Suverænt spillende Serena Williams klar til finale møde mod Caroline Wozniacki, som er i sin 2. Grands Slam finale.

Efter at have præsteret tennis i verdensklasse i de foregående opgør mod Maria Sharapova og Sara Errani, havde mange danskere håbet, at Caroline Wozniacki uden større problemer ville kvalificere sig til finalen uden alt for stort besvær.

No. 40 Peng Shuai (CHN) var dog på ingen måde en nem modstander, hvilket hendes stribe af udelukkende 2 sæts sejre er udtryk for. Hun var  i stand til at sætte Caroline under alvorligt pres, specielt i 1. sæt, hvor Caroline i den drilske vind havde store problemer med at få sin serv til at fungere, hvilket førte til et uhørt stort antal dobbeltfejl, som var stærkt medvirkende til, at Caroline blev brudt 2 gange i sættet.

Caroline spillede ikke helt op til samme niveau som i de forudgående kampe, og Peng havde ofte initiativet i duellerne, men Caroline løftede sit spil, når der var brug for det, og derved kunne hun i begge tilfælde bryde direkte tilbage i Pengs servepartier med en koncentreret indsats.

Derved fik Caroline tvunget sættet ud i en tie-break, hvor hun efter at have tabt den første duel, vandt 7 bolde i træk og dermed sættet.

Peng måtte opgive efter skade i 2. sæt

Fra starten af 2. sæt fik Caroline brudt sin serv til 0-2, men igen lykkedes det hende at bryde tilbage i næste parti, hvorefter Caroline efter en del besvær holdt sin egen serv og fik udlignet.

Caroline brød modstanderens serv endnu engang, og hun så ud til at være på sejrskurs, da Peng pludselig fik store smerter og dårligt kunne holde sig på benene på et tidpunkt, hvor Caroline servede ved 4-3 30-30. Selvom Caroline formentlig blot behøvede at sætte bolden i spil for at vinde pointet, blev hun alligevel så påvirket af situationen, at hun lavede dobbeltfejl, og Peng havde pludselig break-chance.

Peng var dog ikke i stand til stå på benene, så hun blev støttet på vej ud for at få behandling. Efter en Medical timeout kom hun tilbage på banen og spillede yderligere 3 bolde, men efter den sidste bold, hvor Caroline tilspillede sig fordel, måtte Peng opgive at rejse sig ved egen hjælp, hvorefter dommeren omsider forbarmede sig og meddelte at Caroline havde vundet kampen efter “retirement”, og Peng måtte transporteres fra banen i kørestol. Sejrscifrene blev således 7-6(1), 4-3 Ret’d.

En trist måde at kvalificere sig til finalen for Caroline, som dog på det tidspunkt havde sejren i sigte, og efter hendes fornemme indsats i turneringen, er det fuldt fortjent, at hun på søndag står i sin 2. Grand Slam finale på samme bane, hvor hun for 5 år siden for første gang stod i US Open finalen 2009, hvor hun tabte til Kim Clijsters (BEL) 5-7, 3-6.

507846123AG00005_2014_US_Op
2014 Getty Images

Serena Williams suveræn i semifinalen mod Ekaterina Makarova

Den anden semifinale blev en ensidig forestilling, idet 17. seedede Ekaterina Makarova (RUS) intet kunne stille op mod en sprudlende Serena Williams (USA), som var suveræn fra start til slut, og hun vandt kampen 6-1, 6-3.

Hvis Caroline skal have en chance i finalen på søndag, skal hun mindst spille på samme niveau som i 3. sæt mod Maria Sharapova og i kvartfinalen mod Sara Errani, og samtidig håbe på at det er tilstrækkeligt til at forhindre, at Serena får mulighed for at fyre vindere af sted, som det var tilfældet i semifinalen.

Stosur viste vejen i 2011

Hvis man husker tilbage til US Open 2011, var Serena Williams turneringen igennem totalt dominerende i alle kampe, herunder i semifinalen mod Caroline Wozniacki, som blev besejret 6-2, 6-4.

Samantha Storsur (AUS) havde derimod haft besvær undervejs i flere kampe, men i finalen mod Serena spillede Stosur sit livs kamp, hvor hun tog initiativ fra start, og derved lykkedes det hende at forhindre Serena i at komme til fadet, og Stosur vandt efter fremragende spil 6-2, 6-3.

Lad os håbe, at Caroline er i stand til at levere en “Stosur” på søndag.