Olivia Gram, Mille Elsborg og Jesper Andy Jørgensen måtte forlade single-rækken efter 1. runde. Mathilde Tranberg sendte 5. seedet amerikaner ud. Forventede sejre til Olga Helmi og Holger Rune

Både Holger Vitus Nødskov Rune og Olga Helmi levede helt op til de forventninger, som Tennisavisens skribent havde til dem inden 1. runde ved Grade 4 turneringen EuroElite ITF Junior Malmo Open.

I søndagens omtale efter kvalfinalerne blev vist et billede, hvor Olga stod med den pokal, som hun vandt i Gjovik i starten af 2016, men Olga afviser, at det får hende til at føle et ekstra forventningspres, selvom hun er seedet 1 ved turneringen i Malmø.

ITF Junior Gjovik: Olga afværger 3 matchbolde og tager titlen

Olga blev heller ikke sat under pres i 1. runde (R32), da hun vandt 6-1, 6-3 over den 2 år yngre 14-årige Hedda Gurholt (NOR), som havde vundet 3 sikre sejre i kvalifikationen over svenske spillere, og Olga må igen påtage sig favorit-værdigheden, når hun i 1/8-finalen møder 14-årige Sofiya Chekhlystova (EST), der med stort besvær vandt 4-6, 7-6(5), 6-3 over den svenske 16-årige wildcard spiller Josefin Opitz, som Olga i sidste uge besejrede 6-1, 6-2 i Bromma.

Olga Helmi
Foto: Sportsfotograf.com. – Olga Helmi

Mindre forventet var det, at 16-årige Mathilde Tranberg (øverste billede) ville gå videre fra 1. runde, hvor hun mødte 5. seedede 17-årige no. 412 Katie Lafrance (USA), som er knap 300 pladser foran danskeren på ranglisten.
Mathilde vandt kampen 6-4, 1-6, 6-2, og hun møder i 1/8-finalen 14-årige Avelina Sayfetdinova (RUS), der vandt 6-1, 6-3 over den 14-årige svenske kvalspiller Maria Petrovic. Russeren vandt i sidste uge i Bromma 6-4, 6-4 over Helena Francati, inden hun i kvartfinalen tabte 5-7, 4-6 til finalisten Lara Schmidt (GER).

16-årige Olivia Gram slap ikke videre til 2. runde, idet hun tabte 4-6, 1-6 til 15-årige no. 546 Morgan Cross (GBR).

Tennisspilleren Olivia Gram
Foto: Sportsfotograf.com. – Olivia Gram

14-årige Mille Elsborg, der havde fået wildcard af arrangørerne, tabte 2-6, 3-6 til 16-årige Victoria Schnell Jacobsen (NOR), som således udnyttede den chance hun fik, da hun kom videre fra kvalifikationen som Lucky Loser.

Mille Elsborg
Foto: Sportsfotograf.com. – Mille Elsborg

Hos drengene lykkedes det ikke for 16-årige Jesper Andy Jørgensen at udnytte chancen som Lucky Loser med en sejr, da han i 1. runde (R64) tabte 2-6, 2-6 til 16-årige Olof Wiklund (SWE), som havde wildcard.

Jesper Jørgensen er ny spiller i KB - Foto: kb-boldklub.dk
Jesper Jørgensen er ny spiller i KB – Foto: kb-boldklub.dk

Jesper havde i kvalfinalen tabt til 15-årige Hugo Regner (SWE), som i 1. runde mødte en 13-årig dansker, Holger Vitus Nødskov Rune, som ikke lader sig gå på af et par års aldersforskel, og han sørgede med en sejr på 6-3, 6-3 for at avancere til 2. runde, hvor han møder 16-årige 14. seedede no. 661 Jesper Klov Nilsson (SWE), som var oversidder i 1. runde.

Kampen bliver en ny stor udfordring for Holger, der i sidste uge på imponerende vis var helt fremme i kvartfinalen, hvilket dog bliver meget svært at gentage, idet det både kræver sejr over Jesper Klov Nilsson og formentlig også 1. seedede Marcus Anker Aarthun Sulen (NOR), der er no. 290 på ranglisten.

Holger Rune Nødskov
Foto: Sportsfotograf.com.

Af hensyn til de danskere, som forhåbentlig – ligesom undertegnede – tropper op på Erikslustvägen 56 i Malmø for at bakke de danske spillere op i tirsdagens kampe, oplyses danskernes spilletider.

Både Olga og Mathilde spiller 2. kamp efter kl. 0830 på henholdsvis Court 2 og 8.

Holger spiller tidligst kl. 1100 på Court 1.

Efter Holgers kamp spiller Olga double på samme bane sammen med Avelina Sayfetdinova mod det 3. seedede svenske par Ida Ferding og Alexandra Viktorovitch.

Kampen spilles dog tidligst kl. 1230, hvilket også er tilfældet på Court 5, hvor Mathilde sammen med Linnea Sophie Dissing Fristam spiller mod 4. seedede Iveta Daujotaite (LTU) og Ella Haavisto (FIN).

Forrige artikelUTR Costa Rica: Patrick Kristensen mod ITF no. 20 ved UTR premiere
Næste artikelITF Plantation: Johannes Ingildsen i hovedturnering efter 4 sejre i kval
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.