Elmer Møller opnåede et fornemt resultat, da han med en plads i semifinalen optjente 15 vigtige point til ITFs junior rangliste

Mens flere af de Danske juniorer i den forløbne uge har kæmpet om UM i HIK, har Elmer Møller deltaget i ITF Grade 5 turneringen Nike Junior International Edinburgh i Skotland.
Da Tennisavisen under UM sidste år fokuserede på, at nogle spillere prioriterede ITF turneringer frem for UM, var begrundelsen fra trænere og forældre, at det var vigtigere for spillerne at optjene point til ranglisten end at forsøge at vinde endnu en UM-titel.

Hvis det er tilsvarende overvejelser, der ligger bag i Elmers tilfælde, er det i bagklogskabens lys svært at argumentere imod beslutningen, idet Elmer efter 6 kampe på internationalt niveau nåede helt frem til semifinalen, hvorved han optjener 15 point og avancerer ca. 500 pladser til omkring no. 1300.
Derved får han desuden større chance for at komme ind i udenlandske ITF-turneringer, hvor meget få Danske spillere i forvejen har rangering til at få adgang.

Inden turneringen havde Elmer 5 point, som blev optjent i hans første ITF optræden ved Grade 5 i Stavanger i Norge, hvor han i december 2016 vandt i 1. runde over Leyton Rivera (SWE).
Selvom Elmer både ved Grade 4 i Odense og Grade 5 i Aarhus vandt flotte sejre i 1. runde (R64) over henholdsvis Herman H. Jentoft (NOR) og KBs Ukrainer Eric Vanshelboim, udløste det ikke point, da han i begge turneringer tabte i R32, hvilket for langt de fleste Danske juniorer er en meget svær barriere at forcere.

I turneringen i Edinburgh måtte Elmer derfor igennem kvalifikation, hvor han var oversidder i 1. runde.
I 2. kvalrunde, som blev afviklet på Elmers 14-års fødselsdag 9. juli, tabte han 3-7 i tiebreak i 1. sæt mod Alex Griffiths (GBR), men Elmer sørgede for at give sig selv en kærkommen fødselsdagsgave, da han vandt de to næste sæt og med cifrene 6-7(3), 6-2, 6-1 sikrede sig adgang til kvalfinalen, hvor han derefter vandt 6-2, 6-3 over Rittik Anand (GBR).

I hovedturneringen mødte Elmer i 1. runde 17-årige no. 1423 Ignacio Benzal Alia (ESP), som blev besejret 7-6(1), 6-4.
I 1/8-finalen var modstanderen 4. seedede no. 692  Julian Lewis (GBR), som ligeledes er 17 år, men også den opgave klarede Elmer med sejr 6-3, 6-2.

I kvartfinalen var modstanderen lidt tættere på Elmers egen årgang 2003, da han vandt 6-2, 3-6, 6-3 over 14-årige 8. seedede no. 910 Arthur Cazaux (FRA), der er årgang 2002.

Det blev “End of Story” i semifinalen mod 16-årige 2. seedede no. 676 James Story (GBR), der vandt 6-3, 6-0.

 

Forrige artikelDagens kampe lørdag 15. juli: Finalekamp Garbine Muguruza vs Venus Williams på Centre Court kl. 15:00.
Næste artikelDagens kampe søndag 16. juli: Roger Federer vs Marin Cilic kl. 15:00
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.