De danske piger indledte med at tabe mod de senere vindere fra Great Britain. Efter 1-2 nederlag til Estland i Consolation vandt Danmark over Letland i kampen om 7. pladsen

De danske U14-piger deltog i den forløbne weekend i kvalstævnet til EM for hold i Pecs i Ungarn, hvor udsigten til at gå videre til slutspillet i Rakovnik i Tjekkiet 17-19. februar så sorte ud, da Danmark allerede i den indledende runde mødte Great Britain, som er det stærkeste hold i Group B.

Danmark stillede op med ranglistens no. 134 Sille Larsen, no. 284 Johanne Christine Svendsen og no. 305 Cirkeline Lundberg, men Great Britains hold bestod af no. 9 Kylie Bilchev, no. 26 Amelia Bissett og no. 333 Andrea Pineda.

Coach Adam Blicher fortæller, at Johanne leverede en solid indsats i 2. singlen mod Kylie Bilchev, som hun specielt i 2. sæt drillede, men hun havde i den sidste ende ikke det, der skulle til for at tage sættet og skabe spænding, og hun tabte 3-6, 4-6.

Sille gjorde hvad hun kunne mod Kylie Bilchev, der formentlig er den bedste af alle spillerne, men hun kunne ikke hindre en sikker britisk sejr 6-2, 6-0.
I doublen, hvor Sille og Crikeline mødte Amelia Bissett og Andrea Pineda, var der heller ikke noget at stille op, og britterne vandt sikkert 6-1, 6-1.

Resultatet betød, at Danmark lørdag skulle spille i Consolation-rækken mod Estland, hvor Cirkeline startede for Danmark i 2. singlen mod Gerda Reinaru, og hun spillede til tider blændende tennis, men formåede ikke at opretholde niveauet længe nok til, at sejren kom indenfor rækkevidde mod britten, der vandt 6-4, 6-1.

I førstesinglen var det igen Sille, der repræsenterede Danmark, og hun var i førersædet mod Anet Angelika Koskel, som dog fik ædt sig ind på danskeren, som måtte indkassere endnu et nederlag 4-6, 2-6.
I doublen vand Sille og Johanne i en jævnbyrdig kamp over Gerda Reinaru og Aurelia Riga 6-3, 5-7, [10-8], hvorved Estland samlet vandt 2-1.

Om søndagen skulle Danmark derfor spille om 7-8. pladsen mod Letland, der ligeledes havde tabt 2 kampe. Johanne fik en svær start i 2. singlen, hvor hun tabte 1. sæt 4-6 til Eva Zazdravniha, men hun kom stærkt tilbage og viste højt niveau i de to sidste sæt, og hun bragte derved Danmark foran 1-0.

Ligesom dagen før havde Sille igen fat i den lange ende fra starten mod Letlands 1. single, Amelija Matjunina, og danskeren førte både 4-1 og 5-3, men hun formåede ikke at lukke sættet, og i 2. sæt var der udsolgt, og Sille tabte kampen 6-7(4), 2-6.

Sille og Johanne spillede også i doublen, hvor det efter en rodet affære blev dansk sejr over modstanderne i single-kampene 6-2, 7-6[3], hvilket gav dansk sejr 2-1 og den samlede 7. plads. Sille viste, at hun også har andre talenter end tennis.

Sille Larsen
Foto: Adam Blicher – Sille Larsen

I semifinalerne i hovedturneringen kvalificerede Great Britain sig til slutspillet med sejr på 3-0 over Spanien, og det samme gjorde Ungarn i den anden semifinale med sejr 2-1 over Holland.
Britterne vandt søndagens finale over Ungarn 2-1.

Forrige artikelITF Midland: Top 100 glipper lige for Julia Boserup
Næste artikelEM U14 drenge kval: Elmer, David og Richard sikrer dansk slutspil
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.