Efter en række tidlige exits mod seedede spillere udnyttede Olivia Gram en mere gunstig lodtrækning og spillede sig i semifinale, hvor hun tabte til 1. seedet Egypter

Mens FED Cup holdet fik stor bevågenhed af Tennisavisen, da de kæmpede om puljesejr og oprykning i Kairo, deltog 15-årige Olivia Gram i samme periode i Grade 4 turneringen Egypt 2 ITF Junior Tournament, som ligeledes blev afviklet i Kairo.

Olivia har siden sommeren 2015 været flittig deltager i et stort antal turneringer i både Grade 4 og Grade 5 kategorierne, hvor hun i de første 4 turneringer ikke opnåede sejre i hovedturneringen.
De eneste sejre var i kvalifikationen i en Grade 5 turnering i Belfast, hvor hun først besejrede Seona O’Keeffe (IRL) og derefter Deirbhile O’Keeffe, der efter alder (årgang 1997) og efternavn at dømme er en tvillingesøster.

I to efterfølgende turneringer i Phoenix, Mauritius og senere i Barcelona nåede Olivia dog til 1/8-finalen, hvilket også var tilfældet i årets to sidste turneringer i Burundi.

I starten af 2016 blev det til en enkelt sejr i de tre første turneringer, da hun i starten af året vandt 1. kvalrunde i Bromma, mens hun i både Malmø og Hamburg tabte sin første kamp, dog med tætte cifre.

Ved DISPUK Copenhagen Winthercup i KB blev det til sejr i 1. runde, inden hun tabte 6-4, 3-6, 2-6 til 11. seedede no. 595 Denis-Antonela Stoica (ROU), men herefter fulgte 4 turneringer, hvor Olivia langt fra var heldig med sine lodtrækninger, da hun både i Oslo og Gjovik i Norge mødte 1. seedede nordmænd i første runde, henholdsvis no. 42 Malene Helgo og no. 158 Astrid Wanja Brune Olsen.

Også i de 2 næste turneringer mødte Oliva seedede modstandere fra start, men begge fik kamp til stregen, da hun i Kramfors tabte 3-6, 5-7 til 5. seedede no. 520 Molly Helgesson (SWE) og ugen efter samme sted til 5. seedede no. 593 Giulia La Rocca (ITA), som vandt 6-2, 4-6, 6-3.

Olivias vedholdenhed har således vist, at hun har opnået et niveau, hvor hun kan begå sig i Grade 4 turneringer, og at hun kommer stadig tættere på de spillere, som sædvanligvis er seedet i turneringerne.

Olivia udnytter fornuftig lodtrækning

Da Olivia i den forløbne uge i Kairo omsider fik en fornuftig lodtrækning, hvor hun selv var seedet 4, udnyttede hun straks chancen, hvilket førte til det hidtil bedste resultat i Olivias karriere, idet hun nåede helt frem til semifinalen.

I 1. runde vandt Olivia over (1753) Hagar Ramadan (EGY) 6-4, 6-1, og i både 1/8-finalen og kvartfinalen vandt hun også over Egyptiske modstandere, da hun først vandt over (1811) Mariam Ashraf Mohamed Mostafa (EGY) 6-4, 6-2 og derefter 6-2, 6-3 over (1810) Lina Mohamed (EGY), der Egyptens bedste i årgang 2003.

Alle disse modstandere kommer fra Det Egyptiske Akademi i Kairo, og Olivia skulle både vænne sig til gruset og varmen samt – ikke mindst – det voldsomme Egyptiske temperament, som bl.a. gav sig udslag i, at en af modstanderne kastede sin ketsjer efter Oliva, som dog bevarede fokus på at vinde kampen, og i kraft af hendes stærke mentale sind lod hun sig ikke påvirke af det.

I semifinalen mødte Olivia endnu en Egypter, som denne gang var den 1. seedede 17-årige no. 233 Nermeen Shawky, som vandt 6-2, 6-3 over Olivia, som dog ifølge de modtagne meldinger til Tennisavisen spillede et brag af en kamp mod en garvet grus-spiller.

Resultatet bringer Olivia i top 700, og det giver hende samtidig masser af energi til nye udfordringer på ITF-touren.

Ovenstående billede er taget efter kvartfinalen.

Forrige artikelFED Cup: Tyskland sender Halep og Rumænien i World Group II
Næste artikelITF Orange Park: Hannestad problemfrit gennem kval efter 3 sejre
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.