Inden et eventuelt nyt møde med Karolina Pliskova i semifinalen i Dubai kan den største risiko for exit fra turneringen blive allerede i 1. runde mod Daria Kasatkina

I den netop afsluttede turnering i Doha, hvor Caroline Wozniacki tabte i finalen til formstærke Karolina Pliskova, tydede meget på, at hun i semifinalen kunne have mødt ranglistens no. 28 Daria Kasatkina (RUS), som flere gange var i vinderposition mod no. 48 Monica Puig (PUR) i kvartfinalen, men russeren “glemte” at udnytte sine muligheder i kampen, som hun derfor tabte.

I den kommende uges Premier 5 turnering Dubai Duty Free Championships får 19-årige Kasatkina til gengæld mulighed for at møde Caroline allerede i 1. runde, mens Caroline til gengæld tidligst kan møde Karolina Pliskova i en eventuel semifinale.

Turneringen i Doha har vist, at Caroline ikke er langt fra at være på et niveau, hvor hun også har en god chance mod de allerbedste, men starten af finalen udstillede til gengæld, at danskeren får ørerne i maskinen, når hun ikke selv formår at holde fart og længde i boldene, hvilket hun dog formåede i høj grad i 2. sæt mod Pliskova, hvor en enkelt “dum fejl” gav 15-40 og matchbold i stedet for 30-30 i et sæt, hvor Caroline var helt med.

I 1. runde (R64) i Dubai mod Kasatkina kan 10. seedede Caroline Wozniacki risikere at blive overmandet af den unge russer, hvis hun spiller op til sit bedste og Caroline “gentager” 1. sæt fra finalen i Doha, og så kan det blive en hurtig visit i Dubai.

Formentlig vil Caroline dog være i stand til at bevare et nogenlunde tilsvarende niveau, som hun fandt frem i Doha, og derfor må det alligevel formodes, at hun slipper igennem 1. runde i Dubai, og sandsynligvis også 2. runde, hvor hun i så fald møder vinderen af no. 62 Viktorija Golubic (SUI) og no. 82 Cagla Buyukakcay (TUR).

Hello Sydney?? #nike #tecnifibre #empiretennisacademy #bsigroup #sydney

Et opslag delt af Daria Kasatkina (@kasatkina) den

Gode chancer mod både Muguruza og Radwanska

I 1/8-finalen venter formentlig 5. seedede Garbine Muguruza (ESP), som skuffende tabte i 2. runde i Doha til no. 33 Shuai Zhan (CHN) 5-7 i 3. sæt, og vurderet på den nuværende form ser Carolines muligheder for sejr over spanieren lovende ud.

Kvartfinalen kan blive endnu et veninde-opgør mod 4. seedede Agnieszka Radwanska (POL), som Caroline for et par dage siden besejrede for 10. gang i deres hidtil 16 indbyrdes opgør, så der må også være gode muligheder for at nå semifinalen.
Selvom Radwanska eventuelt snubler mod eksempelvis no. 65 Tsveta Pironkova (BUL) eller 17. seedede no. 27 Yulia Putintseva (KAZ), vil det næppe forringe Carolines chancer.

Billede: A.Radwanska i Eastbourne.
Billede: A.Radwanska i Eastbourne.

Største udfordring Pliskova i semifinale

Hvis Karolina Pliskova holder stilen og møder Caroline Wozniacki i semifinalen, vil danskerens muligheder stadig forudsætte, at hun over en hel kamp mindst rammer samme niveau som i 2. sæt i finalen i Doha, og vel at mærke undgår de små udfald, som tjekken ikke vil tøve med at udnytte.
De øvrige seedede i Pliskovas 1/4-del er no. 17 Barbora Strycova (CZE), no. 20 CoCo VandeWeghe (USA) og no. 23 Anastasia Pavlyuchenkova (RUS), hvor Caroline i sin nuværende form er et godt bud på sejr.

De fire topnavne i øverste halvdel er 1. seedede Angelique Kerber (GER), 3. seedede Dominika Cibulkova, 7. seedede Elina Svitolina (UKR) og 8. seedede Elena Vesnina (RUS).
Hvis Caroline om en uge igen står i en finale, vil muligheden for sejr være mindst lige så gode, som det var tilfældet mod Pliskova, som formentlig er den mest formstærke spiller, når Serena Williams ikke deltager.

Julia Boserup tabte kvalfinale, men er fortsat i top 100

Dansk-amerikaneren Julia Boserup opnåede som tidligere omtalt et af karrierens store mål, da hun på den seneste rangliste opnåede en placering som no. 100, og ved den næste opdatering vil hun avancere en enkelt plads til no. 99.

Julia havde en svær lodtrækning til kvalifikationen i Doha, hvor hun allerede i 1. kvalrunde tabte til Lauren Davis (USA), der vandt yderligere 4 kampe, inden hun tabte 5-7, 1-6 til Caroline Wozniacki i kvartfinalen.

I Dubai fik Julia en bedre lodtrækning, og desuden krævede det kun 2 sejre for at slippe igennem kvalifikationen.

I 1. kvalrunde mødte Julia 34-årige no. 652 Anastasia Rodionova (AUS), som i 2010 havde sin højeste rangering som no. 62.
Efter 1-6 i 1. sæt så det svært ud, men Julia fik kæmpet 2. sæt hjem 7-5.
I 3. sæt var hun bagud 3-5, men igen fik hun kæmpet sig tilbage, og efter tiebreak vandt hun kampen 1-6, 7-5, 7-6(1).

Julia tabte derefter kvalfinalen mod no. 120 Kai-Chen Chang (TPE) 2-6, 4-6, og selvom der blev en enkelt Lucky Loser plads i lodtrækningen, hvor Mandy Minella (LUX) afløste 6. seedede Johanna Konta (GBR), måtte Julia Boserup vinke farvel til hovedturneringen.

Tennisspilleren Julia Boserup
På billedet ses Julia Boserup. Foto: Sportsfotograf.com.

Turneringen kan følges på TV3 Sport fra på mandag, men de første kampe i hovedturneringen spilles allerede søndag, hvor man kan følge med på TV2 Play.
Caroline kommer dog tidligst i kamp mandag.