August Holmgren kom planmæssigt godt fra start med sikker sejr i spansk Grade 2 turnering

17-årige August Holmgren er efter et par ugers pause atter på farten sammen med  Jarkko Nieminen Tennis Academy (JNTA) for at deltage i Grade 2 turneringen X ITF Junior GrIP2 Tennis Academy Benicarlo. Derfor bringes ovenstående billede fra Gentofte Tennisklub, hvor August ses sammen med Jarkko Nieminen og klubkammeraterne Christian Sigsgaard, Emilie Francati og Philip Ørnø.

Selvom August er lige under top 100 på ITF junior-ranglisten, rækker det ikke til en seedning i den stærkt besatte turnering, hvor alle 8 seedede befinder sig omkring top 40-80.
Turneringens sværhedsgrad illustreres endvidere af, at 5 af de seedede spillere faktisk blev sendt ud allerede i 1. runde, hvor 1. seedede (39) Ryan James Storrie (GBR) tabte 3-6, 1-6 til Patrick Kaukovalta (FIN) og 2. seedede (50) Eduard Guell Bartrina (ESP) tabte til den svenske kval-spiller Filip Malbasic. Derudover tabte både 5., 6. og 8. seedede.

Augusts modstander i 1. runde var den venstre-håndede 16-årige Nidzhat Ibragimov (RUS), som havde wildcard, og det blev til en overbevisende sejr til danskeren, som vandt 6-1, 6-0.
August fortæller selv, at han spillede OK med gode kickserver og længde på sine slag.
Han synes dog selv, at der var lidt for mange uprovokerede fejl, samt nogle flugtninger, som han ikke var “bestemt” på.
Det kan man vist betegne som selvkritiske kommentarer fra en “perfektionist”.

I 1/8-finalen skal August møde 16-årige Rafael Izquierdo Luque (ESP), der er no. 942, så det lyder jo umiddelbart som en overkommelig opgave, men man skal altid huske, at Spanien har masser af talentfulde spillere, og Rafael havde i 1. runde vundet 7-6(3), 1-6, 6-2 over 5. seedede no. 65 Tiago Cacao (POR), som i januar vandt over August i finalen ved Grade 1 turneringen i Ecuador.

Forrige artikelATP Challenger Raanana: Løchte sejrede, double på livestream nu
Næste artikelATP Challenger Raanana: Løchte og Brunstrom måtte kæmpe for sejren
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.