Caroline Wozniacki og Agnieszka Radwanska mødte hinanden i tre turneringer i træk i slutningen af 2016. Veninde-fejden kan fortsætte i Sydney, hvis begge når kvartfinalen

Ofte betegnes en lodtrækning som “god”, når Caroline Wozniacki forud for en ny turnering ser ud til at få en overkommelig modstander i 1. runde, hvilket tilsyneladende er tilfældet ved WTA Premier turneringen Apia International Sydney, hvor kvalifikationen er i fuld gang, og hovedturneringen indledes allerede kl. 01 dansk tid natten til søndag.

Caroline møder nemlig i 1. runde en spiller fra kvalifikationen, hvor finalerne også afvikles søndag.
Derfor kommer Caroline først i kamp mandag, da hendes modstander bliver en af de 4 vindere fra kvalfinalerne.

Da det er først på sæsonen, kan Carolines tre kampe i Auckland næppe give en klar indikation af hendes muligheder i turneringen, men det må alligevel formodes, at hun kan slippe nogenlunde problemfrit videre til 1/8-finalen, uanset hvem hun møder af de 8 fra kvalfinalen, hvor de højst rangerede er no. 45 Christina McHale (USA) og no. 68 Kateryna Bondarenko (UKR).
Blandt mulige modstandere kan også nævnes det 20-årige talent Donna Vekic (CRO) og no. 103 Ying-Ying Duan (CHN), som i sidste uges turnering i Shenzhen havde 3 matchbolde mod Agnieszka Radwanska (POL), der er seedet 2 i Sydney og kan blive Carolines modstander i kvartfinalen.

Inden en eventuel ny duel har Caroline dog en alvorlig udfordring, der først skal overvindes, idet hun kan forvente at møde 8. seedede no. 16 Elena Vesnina (RUS), der i 1. runde møder no. 36 CoCo Vandeweghe (USA), som vandt 3 af 4 kampe ved Hopman Cup, senest i finalen mod no. 42 Kristina Mladenovic (FRA) 6-4, 7-5.

Radwanska var som nævnt nede med matchbolde mod Ying-Ying Duan, og i kvartfinalen i Shenzhen tabte hun 0-6 i 3. sæt mod no. 39 Alison Riske, der i øvrigt tabte finalen til 20-årige no. 52 Katerina Siniakova (CZE) 3-6, 4-6.
Polakken får dog en væsentlig nemmere vej til kvartfinalen, idet hun er oversidder i 1. runde, og i 1/8-finalen møder hun vinderen af en kamp mellem to kvalspillere.

Caroline så heller ikke for godt ud, da hun efter en ellers tilsyneladende solid indsats i de to første kampe og indtil stillingen 6-1, 3-0 mod Julia Goerges, ikke havde noget modsvar, da tyskeren pludselig gav los og nærmest blæste Caroline omkuld i resten af kampen, hvilket straks genoplivede en række kommentarer, som udtrykker tvivl om, hvorvidt hun er i stand til at leve op til de forventninger, som mange har udtrykt efter hendes “genfødsel” under US Open 2016 og resten af sæsonen efter en periode, hvor hun på grund af langvarig skade og mangel på resultater var styrtdykket på ranglisten, hvor hun dog sluttede året som no. 19.

Alle i top 5 indledte med præstationer under niveau

Hvis man skal følge logikken hos skeptikerne og overføre det til de spillere, som sluttede året i top 5, går disse spillere en svær sæson i møde.

no. 1 Kerber klarede sig med nød og næppe gennem sin første kamp mod no. 272 Asleigh Barty (AUS), hvorefter hun tabte i kvartfinalen til Elina Svitolina (UKR).

no. 2 Serena underpræsterede i Auckland, hvor hun i 2. runde tabte til no. 73 Madison Brengle (USA).

no. 3 Radwanska var som nævnt nede med 3 matchbolde mod no. 104 Ying-Ying Duan (CHN), men fik reddet sig igennem, hvorefter hun spillede en enkelt “fornuftig” kamp 6-0, 6-3 mod no. 79 Sorana Cirstea (ROU), inden hun tabte 0-6 i 3. sæt til no. 39 Alison Riske.

no. 4 Simona Halep hutlede sig gennem 1. runde i Szhenzhen mod no. 54 Jelena Jankovic (SRB), og tabte derefter til no. 52 Katerina Siniakova (CZE).

no. 5 Cibulkova havde problemer i sin første kamp i Brisbane mod no. 23 Shuai Zhang (CHN), og tabte derefter til no. 41 Alize Cornet (FRA).

Det er formentlig alment anerkendt, at spillerne ofte er “rustne” i starten af sæsonen, hvor det derfor nogle gange er lidt mere tilfældigt, hvem der får en god start, og derfor kan man meget sjældent tillægge sådanne resultater nogen som helst betydning, når man forsøger at vurdere spillernes muligheder videre i sæsonen.

Derfor vil spillernes tidligere præstationer være en bedre indikator at støtte sig til, og for Carolines vedkommende er undertegnede ikke i tvivl om, at hun har de nødvendige forudsætninger for at spille med om titlerne i de store turneringer, hvis hun vel at mærke kan holde sig skadesfri og i øvrigt har den fornødne motivation og selvtillid, hvilket meldingerne fra hendes danske træningspartner August Holmgren tyder på i høj grad er tilfældet, da hun har trænet stenhårdt hver eneste dag siden slutningen af november.

Hendes tennismæssige format giver det meget lidt mening at sætte spørgsmålstegn ved, når man tager hendes præstationer i betragtning, da ingen spiller vinder 25 WTA-titler og stort set konstant har befundet sig i top 10 i en lang årrække, og de fleste eksperter er vist også enige om, at hun i slutningen af 2016 spillede noget af det bedste hidtil i karrieren.

Afbud fra formstærke Pliskova åbner muligheder

Caroline og Radwanska mødte hinanden i 3 turneringer i træk i efteråret 2016, hvor Caroline vandt i Tokyo, mens polakken vandt i både Wuhan og Beijing.
Den indbyrdes stilling er 9-6 til Caroline, som tillægges gode muligheder for at nå endnu en semifinale, hvor hun i så fald slipper for den mest formstærke top 10 spiller, no. 6 Karolina Pliskova (CZE), som netop har vundet titlen i Brisbane, idet tjekken har meldt afbud, som er begrundet med en skade i venstre lår.

Derfor har no. 18 Roberta Vinci (ITA) overtaget Pliskovas plads som 4. seedet i lodtrækningen, hvor hun ellers stod til at møde Radwanska i 1/8-finalen.
I stedet kan Caroline i en eventuel semifinale møde Vinci eller – mere sandsynligt – 7. seedede no. 14 Elina Svitolina (UKR), som nåede semifinalen i Brisbane efter at have sendt no. 1 Angelique Kerber (GER) ud i kvartfinalen.

Da Sydney er den sidste turnering inden Australian Open vil 3-4 kampe være den optimale forberedelse, som kan skærpe kampformen, og derfor vil det på ingen måde være nogen katastrofe, hvis Caroline bliver slået ud i kvartfinalen eller semifinalen, hvis spillet i øvrigt begynder at fungere optimalt.

Skulle hun alligevel spille sig videre til finalen, kan modstanderen – hvis det bliver en seedet spiller – blive no. 1 Kerber, no. 5 Dominika Cibulkova (SVK), no. 9 Svetlana Kuznetsova (RUS) eller no. 10 Johanna Konta (GBR).

TV2 Sport starter natten til søndag kl. 0200

Turneringen dækkes af TV2 Sport, som allerede sender fra turneringen natten til søndag fra kl. 0200, hvor Kuznetsova møder no. 29 Irina-Camelia Begu (ROU) på Ken Rosewall Arena efterfulgt af no. 46 Eugenie Bouchard (CAN) mod no. 23 Shuai Zhang (CHN).
3. kamp er Svitolina mod OL-vinderen no. 32 Monica Puig (PUR).

Tidligst 0630 spiller no. 43 Belinda Bencic (SUI) mod no. 33 Yulia Putintseva (KAZ) efterfulgt af no. 26 Daria Kasatkina (RUS) vs. no. 28 Timea Babos (HUN).

Det forlyder, at Jacob Melskens fungerer som gæste-kommentator ved de 2 sene kampe.
Tennisavisen modtog tidligere dette billede, hvor Jacob (no. 2 fra højre) deltog ved et arrangement, hvor August Holmgren fik tildelt “The Kurt Nielsen Award”.

Homgren modtager Kurt Nielsen Award ved IC arrangement

Foto: Kerrn Schmidt-Jørgensen
Foto: Kerrn Schmidt-Jørgensen – Allan Larsen, Thomas G. Andersen, Jacob Melskens, Carsten Gildum

TV2 Play 3 begyndte allerede kl. 01 natten til søndag at sende kampe fra WTA International turneringen i Hobart med engelsk sproget kommentator.

Tilføjelse 8. januar 2017

Ovenstående er baseret på den første reviderede lodtrækning, hvor der var afbud fra 4. seedede Karolina Pliskova (CZE).
Siden udgivelsen er der sket nye ændringer, som fremgår af den tredje reviderede udgave, hvor der endvidere er afbud fra 7. seedede Elina Svitolina (UKR) og no. 35 Sloane Stephens (USA), hvilket ændrer forudsætningerne for denne forhånds-omtale, idet Caroline Wozniacki overtager Svitolinas plads i lodtrækningen.

Derved møder hun i stedet i 1. runde OL-vinderen no. 32 Monica Puig (PUR), som kan skabe store problemer for Caroline, hvis hun kan spille på det samme høje niveau som under OL, da hendes meget aggressive spillestil ikke er danskerens livret.
Puig har dog ikke siden OL fundet samme form, og derfor har Caroline fortsat gode chancer for sejr, når TV2 Sport viser kampen natten til mandag, hvor den er programsat efter kampen mellem no. 21 Samantha Stosur (AUS) og no. 27 Anastasia Pavlyuchenkova (RUS), der er planlag til kl. 0330cet, så Caroline kommer formentlig i aktion mellem kl. 05 og 06.

I en eventuel 2. runde slipper Caroline for at møde no. 43 Belinda Bencic (SUI), der trak sig ved stillingen 4-6, 2-3 mod no. 33 Yulia Putintseva (KAZ), der overraskende sendte Caroline ud i 1. runde ved Australian Open sidste år.
Det vil dog være en ny overraskelse, hvis Putintseva igen besejrer Caroline, som i kvartfinalen kan møde Roberta Vinci, der i 1/8-finalen møder vinderen af no. 20 Barbora Strycova (CZE) og no. 30 Ekaterina Makarova (RUS).

Det bebudede veninde-opgør mod Radwanska kan tidligst blive aktuelt i semifinalen.

Forrige artikelWTA Brisbane: Karolina Pliskova tager Titlen i Brisbane
Næste artikelTE “biggest mover” Richard Biagiotti tager daglig tur Kolding-Aarhus til træning
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.