Zoe Du Pasquier Jensen fortsætter med semifinale i U16 single og titel i double med at gøre fremskridt i sin tennismæssige udvikling

Udover Tennisavisen løbende resultat-service i “Dagens kampe” får det nogle gange særskilt omtale, når spillere opnår resultater, som er udtryk for et nyt skridt i retning mod større mål eller fremskridt i en spillers tennismæssige udvikling.

Derfor er det værd at nævne, at 14-årige Zoe Du Pasquier Jensen, der fortsat er U14-spiller, netop har vundet en titel i double i U16 ved Tennis Europe Category 3 turneringen Wilson Junior Tournament i Nastola i Finland, og ved samme turnering var Zoe i semifinalen i single.

Zoe var seedet 3 i single, og i double var hun seedet 1 sammen med Sade Scharlin (FIN), der var så ubeskeden at vinde 6-3, 6-3 over Zoe i semifinalen.
Forinden havde Zoe været oversidder i 1. runde (R32), hvorefter hun vandt med de samme overbevisende cifre 6-1, 6-0 i både 1/8-finalen mod Tatiana Chernaya (RUS) og i kvartfinalen mod Christin Annette Klettenberg (EST).

I doublen var Zoe og hendes finske makker oversiddere i 1. runde (1/8-finalen), og i kvartfinalen vandt de 6-3, 6-1 over Maily Marss og Angelina Zhumadilova fra Estland, hvor Dannebrog faldt ned for 800 år siden.

I semifinalen kunne de dog spare på kræfter, da den blev vundet på walkover, og i finalen blev der ikke givet ved dørene i 1. sæt, hvor der blev uddelt “æg” (6-0) til de 4. seedede estere Alissia Aleksandra Kivi og Christin Annemette Klettenberg, der dog vandt 3 partier i 2. sæt, hvorved sejren lød på 6-0, 6-3.

Zoe Du Pasquier Jensen
Foto: Privat

Tennisavisen har efterfølgende modtaget ovenstående billeder med Zoe, og derudover har Bo Mortensen fremsendt disse bemærkninger om den unge og talentfulde B93-spiller:
Zoe arbejder meget målrettet og seriøst med hendes  tennis. Hun udviser viljen til at prioritere de vigtige ting, når det handler om udvikling af hendes potentiale.
Bo Thaysen der er Zoe’s primære træner i klubben, har hele tiden fokus på at bygge videre på Zoe’s færdigheder i forhold til hendes spillestil. Det er en proces der tager tid, men med de resultater Zoe har vist til internationale turneringer over en længere periode, er vi overbeviste om, at vi er på rette vej.

Internationale turneringer i Danmark de næste uger

Allerede i weekenden skal Zoe igen i aktion, idet hun deltager i kvalifikationen til Grade 4 turneringen ITF Hillerød 2019, hvor flere danske junior talenter deltager.
Både Divine Dasam Nweke og Alisha Ali Hussain er direkte i hovedturneringen, mens 10 danskere ifølge Acceptancelisten er med i kvalifikationen.

De 9 første på Alternatelisten er ligeledes danske spillere, som umiddelbart ikke ser ud til at kunne deltage, men der bliver formentlig tildelt wildcards til nogle af danskerne.

Hos drengene bliver Carl Emil Overbeck og Leo Borg (SWE) formentlig seedet 1 og 2, mens Mans Dahlberg (SWE) og Oskar Brostrøm Poulsen er no. 3 og 4 på Acceptancelisten, hvor både Gustav Theilgaard og Richard Biagiotti står til en plads i hovedturneringen.
7 danskere er ifølge Acceptancelisten med i kvalifikationen, men der bliver formentlig plads til flere danskere, som forventes at få tildelt wildcards.

Der bliver også afviklet en international junior-turnering i Birkerød under Tennis Europe i Category 3, hvor der både afvikles U14 og U16.
Mange af deltagerne har aldrig før spillet internationale turneringer, og de kan derfor få en god fornemmelse af, hvilket niveau der kræves for at gøre sig gældende, og det må forudses, at mange må nøjes med en enkelt kamp, men ofte viser det sig, at stædig vedholdenhed og hårdt arbejde på træningsbanen giver pote i form af sejre i kommende turneringer, hvor der kan bygges videre på de erfaringer, der opnås ved at deltage på internationalt niveau.

Euroelite Tennis har også meldt deres ankomst til turneringen i Birkerød med 24 drenge, som på en træningslejr i Hørsholm fik besøg af August Holmgren, der i mange år har rejst til turneringer med EuroElite, inden han sidste år startede på college i San Diego, og han hjalp med at forberede spillerne både mentalt og fysisk til den forestående opgave.

Efter ovennævnte turneringer afvikles ugen efter Grade 5 turneringen Aarhus 2019 ITF Juniors, hvor Zoe er direkte i hovedturneringen i Girls singles sammen med ca. 15 andre danskere, og der er også flere danske deltagere hos drengene.

Samme uge er der igen en Categori 3 turnering med både U14 og U16 rækker, når Kystmesterskaberne afvikles i Rungsted, hvor mange af deltagerne fra Birkerød får endnu en chance.