavisen modtaget nedenstående billeder fra Mouratoglou.

Holgers træner, Lars Christensen har sat top 400 på ATP-ranglisten som målsætning for 2020, hvilket er et meget ambitiøst mål for en spiller i næstsidste junior-årgang, og i 2019 har kun en enkelt junior fra årgang 2002, Lorenzo Musetti (ITA) formået at afslutte året i top 400.
Musetti havde forinden vundet både juniorernes US Open 2018 og Australian Open 2019 samt siddet solidt på 1. pladsen på ITFs junior-rangliste, inden han satsede fuldt ud på at etablere sig på ATP-ranglisten, hvor han er den højst rangerede fra årgang 2002 som no. 358.

Den nærmeste fra samme årgang (2002) på ranglisten er no. 555, Nicholas David Ionel (ROU), der ligesom Holger og Musetti er tilknyttet Mouratoglou Tennis Academy, og han viste under “preseason” forberedelserne, at han har et trick i ærmet, da han tog fusen på Holger med en helt speciel serv, som havde været Nick Kyrgios værdig.

Medregnes årgang 2001, som er ældste junior-årgang i 2019, er Jannik Sinner (ITA) den eneste, der har formået at nå top 100, hvilket han opnåede, da han udnyttede en uventet chance – efter afbud fra Denis Shapovalov – for at deltage i ATP Next Gen Finals, hvor han sensationelt løb med titlen, hvorved han slutter året som no. 78.
Det er særligt imponerende i betragtning af, at Sinner ikke har leveret bemærkelsesværdige resultater som junior, hvor hans højeste rangering var no. 133, og derfor er han det selvskrevne valg som ATP Tourens “Newcomer of the year”.

Chun Hsin Tseng (TPE), der i sin næstsidste sæson som junior i 2018 var no. 1 på ranglisten, og både vandt French Open og Wimbledon samt var i finalen ved både Australian Open og Junior Masters, har i 2019 udelukkende koncentreret sig om at etablere sig på ATP-ranglisten, hvor han er næstbedste junior – efter Sinner – som no. 306.

Derudover er der yderligere 4 fra 2001-årgangen i top 400.
Skemaet herunder viser de højst rangerede juniorer på ATP-ranglisten fra henholdsvis årgang 2001, 2002 og Holgers årgang 2003.

Fdato Årgang Spiller Nation Rank Point MaxJr
16-08-2001 2001 Jannik Sinner ITA 78 671 133
08-08-2001 2001 Chun Hsin Tseng TPE 306 131 1
22-12-2001 2001 Jack Draper GBR 337 115 7
08-03-2001 2001 Brandon Nakashima USA 367 101 3
07-12-2001 2001 Giulio Zeppieri ITA 380 96 12
15-11-2001 2001 Juan Manuel Cerundolo ARG 392 92 9
10-04-2001 2001 Thiago Agustin Tirante ARG 740 23 1
03-03-2002 2002 Lorenzo Musetti ITA 358 106 1
12-10-2002 2002 Nicholas David Ionel ROU 555 46 48
04-02-2002 2002 Harold Mayot FRA 686 28 4
05-05-2003 2003 Carlos Alcaraz Garfia ESP 491 60 25
30-09-2003 2003 Martin Damm USA 908 12 4
02-06-2003 2003 Shintaro Mochizuki JPN 910 12 1
29-04-2003 2003 Holger Vitus Nødskov Rune DEN 1017 9 1
13-01-2003 2003 Toby Alex Kodat USA 1404 3 7

I internationale tenniskredse betragtes årgang 2003 som en gylden årgang, hvor der er høje forventninger til alle 5 på ovenstående oversigt, og det er næppe tidligere sket, at alle 4 semifinalister ved en junior Grand Slam var spillere fra 3. sidste junior-årgang, hvilket ikke desto mindre var tilfældet ved French Open, hvor Holger i semifinalen vandt over Martin Damm og derefter i finalen over Toby Alex Kodat, der i den anden semifinale vandt over Shintaro Mochizuki, der senere blev vinder af Wimbledon.
Alle de 4 nævnte er så småt begyndt at forsøge sig på ITF World Tennis touren, hvor de har fået en klar fornemmelse for, at der er et kæmpe spring fra junior til professionel tennis, uanset hvilket niveau der er tale om.

Spaniens Carlos Alcaraz Garfia, som i 2018 blev Europamester i U16 med finalesejr over Elmer Møller, er blevet betegnet som et endnu større talent end Rafael Nadal på samme alderstrin, hvilket bliver en stor arv at løfte – ikke mindst da Nadal er den hidtil yngste, der har nået top 100 kort tid inden han fyldte 17 år.

Den rekord kommer unge Carlos eller Holger næppe til at slå, da de i så fald allerede skal være i top 100 i løbet af marts 2020, og de skal gå hurtigt op ad ranglisten, hvis de skal overtage 2. pladsen fra Richard Gasquet, der nåede top 100 kort efter det fyldte 17 år.
Både Leyton Hewitt og Borna Coric nåede top 100 som 17-årig, og for at overhale Hewitt på 3. pladsen skal top 100 være en realitet i februar 2021.

Jannik Sinner er no. 10 på listen over yngste spilleres første optræden i top 100 spillere – lige efter så prominente navne som Juan-Martin Del Potro, Alexander Zverev, Roger Federer og Novak Djokovic, der alle nåede top 100 kort efter deres 18-års fødselsdag.

Carlos Alcaraz Garfia har stor opbakning i Spanien, som er en stor tennis-nation, der arrangerer mange turneringer, og de har hjulpet den unge spanier med wildcards til flere turneringer, bl.a. til en ATP 500 Masters i Barcelona, som han takker for i Instagram-opslaget herover.
Desuden deltog han i en ATP Challenger i Alicante, hvor han i 1. runde vandt i 3 sæt over Jannik Sinner, og efterfølgende tabte han knebent i 3 sæt til Lukas Rosol (CZE), der i 2014 var no. 26 på ATP-ranglisten.

Garfia nåede til 3. runde ved en Challenger i Murcia, og han vandt en $25.000 turnering i Denia kort før Wimbledon, hvor han i juniorrækken tabte til Martin Damm i kvartfinalen.
Senere nåede han kvartfinalen i en Challenger i Seville.
De flotte resultater har bevirket, at han slutter året som no. 491, hvilket i ATP sammenhæng er en sjældenhed for en 16-årig.

Selvom der – udover Jannik Sinner – ikke er en eneste junior fra de ældste junior-årgange i top 300, anser Holger det alligevel selv som realistisk, at han kan nå i top 200 næste år, og Lars Christensen vurderer, at Holger allerede nu er i stand til at gøre sig gældende mod spillere i top 100, når han rammer sit topniveau.

Det kræver dog, at Holger både mentalt og taktisk formår at holde fokus på opgaven hele vejen mod de professionelle og gennem-rutinerede spillere, som han kan se frem til at møde i 2020, og i så fald forekommer det realistisk, at Holger i den første halvdel af sæsonen kan opnå en rangering, der muliggør at han kan komme ind i ATP Challengers, som hans nuværende niveau reelt rækker til, hvis han som nævnt kan bevare et konstant niveau.

Efter de nugældende ITF-regler kan Holger på grund af sin junior-rangering komme direkte i hovedturneringen ved alle turneringer i $15.000 kategorien (M15), og no. 1-4 på junior-ranglisten ved udgangen af 2018 kunne få wildcard til 3 turneringer i $25.000 kategorien (M25), men fra 2020 er det forhøjet til 5 wildcards, som Holger derfor kan gøre brug af.

Tennisavisen har fået oplyst, at Holger forventes at indlede sæsonen med en M15 turnering i Frankrig i uge 3, men det er ikke helt besluttet endnu, om han også vælger at tage en M15 mere ugen efter i Frankrig, inden han formentlig benytter nogle af de førnævnte M25 wildcards i USA i løbet af februar, hvorefter han formentlig stiller op for Danmark ved Davis Cup i Holbæk Sportsby.

Davis Cup: Danmark møder Puerto Rico i Holbæk Sportsby 6-7. marts

For at opfylde Holgers eget delmål om top 400 skal han formentlig optjene ca. 80 point, hvilket er muligt ved at vinde 4 M25-titler, eller hvis han i 8-10 turneringer opnår en blanding af titler, finaler og semifinaler.

Holgers næste delmål om top 200 kræver yderligere ca. 160-170 point, som formentlig kan opnås i Challengers med et par titler eller 5-6 semifinaler, hvilket ikke forekommer helt umuligt, men hvis man studerer resultaterne for både Musetti og Tseng, finder man ud af, at det slet ikke er så nemt, som førnævnte udregning muligvis kan give indtryk af.

Da der er små præmier i de fleste M15/M25 turneringer og ophold er for egen regning, bliver det en omkostnings-tung periode, indtil Holger eventuelt får mulighed for at spille kontinuerligt på Challenger, hvor ophold betales af arrangørerne.
Langt de fleste udgifter er helt for egen regning, hvilket har været omtalt i søndagens udgave af Ekstrabladet, hvor Aneke Rune sætter spørgsmål ved, om DTF kan støtte de bedste på lige fod med andre forbund, og hun påpeger at støtten er lån, som senere skal betales tilbage.
Temaet vil blive fulgt op i Tennisavisen efter Nytår, når juleferien slutter hos DTF, der ifølge Ekstrabladet afviser, at der er tale om lån.

Holger Vitus Nødskov Rune
Foto: Privat

Juleferien er netop begyndt hjemme hos Holger, der vendte hjem fra Florida lørdag, og Tennisavisen har modtaget ovenstående billede med Holger i julefarver med sin uundværlige iPad, der som regel anvendes i ledige stunder, da der altid er lidt tennis, der skal “lures af”.

Forrige artikelDavis Cup: Danmark møder Puerto Rico i Holbæk Sportsby 6-7. marts
Næste artikelHvad er tennisalbue?
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.