Clara Tauson viste igen klasse, da hun besejrede 17-årige Baijing Lin, som i starten af året var no. 40 på ranglisten

14-årige Clara Tauson er videre til kvartfinalen ved Grade 2 turneringen Miedzynarodowy Turniej Juniorów o Puchar Slaska i Bytom i Polen, da hun i 1/8-finalen vandt 6-4, 7-5 over 8. seedede no. 149 Baijing Lin (AUS), der på den seneste rangliste er 16 pladser foran Clara.
Australieren betegnes som en stærk hardhitter, men Clara ramte bolden godt fra starten og spillede flot grus  tennis og mixede fornuftigt op.

Normalt vil de færreste formentlig blive specielt imponeret af en sejr over en modstander med nogenlunde samme rangering, men når man tager i betragtning, at Claras modstander er 17 år og i midten af januar i år var rangeret som no. 40 hos ITF, er der ekstra grund til at tage hatten af for en sådan sejr.

Clara var da også ganske godt tilfreds med indsatsen, da hun efter kampen havde denne bemærkning:
Fedt at slå tidligere top 40 spiller. Følte mig godt tilpas på gruset og spillede de vigtige bolde godt.

Clara var efter en længere turnerings-pause lidt anspændt i den første kamp mod den fysisk stærke Csenge Furak (HUN), men sejren 6-4, 6-3 blev spillet fornuftigt hjem med god tennis.

I fredagens kvartfinale møder Clara igen en 17-årig modstander, 4. seedede no. 131 Nika Radisic (SLO).

I doublen tabte Clara sammen med Nina Stankovska (SVK) 2-6, 1-6 i kvartfinalen til Monica Cappelletti (ITA)/Viktoriya Petrenko (UKR).

 

Forrige artikelITF Kiseljak: Maxim Landa fordobler point på ATP-ranglisten
Næste artikelEntryliste: Uge 25, Premier Birmingham, Kerber, Ka.Pliskova m.fl.
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.