Sebastian Grundtvig slog for alvor sit navn fast på ITF-touren i Casablanca, hvor han fulgte sidste uge kvartfinale i Grade 1 op med 2. pladsen i Grade 3

Sebastian Grundtvig, som for halvanden måned siden fyldte 15 år, har i de seneste to uger i Marocco markeret sig som en af de spillere, som man for alvor skal regne med i ITF-sammenhæng, selvom de øvrige deltagere oftest er spillere i 3 årgange over Sebastian.

Det beviste han allerede i sidste uge, hvor han overraskende nåede kvartfinalen i sin første Grade 1 med sejre over flere spillere, der var væsentligt højere rangeret, og han fulgte det op i denne uges Grade 3 turnering ITF/CAT North African Circuit – Casablanca, hvor han nåede helt frem til finalen.

Finalemodstanderen var Hugo Gaston (FRA), som Sebastian tidligere har besejret i 3 sæt i Odense sidste år 7-6(5), 5-7, 6-0.
På forhånd lignede det en helt åben kamp, da franskmanden i kvartfinalen havde vundet 6-3 i 3. sæt mod Carlos Sanchez Jover (ESP), som Sebastian også måtte bruge 3 sæt for at besejre i sidste uge, og desuden havde Gaston i semifinalen besejret den 2 år ældre 5. seedede Mohamed Abdel-Aziz (EGY) så sikkert som 6-4, 6-2.

Opgaven blev da også så svær, som man kunne forvente, da Sebastian indledte med at tabe 1. sæt 2-6.
I 2. sæt var det helt jævnbyrdigt, men i den afgørende tiebreak blev det sejr til franskmanden, som vandt finalen 6-2, 7-6(4).

Sebastians træner Kenneth Carlsen, som har støttet ham de seneste par uger i Casablanca, har fremsendt ovenstående billede fra præmieoverrækkelsen.

Tennisavisen ønsker tillykke med præmien og to forrygende uger, som vil bringe Sebastian op i nærheden af top 200, og han vil formentlig blive den næst-højst placerede i sin egen årgang 2001, hvilket dansk tennis godt kan tillade sig at være stolte af.

Forrige artikelITF Båstad: Finale sejr til Karen Barritza over double-vinder
Næste artikelTE Junior Maribor: Riedi sejr over Oskar. Carl Emil på slap line
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.