Trods knebent nederlag i 1/8-finalen efter 2 sætbolde fik Johanne Christina Svendsen vist, at hun har niveau til at spille mod de bedste juniorer

Da Danmarks to højst rangerede junior piger, 16-årige no. 234 Johanne Christine Svendsen og 15-årige no. 294 Rebecca Munk Mortensen for et par uger siden deltog i en Grade 3 turnering, fik de mulighed for at få en klar fornemmelse af, hvilket niveau der kræves for at gøre sig gældende mod juniorer omkring top 100, hvilket deres præstationer i double indikerede at formatet rækker til.

Grade 3 Manacor: Johanne og Rebecca vinder årets 2. double-titel

Begge blev i 1/8-finalen besejret af modstandere, der er placeret lige omkring top 100, men deres medrejsende coach Morten Cohen Lyngbæk fra Leschly Tennis Foundation anførte, at de begge har niveauet til at gøre sig gældende mod spillere omkring top 100.

Morten er i denne uge med Johanne i Litauen, hvor hendes rangering i sidste øjeblik lige akkurat rakte til at være med direkte i hovedturneringen ved Grade 2 turneringen Siaulia 2021, hvor hovedparten af deltagerne er i top 100 og top 200.

I 1. runde mødte Johanne no. 205, Alevtina Ibragimova (RUS), og efter et uhyre jævnbyrdig 1. sæt, hvor russeren havde 4 sætbolde, vandt Johanne kampen 7-6(7), 6-2.

I 1/8-finalen ventede en større udfordring mod 2. seedede 17-årige Laura Hietaranta, der er no. 37 på ranglisten.
Hietaranta, der for et par år siden blev tilknyttet den finske Fed Cup trup, vandt i 1. runde uden besvær 6-1, 6-0 over 14-årige Liepa Sataite (LTU), der havde wildcard.

Kampen kunne give et fingerpeg om, hvor langt Johanne er fremme i sin udvikling sammenlignet med en af de bedste juniorer, og kampens forløb bekræftede til fulde, at hun er på det helt rette spor, idet den finske storfavorit fik kamp til stregen i en uhyre tæt kamp, som finnen vandt 7-5, 7-6(10) efter en forbilledlig fight af begge spillere.
I andet sæts tiebreak havde Johanne 2 sætbolde, men Laura Hietaranta var dog mest cool på de afgørende tidspunkter, hvor den større erfaring uden tvivl blev udslagsgivende.

Selvom Johanne formentlig ærgrer sig over, at kampen ikke kom i 3 sæt, understreger præstationen, at hun har det nødvendige niveau til at skabe forhåbninger om allerede i år at nå top 100.

Johanne er tilmeldt en Grade 2 turnering igen i 2. uge i marts i Santo Domingo, hvor hun forventes at deltage, hvis det praktisk muligt, men forinden deltager hun formentlig i Elitedivisionen for HRT, der på lørdag møder Birkerød, hvor et yderst interessant opgør kan blive en single mod Karen Barritza.

 

 

Forrige artikelPræstationsangst!
Næste artikelDH damer: Hvem tager den sidste slutspilsplads?
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.