Den sidste spænding om udfaldet af semifinalen forsvandt, da Clara Tauson tog fuld kontrol over kampen efter 1. sæt

Mens de fleste danskere lider i varmen under hedebølgen i Danmark, øsede regnen ned i den schweiziske by Klosters, hvor semifinalerne hos pigerne ved Europmesterskaberne i U18 skulle være startet kl. 1030.

Derfor måtte tidsplanen ændres, og det blev oplyst, at kampene ville blive afviklet kl. 15 indendørs, hvis det stadig ikke var muligt at spille udendørs kl. 14.
Imidlertid blev der stoppet for vejrhanerne, og de udendørs grusbaner nåede at blive klar til kl. 14.

Clara Tauson
Foto: Torsten Zimmermann/Tennis Europe – Clara Tauson under semifinalen

15-årige Clara Tauson var også helt klar til at tage kampen op mod 17-årige Joanne Zuger, som under hele turneringen havde vist storspil på hjemmebanen i Schweiz, da hun i R64 havde vundet 6-2, 7-6(5) over 4. seedede Margaryta Bilokin (UKR), der er no. 24 på ITFs junior-rangliste, og de 3 efterfølgende kampe blev også vundet i 2 sæt, og i en af kampene blev desuden uddelt et enkelt “æg” (6-0).

I semifinalen måtte schweizeren dog selv indkassere et “æg” af turneringens suverænt yngste deltager, Clara Tauson, som efter at have sikret sig 1. sæt 6-4 leverede en solid indsats, hvor hun kontrollerede begivenhederne og vandt en sikker sejr 6-4, 6-0.

Clara Tauson
Foto: Torsten Zimmermann/Tennis Europe – Clara Tauson “inspicerer” boldmærke sammen med kampens dommer

Selvom Clara havde misbrugt en “direktør”, da hun havde sin 3. sætbold ved 5-3, lod hun sig ikke gå af det, idet hun servede sættet hjem, og derefter var der ikke mere tvivl om udfaldet, selvom schweizeren havde enkelte fordele undervejs.

Kampen kan genses herunder. Tennisavisen har efter kampen modtaget ovenstående 3 billeder fra kampen.

Der var mere kamp om den anden finaleplads, hvor den 16-årige polske favorit Maja Chwalinska måtte ud i to tiebreak-afgørelser mod det sidste schweiziske hjemmebane-håb 17-årige Leonie Kung, der er no. 40 på ranglisten.
Polakken var på sejrskurs fra starten, da hun førte 5-2 i 1. sæt, men sættet blev afgjort i tiebreak, som polakken vandt 7-3.

Også 2. sæt var i tiebreak, hvor Chwalinska førte både 3-0 og 4-2, men Kung skabte spænding om udfaldet, da hun udlignede til både 5-5 og 6-6, men ved 7-6 og polsk serv blev det afgjort, at Maja Chwalinska med sejr på 7-6(3), 7-6(6) bliver Claras modstander i søndagens finale.

Finalen kan følges på livestream søndag kl. 1030 på samme link som semifinalen herover.
I betragtning af, at Maja Chwalinska både er ældre og er etableret i top 400 på WTA-touren, og dermed også har større rutine, må hun påtage sig favorit-værdigheden inden finalen, men hvis Clara finder sit topniveau, kan en dansk overraskelse ikke udelukkes.

Clara Tauson
Foto: Torsten Zimmermann/Tennis Europe

Tilføjelse: Tennisavisen fik senere tilsendt yderligere 2 billeder, som blev taget umiddelbart efter, at sejren var sikret.

Clara Tauson
Foto: Torsten Zimmermann/Tennis Europe
Forrige artikelLørdag 28. juli: Fredag blev en overraskede dag i flere turneringer
Næste artikelSøndag 29. juli: Clara Tauson indleder 1030 søndag, hvor 5 WTA/ATP finaler vises på TV
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.