Helena Francati og Clara Tauson spillede onsdag 1/8-finaler i brutalt stormvejr. Clara red stormen af og vandt, mens Helena mistede momentum. Doublen sluttede mod gode russere

Det er ikke kun Philip Ørnø og Emilie Francati, der er kommet i stormvejr på en ø i Middelhavet. Det samme var tilfældet for deres klubkammerater Helena Francati og Clara Tauson, som i denne uge deltager i Grade 5 turneringen San Michel International Tournament, i Corradino Paola på Malta.

Jonas Svendsen, der er Cheftræner i Gentofte Tennis Klub og er med de to piger på Malta, fortæller til Tennisavisen, at der var brutalt stormvejr, hvor dommerstolene fløj rundt, og spillerne slog ofte forbi bolden, fordi den enten stoppede eller blev revet væk af vinden!

Helena havde egentlig styr på sin 1/8-finale indtil 4-2 i 2. sæt mod den 14-årige kval-spiller Andre Lukosiute (LTU), der for første gang deltager i en ITF-turnering. Lidt hurtig research afslører dog, at hun sidste år var finalist ved Roehampton 14&U.

Et par vigtige bolde gik herefter den forkerte vej, og så skiftede momentum totalt side, og det gik pludselig stærkt, og Helena tabte derved 6-4, 4-6, 3-6.
Jonas betegner det som et ærgerligt nederlag, men mange lærepenge at tage med hjem!

Helena Francati
Foto: Sportsfotograf.com. – Helena Francati

Clara startede lidt skidt mod 11. seedede (766) Ingrid Di Carlo (ITA), da hun fik spillet hende, hvor hun gerne ville have det. Men nede 2-4 fik Clara gang i spillet og ramte modstanderens svaghed (forhånden).
Derfra sad Clara på kampen, og den 4 år ældre modstander blev mere og mere rådvild og lavede flere nemme fejl, og det blev sejr til den 13-årige dansker 6-4, 6-1.

I kvartfinalen bliver Claras modstander 16-årige (1093) Laura Lopez Giese (ESP), som vandt over (1025) Mariam Dalakishvili (GEO) 2-6, 6-2, 6-1.
Clara har med sejrene i de 3 første runder sikret sig 10 point til ITF-ranglisten, hvor hun er no. 2021 i kraft af 2,5 point for kvartfinalen i double ved hendes første ITF-turnering DISPUK Copenhagen Winthercup 2016, og hun kan allerede i sin 2. ITF-optræden tage et stort skridt op ad listen.

Der bliver dog ikke yderligere point fra doublen, idet Clara og Helena i 1/8-finalen tabte 4-6, 4-6 til 6. seedede  Mayya Gorbunova/Maria Krupenina (RUS).