Emilia Henningsen fik en perfekt optakt til U14 Wimbledon på Wimbledons flotte træningsanlæg, hvor hun med 5 suveræne sejre vandt sin første titel på græs
Søstrene Emilia og Philippa Henningsen har begge store drømme om fremtidig deltagelse i Grand Slam turneringer, men som billedet herunder fra 2024 viser, er der lang afstand til de største arenaer.

Kortest er afstanden til Wimbledon, hvor Emilia spillede allerede for et år siden på græs for første gang på det flotte træningsanlæg ved Wimbledon, da hun i sit første år som U14 nåede kvartfinalen ved Category 1 turneringen Lexus Junior international Raynes Park.
i den forløbne uge deltog Emilia igen i samme turnering, hvor hun på grund af sin rangering som no. 2 på Tennis Europes U14 rangliste, var seedet 1, og den seedning levede hun fuldt ud op til, da hun med 5 suveræne sejre i 2 sæt vandt sin første titel på græs.
I 1. runde vandt Emilia overbevisende 6-1, 6-1 over #59 Honey Robinson GBR, og hun vandt derefter 6-3, 6-1 over #332 Evie Pritchard GBR, der var videre fra kvalifikationen.
I kvartfinalen vandt Emilia 6-2, 6-2 over #63 Adwita Das Banerjee IND, og med præcis samme cifre vandt hun både i semifinalen over #176 Eduarda Gomes BRA og i finalen mod 6. seedede #23 Lyubov Pronenko, der var den højst rangerede modstander til den 13-årige dansker.
Udover Emilia deltog 5 spillere fra top 20, men de blev alle elimineret inden finalen.

Der er flere resultater fra turneringen i Tennisavisens resultatservice for uge 24 under Tennis Europe, hvor det desuden fremgår, at det ikke lykkedes for #191 Ella Andrews Wendell at kvalificere sig til hovedturneringen efter sejr i 1. kvalrunde.
Endvidere fremgår, at Emilias 11-årige lillesøster Philippa nåede semifinalen i både U12 Girls singles og doubles ved Category 1 Cacak i Serbien på grus.

Juniorlandstræner Kim Hansen har fremsendt billeder fra London, og han fortæller, at Emilia har spillet virkelig flot under hele turneringen.

Om få uger får Emilia chancen for at spille på selve Wimbledon anlægget, idet hun har modtaget invitation til 14&U Championships at Wimbledon, som afvikles 9-12. juli.
















































