Selvom Caroline Wozniacki efter en længere periode med flotte resultater havde fået tildelt favoritværdigheden i fredagens semifinale ved Premier 5 turneringen i Wuhan, blev det tidligt i kampen klart, at 7. seedede Eugenie Bouchard (CAN) havde mest energi til rådighed.

Allerede ved stillingen 1-1 viste Bouchard stor beslutsomhed ved at angribe Carolines lidt korte 2. serv med en tung baghånd helt ned i hjørnet, og den blev fulgt op med et afgørende smash. I den næste duel gik bolden over nettet et par gange, inden Caroline igen blev presset ud i hjørnet, med samme resultat. Den 3. duel endte med, at Caroline sendte bolden i nettet med sin ellers sikre baghånd, og dermed var linjen lagt for kampens første sæt, hvor Caroline ofte kom under pres mod en veloplagt modstander, som dominerede sættet.

I Carolines næste parti blev den første duel afsluttet med en vinder fra Bouchards baghånd, og senere i partiet blev først en kort returnering og derefter en kort 2. serv ubønhørligt straffet med vinderslag, mens Caroline selv sendte den næste bold over baglinjen, hvorved hun blev brudt for anden gang i sættet.

Ganske vist fik Caroline det ene break tilbage til 2-4, men i det efterfølgende serveparti, hvor Caroline havde chancer til at komme tilbage i sættet, medvirkede flere uprovokerede fejl, et mislykket netangreb, samt en oplagt afbrænder ved nettet til, at Caroline blev brudt for tredje gang, og Bouchard servede herefter 1. sæt hjem til 6-2.

Fra starten af 2. sæt var Caroline langt bedre med, og hun bragte sig foran 3-2, efter at begge havde holdt deres server. I Bouchards næste serveparti spillede Caroline glimrende og med 2 rene vindere fra forhånden samt en velplaceret baghånd, som fremtvang en fejl fra modstanderen, tilspillede Caroline sig break-chancer ved 15-40.
Bouchard spillede sig dog ud af problemerne med en god 1. serv, som Caroline returnerede over baglinjen, og på den næste break-bold blev en kort returnering fra Caroline straffet med en baghåndsvinder helt nede i hjørnet. Da alle Carolines bolde i den efterfølgende duel lå omkring servelinjen, blev det som så ofte før udnyttet af Bouchard, der pressede Caroline til en fejl, hvorefter hun tog partiet, da Carolines næste servereturnering på en velplaceret 1. serv endte få millimeter bag baglinjen.

I stedet for at være foran 4-2 blev Caroline i stedet selv brudt i det efterfølgende serveparti, hvor hun virkede en smule opgivende og ukoncentreret, hvorved hun kom bagud 0-40. Ganske vist spillede hun derefter et par gode bolde, som hun afgjorde med et par flotte vindere, men de blev desværre fulgt op med en dobbeltfejl.

Bouchard holdt derefter sin serv til 5-3, hvorefter Caroline i det næste serveparti blev brudt igen, da hun først blev passeret ved nettet og derefter servede sin 2. dobbeltfejl, som blev efterfulgt af 2 uprovokerede fejl, og kampen sluttede dermed 6-3, 6-3.

Gennem det meste af 2. sæt var Caroline en smule hæmmet, efter at hun i en Medical timeout fik en forbinding om højre lår, men det kan på ingen måde bortforklare, at hun tabte kampen til en modstander, der på dagen både spillede bedre og virkede mere tændt under kampen.

Bouchard er dermed klar til finalen, som bliver revancheopgør fra Wimbledon, hvor hun tabte 3-6, 0-6 til Petra Kvitova (CZE), der er seedet 3 og i sin semifinale vandt 6-3, 7-5 over no. 35 Elina Svitolina (UKR)

Caroline får ikke nogen lang pause inden den næste turnering, som er Premier Mandatory i Beijing, hvor alle topspillerne igen deltager, og de første kampe i hovedturneringen spilles allerede lørdag.
Caroline og de øvrige deltagere i semifinalen i Wuhan (Bouchard, Kvitova og Svitolina) er dog oversiddere i 1. runde.

Carolines modstander i 2. runde bliver vinderen af no. 20 Samantha Stosur (AUS) og no. 74 Francesca Schiavone (ITA), som har fået wildcard.