Ida Hasselbalch og Martha Elisa Stemann sørgede for dansk succes på en dag, hvor det i øvrigt blev til 3 danske nederlag.

Det danske par triumferede i pigernes doublefinale i den internationale TE U16 i Birkerød med en solid sejr over tyskerne Lena og Lisa Friedrich 6/4 6/3.

I singlerækken var Camilla Flintholm Jensen (Fruens Bøge) kommet på en svær opgave mod Norges Lilly Elida Haseth. Den 1. seedede norske pige var da også en lidt for stor mundfuld for Camilla, som måtte se sig slået med 1/6 3/6.

Emil Okkels Jensen (Fruens Bøge) blev også forment adgang til finalen, da tyske 3. seed Vincent Jonah Strauch slog ham 6/1 6/2. Og Strauchs 4. seedede landsmand, Steve Mundt vandt 6/3 6/3 over KB´s Eric Vanshelboim. Jeg så desværre ikke kampene, men jeg fangede Steve Mundt i Cafe Inside i BTSK, hvor jeg spurgte ham om, hvordan han havde grebet kampen an mod Eric:

“Min taktik var at slå dybt i hans forhånd og baghånd, ændre slagmønstre og få ham til at løbe forgæves efter bolden”.

“Men hvordan tacklede du hans slicede baghånd ?”

“Slice ? Min taktik forhindrede ham i at slice!”, kom det kækt fra tyskeren.

Forrige artikelITF Junior Mauritius: August vinder ny single titel og double med August
Næste artikelSå skal holdmesterskabet afgøres
Avatar photo
Claus Holmen er 59 år, spiller motionisttennis, og er far til et par tennisglade knægte. Claus følger dansk tennis på nært hold – fra de laveste motionistrækker til toppen af eliten. Han rejser rundt og møder en masse tennisspillere, trænere og forældre i alle afkroge af det danske tennislandskab. For Claus rummer en hver sejr i hvilken som helst turnering lige så meget drama som en Wimbledon-finale.