Holger Rune og Clara Tauson er topnavnene ved TP/Gardell Open i Båstad, hvor Danmark desuden er repræsenteret af Elmer Møller og Sofia Nami Samavati

Da Tennisportalen i fredags offentliggjorde deltager-feltet til TP/Gardell Open, som afvikles i Båstad 31. juli til 1. august, var der 3 danske navne på plakaten, hvor topnavnet på herresiden er 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune, der skal forsøge at forsvare den titel, som han vandt samme sted for en måned siden efter finalesejr over den norske Davis Cup spiller Viktor Durasovic, der ligeledes atter er med i deltagerfeltet.

TP Open Båstad: Holger Rune vinder 50.000 SEK i forrygende finale mod Viktor Durasovic

Holger får følgeskab af sin jævnaldrende landsmand, Elmer Møller, der ugen efter Holgers sejr i Båstad deltog i KalmarSpelen, som indgår i den svenske Sommartour, og Elmer nåede helt frem til finalen, hvor han blev besejret af Markus Eriksson, som i weekenden var med til at vinde 3-2 i den uofficielle landskamp mod Danmark i Farum.

Sommartour Kalmar: Elmer Møller i finale mod Markus Eriksson efter sejr over Lithén

Udover Holger, Elmer og Durasovic optræder svenskerne no. 667 Karl Friberg, no. 686 Simon Freund og no. 767 Simon Yitbarek samt den 18-årige britte, Harry Wendelken på plakaten i herrerækken, og efterfølgende er det meddelt, at no. 968 Marius Ruzgas ligeledes deltager.

Sofia Nami samavati
Foto: Sportsfotograf.com. – Sofia Nami Samavati

Hos kvinderne var det eneste danske navn oprindelig 20-årige Sofia Nami Samavati, der er no. 980 på WTA-ranglisten, men arrangørerne har efterfølgende bekræftet, at 17-årige no. 212 Clara Tauson ligeledes stiller op i turneringen, og nyheden blev ledsaget af nedenstående uddrag fra finalen i sidste års udgave af juniorernes Australian Open, som blev vundet af Clara.

Desuden deltager svenskerne 26-årige no. 810 Cornelia Lister, der er no. 77 i double, og 20-årige Molly Helgesson, samt den 23-årige no. 456 Melanie Stokke fra Norge.
Endvidere deltager 2 unge talentfulde svenskere, 14-årige Bella Bergkvist Larsson og 15-årige June Björk, samt det belgiske stortalent, 15-årige Sofia Costoulas, der ses på selve plakaten sammen med Holger.
Costoulas er no. 57 på ITFs junior-rangliste, hvor hun er blandt de allerbedste i Verden i sin årgang 2005.

I en pressemeddelelse fra Tennisportalen betegnes turneringen som den “Häftigaste tävlingen vi sett i Sverige på mycket länge”, og Tournament Director Alex Theodoridis er bl.a. citeret således:
Vi är otroligt stolta över att presentera ett så starkt startfält med några av världens mest intressanta framtidsnamn i form av Holger Rune och Clara Tauson från Danmark. Sofia Costoulas, född 2005 från Belgien, är en av världens bästa i sin ålder och det kryddat med 336-rankade Viktor Durasovic från Norge och 77-rankade svenskan i dubbel, Cornelia Lister, gör det här till en tennisfest man inte får missa

Turneringen afvikles efter Fast4 formatet, hvor der spilles først til 4 bedst af 3 sæt.
Finansmanden Christer Gardell er sponsor for turneringen, hvor der er €1.000 – ca. 10.000 SEK – til vinderen hos både mænd og kvinder, og som det var tilfældet i den seneste turnering i Båstad er det efter princippet “Winner takes it all”.
Ved den lejlighed var præmien oprindelig samme beløb, men under turneringen meldte selskabet Cevian Capital sig pludselig på banen og forhøjede præmien til 50.000 SEK.

Det er fortsat uvist, om turneringen kan følges på TV, men kampene på center court kan under alle omstændigheder følges på Tennisportalens Youtube-kanal.