Gæsteskribent Klaus R. Fuglgaard reflekterer over de tydelige svar omkring magtbalancen i international herretennis

Årets første Grand Slam Australian Open i midten af januar, hvor vinterdepressionen tager til i Danmark, giver ofte anledning til mange spørgsmål omkring magtbalancen i international herretennis. Især set i lyset af den aldrende og efterhånden fysiske udfordrede Big 4 (Djokovic, Nadal, Federer og Murray) kunne de store spørgsmålstegn rejses i den helt store skrifttype inden den 107. version af Australian Open skulle begynde.

Den skotske afsked Down Under

Første svar fik vi inden turneringen gik i gang, da skotten Andy Murray annoncerede sin retræte fra tennissporten. En hofte har igennem flere år gjort livet surt for den dobbelte Wimbledon vinder. Mange internationale journalister tæt på skotten beretterede, at de så det som overvejende sandsynligt at 1. runde kampen ved Australian Open mod spanske Agut ville blive hans sidste kamp i karrieren. Dermed var der lagt op til et nostalgisk og vemodigt drama på Margaret Court Arena. Manuskriftet kunne ikke være skrevet bedre, da kampen udviklede sig til et sandt maraton, hvor Murray kom tilbage fra 0-2 nede i sæt. Det endte dog med en sejr til Agut i fem sæt, og måske var det sidste gang, vi så skotten på den internationale tennisscene. Der går dog rygter om, at han vil få adgang til Wimbledon – måske med brormand Jamie Murray i double som en værdig afsked til en af de allerstørste sportsudøvere i Storbritanniens historie. Dette ikke kun fordi, at Murray har lavet nogle historiske resultater, men også fordi, at han har taget del i flere forskellige politiske kampe i tennismiljøet.

Schweizisk deroute

Roger Federers er nået en alder, hvor der altid vil stilles spørgsmålstegn ved hans niveau før en Grand Slam begynder. Som opvarmning til Australian Open spillede Federer en nærmest fejlfri turnering i Perth, hvor der blev afholdt Hopman Cup. Forskellen er dog, at i Perth var der ingen pres på Federer, der som ofte folder sit spil allerbedst ud, når presset ikke tynger ham. Efter tre ganske habile præstationer i de indledende runder skulle han møde den græske komet, Tsitsipas. Kampens første halvandet sæt forløb som forventet, da Federer dominerede alt i hans egen serv, og satte konstant Tsitsipas under pres i hans servepartier. Nøglepartiet kom ved 4-3 Federer i andet sæt, hvor schweizeren havde en håndfuld breakbolde uden at konvertere. Efter dette parti flyttedes momentum over på grækerens side, der fuldstændig overtog kampen. Schweizeren spillede forkrampet og kunne slet ikke agere på de store point og endte op med 0 ud af 12 udnyttede breakbolde efter kampen. Desværre typisk for Roger Federer, at der er denne skrøbelighed i hans mentale fundament i de store kampe. Man så det også mod Kevin Anderson ved Wimbledon og i New York, hvor han røg ud mod John Millman.

Den yngre garde

Mange havde forventet at spillere som Zverev, Khachanov, Medvedev og Tsitsipas skulle føre ”Next gen” til de afgørende kampe ved en Grand Slam. Kun Tsitsipas og Medvedev kunne leve op til forventningerne, og overgik dem til dels også. Tsitsipas nåede semifinalen, og den meriterende sejr over Roger Federer kunne han tilføje CV’et inden han forlod Australien. Det kom dog malurt i bægeret, da han blev fuldstændig detroniseret af Nadal i semifinalen. Et sjovt lille kuriosum var hans bemærkning efter kampen, hvor han undrede sig over, at Federer nogensinde har kunne slå Nadal med en spillestil, han selv prøver at praktisere.

Medvedev fortsatte sit spil fra 2018 sæsonen og var den spiller, der pressede Novak Djokovic mest under en Grand Slam. Han gik ned med ære i fire sæt mod den serbiske verdensetter i 4.runde.

Man fristes til at sige, at Alexander Zverev skuffede som vanligt, da han blev blæst ud i kvartfinalen af Raonic med 61 61 76. Ivan Lendl har ikke haft nok indflydelse på den talentfulde tysker til at ændre på hans mareridtsstatisk i Grand Slams.

Russiske Khachanov kunne heller ikke leve op til forventningerne og tabte i tredje runde mod Agut.

Zverev og flere af hans kolleger må efter denne Grand Slam stadig konstatere, at der er langt fra bedst af tre sæt på den vanlige ATP-tour og det komplekse psykologiske og fysiske spil som kampene i Grand Slam byder på.

Serbisk dominans

Novak Djokovic varslede i sommeren 2018, at den nærmest uovervindelige version af ham var på vej tilbage, da han vandt Wimbledon. Dette blev understreget i september, hvor han i New York vandt sin 14. Grand Slam. Men et par finalenederlag i Paris og London i efteråret og et nederlag i Doha skabte røre i den serbiske andedam. Eksperterne var delte; nogle mente, at nederlagene i Paris, London og Doha ikke skulle pille ved helhedsbilledet af en altdominerende Novak Djokovic. Andre mente, at der var sårbarheder ved serberen, og han var til at besejre i hans yndlingsturnering Down Under. De førstnævnte fik fuldstændig ret. Djokovic var urørlig i Melbourne, og han hævede sit spil i de afgørende kampe til et næsten umenneskeligt niveau. En kuriøs statistik: I de første fire kampe lavede Djokovic 133 uprovokerede fejl og 50 alene i kampen mod Medvedev. Fra kvartfinalen og frem lavede Djokovic tilsammen 23 uprovokerede fejl. Dette gik udover Nadal i finalen, der blev detroniseret og ydmyget i en kamp, der med omkring to timers varighed ikke kunne overgå damefinalen i spilletid. Djokovic har nu vundet syv Australian Open titler ud af syv mulige finaler.

Perspektiverne til 2019 sæsonen

Magtdemonstration fra finalen gør Djokovic favorit til Wimbledon, og giver ham delt favoritværdighed med Nadal ved French Open. Det skræmmende ved dette års Australien Open finale var, at Nadal lagde sig ned mentalt – han mødte aldrig op på finaledagen. Og med den mentale overlegenhed i bagagen bør Djokovic udgøre en meget stor trussel på grusset i Paris, selvom Nadal næsten er uovervindelig i den franske hovedstad.

Man skal passe på med at afskrive Roger Federer, men med de to sidste præstationer i New York og Melbourne in mente bliver det svært for ham at slå Nadal og Djokovic i Grand Slams fremover. Dertil er hans spillemæssige eller mentale niveau ikke pt.

Han skal håbe på, at de bliver overrumplet i de indledende runder, og han selv rammer et topniveau ved Wimbledon f.eks. – så har den aldrende schweizer stadig mulighed for en 21. Grand Slam, men chancerne er ved at svinde gevaldigt ind.