Mod slutningen af 2. sæt fik August Holmgren det afgørende overtag, som sikrede hans første Grade 2 titel i karrieren

Da 18-årige August Holmgren søndag stod overfor sin hidtil største finale ved Grade 2 turneringen Swiss Junior Trophy i Oberentfelden i Schweiz, regnede det så meget, at finalerne hos både pigerne og drengene måtte flyttes indendørs, hvor de blev spillet på tæppe-underlag.

Derfor havde August brug for at varme op med en spiller, som både slår hårdt og fladt.
Da den ene deltager i pigefinalen var den amerikanske hardhitter Ashley Lahey, som netop slår både hårdt og fladt, benyttede August muligheden for at varme op med hende.

Det viste sig at være en god investering, idet Augusts finale-modstander 2. seedede no. 87  Constantin Bittoun Kouzmine (FRA) netop slår både hårdt og fladt.

Begge holdt serv til 1-1, hvorefter August allerede i næste parti udnyttede chancen og brød franskmandens serv ved 30-40 og bragte sig foran 2-1 efter flere korte dueller.
August holdt serv til 3-1, og franskmanden holdt også serv ved konsekvent at serve i baghånden, som August havde problemer med at returnere.

Franskmanden brød tilbage til 4-4 efter dobbeltfejl fra danskeren, og det blev fransk 5-4 føring efter et meget langt parti, hvor franskmanden fortsatte med at bombardere Augusts baghånd med sin hårde serv. Alligevel havde August undervejs chancer, som ikke blev udnyttet.

August reddede en sætbold ved 4-5, og senere havde han chance for at bryde til 6-5, men sættet endte i en tiebreak, hvor August kom bagud 1-4 og derefter dobbeltfejl til 1-5, hvorefter sættet endte 7-3 til franskmanden.

Efter toilet-pause og skift af T-shirt fik August en skidt start på 2. sæt, hvor han blev brudt i første parti, og der lød et frustreret “Lorte-tæppe” fra ham, men han brød dog straks tilbage til 1-1.

Begge holdt serv til 3-3, og August endvidere til 4-3 med et ES og to rene vindere samt en fejl fra franskmandens forhånd.
Derefter lykkedes det for August at bryde til 5-3 på den anden mulighed, og ved 40-30 i egen serv sikrede han sig sættet 6-3 med en forhånds vinder.

Inden starten på 3. sæt fik franskmanden massage, hvilket formentlig ikke er årsagen til, at han allerede i første parti blev brudt på en dobbelt-fejl.
I det næste franske serveparti – efter at August holdt serv til 2-0 – kom der yderligere 2 franske dobbelt-fejl, hvorved August brød igen til 3-0, hvorefter han holdt serv til 4-0, og han var for alvor på sejrskurs.

Kort efter ved 4-1 var det Augusts tur til at få fysio-hjælp, da han forstrakte noget ved lysken, og franskmanden fik ved samme lejlighed atter massage, inden danskeren gik ud for at serve.

August holdt derefter sin serv, og han tog også det næste parti, og dermed sikrede han sig sin første Grade 2 titel med sejren på 6-7(3), 6-3, 6-2.

Sejren indbringer 100 point til ITF-ranglisten, hvilket er Augusts hidtil bedste resultat, som tidligere var 80 point for semifinale ved Grade 1 i Ecuador i starten af året.
August tager dermed et pænt spring frem på ranglisten, hvor han formentlig kommer i top 80.

Oberentfelden 2016
Foto: Holmgren

Billedet herover viser dagens 4 finalister. Finalen i Girls singles blev vundet af 1. seedede (49) Ylena In-Albon (SUI) over 4. seedede (105) Ashley Lahey (USA).
Tennisavisen har desuden modtaget nedenstående billeder fra finale-dagen.

x

Forrige artikelDebat: Hvordan bliver DM til et “Event”, som de bedste tilvælger??
Næste artikelWTA Montreal: Kucova stoppet i Semi-finalen, Halep vinder Titlen
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.