For første gang siden 2005 stod en finale i en Grand Slam uden deltager fra the big four. Et tegn på nye tider i toppen af international herretennis, måske.

De er blevet afskrevet flere gange, i særdeleshed de ældste af medlemmerne. Hver gang det sker er det dog som om, at der sker noget. Roger Federer, Rafael Nadal, Novak Djokovic og Andy Murray har igennem et årti haft nærmest monopol på de prestigefyldte pokaler. Selvom der er rigeligt med potentielle arvtagere til tennistronen, så har de fire samlet så meget frygt hos modstanderne, at tronskiftet gang på gang er blevet udskudt.

2014-sæsonen kan, med risiko for endnu engang at tage grueligt fejl, meget vel blive sæsonen, hvor tingene for alvor gik galt for de fire etablerede spillere. I januar slog Stanislas Wawrinka Rafael Nadal i finalen ved Australian Open i Melbourne. Derpå sikrede Nadal sig planmæssigt French Open, mens alt var ved det gamle ved Wimbledon, hvor Novak Djokovic og Roger Federer tørnede sammen i en legendarisk finale.

Fælles for de to finalister er, at de igennem de seneste sæsoner har bygget på den gode base ved at arbejde sammen med en legende, der netop besad egne spids- kompetencer. Marin Cilic med landsmanden Goran Ivanisevic, Kei Nishikori med amerikaneren Michael Chang.

Ved US Open lignede det længe en gentagelse af den kamp, men i semifinalerne gik det ganske anderledes end forventet. Japanske Kei Nishikori og kroatiske Marin Cilic tog på hver deres måde bråden af de to forhåndsfavoritter. Væk var drømmefinalen for det amerikanske publikum, i stedet en af de mest opsigtsvækkende finaler i mange år. Mest af alt fordi de fire store IKKE var repræsenteret.

Hvem er de så, disse nye spillere, der ikke altid er blevet nævnt forrest, når talen falder på morgendagens stjerner. Her er bulgarske Grigor Dimitrov og canadiske Milos Raonic de to hyppigst anvendte navne. På mange måder ligner Nishikori og Cilic de to, og så alligevel ikke. Fælles for de to finalister er, at de igennem de seneste sæsoner har bygget på den gode base ved at arbejde sammen med en legende, der netop besad egne spidskompetencer. Marin Cilic med landsmanden Goran Ivanisevic, Kei Nishikori med amerikaneren Michael Chang.

Cilic har som nærmest alle kroater i moderne tennis en sublim serv. Den har gjort det svært for så godt som alle spillere på touren, men har også haft det svært mod de langsomme spiloverflader. Derfor var det næppe heller nogen tilfældighed, at når kroaten skulle levere sensationen, så måtte det næsten blive på de lidt hurtigere hardcourtunderlag i USA. I foråret så vi de første tegn på, hvordan arbejdet med den tidligere Wimbledonmester bar frugt. Cilic var mere angribende på den store serv, hvilket han efter år med nederlag på den strategi før samarbejdet med Goran ellers var holdt op med. Tydeligt er det at se, hvordan Ivanisevic tjener som en inspiration for Cilic, der server mere varieret. På den måde belaster han kroppen mindre, samtidig med uforudsigeligheden for modstanderen er større.

[quote_box_center]”Goran føles lidt som en far for mig. Som en, der har oplevet alle de problemer, jeg går igennem. Vi er kommet så langt og dybt i vores samarbejde, at han har formået at se udfordringerne, inden de opstår. Han ved, hvad der som servespiller kræves rent mentalt, det har vi arbejdet meget på. At få kontinuiteten af store server op, hvilket ikke udelukkende handler om power. Det er bittesmå detaljer, som kun en mand der selv har prøvet det kan hjælpe en som mig med,” forklarer Marin Cilic.[/quote_box_center]

Den japanske himmelstormer

Selvom Kei Nishikori endte med at tabe finalen ved US Open, så var han længe inden det skete blevet ”Breaking News” hjemme i Japan. Som den første asiat til at nå en Grand Slamfinale i herresingle har den teknisk begavede spiller allerede opnået kultstatus i hjemlandet. Det har han mest af på grund af de mange sejre, men også måden hvorpå han er kommet til dem.

Som de fleste japanere har Kei Nishikori ikke den store fysik at byde ind med, men lidt som Marin Cilic har også Nishikori, der til dels er opvokset hos Nick Bolleteri, lært at gøre begrænsninger til muligheder. Med et lynhurtigt fodskifte og en finfølt teknik evner han at vende defensiv til offensiv og konstant kigge modstanderen ud. Godt træf giver bedre power, men det er evnen til at placere bolden der, hvor det gør mest ondt på modstanderen, der gør Nishikori unik.

Hans træner Michael Chang, der også har rødder i Asien, har hjulpet Nishikori på det mentale plan. For med kun 168 centimeter, så kommer der perioder, hvor løbepensum og spilforståelse ikke er nok. Hvor en stor spiller som Cilic, Karlovic eller Isner bare brager server forbi. I de perioder er en person som Michael Chang altafgørende, forklarer Kei Nishikori.

[quote_box_center]”Når jeg kigger ud i boksen, sidder Chang der, han virker som en indpisker. Hvis jeg er lidt nede, så står han op og råber. Jeg ved han tænker det samme som mig, han har selv stået der. Selvom det er mig, der skal afgøre det på banen, så er han alligevel en ekstra hjælp, der betyder meget,” forklarer Kei Nishikori.[/quote_box_center]

Ved at nå finalen ved US Open er begge spillere nu placeret i top-10 i verden med gode muligheder for at nå sæsonfinalen i London.