Rosa Viller Møller vandt et enkelt sæt i sin ITF-debut i Portugal, hvor hun desuden spillede double med storesøster Hannah, som lørdag spiller semifinale i single

Tennisavisen har ofte berettet om 16-årige Hannah Viller Møller, som er årgang 2001, og har markeret sig som en af de juniorer, Dansk tennis knytter forhåbninger til.
I denne uge deltager hun i Grade 4 turneringen XXIII International Junior de Leiria i Portugal, hvor hun er seedet 1, hvilket hun indtil videre har levet fint op til med lutter sikre 2 sæts sejre frem til semifinalen.

I den første kamp R64 afgav Hannah et enkelt parti, da hun vandt 6-1, 6-0 over Judith Perello Saavedra (ESP), og i 2. runde vandt hun 6-0, 6-0 over Anastasia Mironova (RUS).
I 1/8-finalen mod Ana Jover Olcina (ESP), der var videre fra kvalifikationen, var der mere kamp om sejren i 1. sæt, inden Hannah havde vundet 7-6(6), 6-2, hvorefter det igen blev en sikker sejr 6-2, 6-1 i kvartfinalen mod 6. seedede Morgan Cross (GBR), der er no. 481 på ITFs rangliste, hvor Hannah er no. 301.

Hannah møder i semifinalen 7. seedede no. 497 Jessica Bouzas Maneiro (ESP), og hvis hun vinder den kamp, venter endnu en Spanier i finalen, idet den anden semifinale er et rent Spansk opgør mellem Mercedes Aristegui og Isabel Adrover Gallego.

Hannah var dog ikke den eneste Viller Møller, der deltog i turneringen, idet lillesøster Rosa, som er 13 år og årgang 2004, for første gang nogensinde deltog i en ITF-turnering, hvor hun var med i kvalifikationen.
Efter at have siddet over i 1. kvalrunde mødte Rosa 15-årige Alisa Golynker (ISR), som vandt 6-0 i 1. sæt, men Rosa fik langt bedre styr på tingene i det næste sæt, som hun vandt sikkert 6-1.
I det afgørende sæt trak Israeleren det længste strå og vandt kampen 6-0, 1-6, 6-3.

Hannah og Rosa Viller Møller
Foto: Privat

Rosa og Hannah spillede sammen i double, hvor det blev til en enkelt kamp mod Camila Garcia/Madalena Peneda (POR), som vandt 6-4, 6-1.
Tennisavisen har modtaget ovenstående billeder af de to søstre i aktion i Portugal.

Forrige artikelDagens kampe fredag 4. august: Alle 8 seedede i kvartfinale i WTA Stanford
Næste artikelDagens kampe lørdag 5. august: Muguruza kan sikre 1. pladsen på racelisten
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.