Frederik Løchte var på vej ud af turneringen i modstanders serv ved 5-4 i både 2. og 3. sæt, men begge gange nægtede han at give sig og er videre til hovedturnering

Frederik Løchte Nielsen har indgået nyt sponsorat med Sergio Tacchini, hvis danske agent har fremsendt ovenstående billede til Tennisavisen.
Måske har denne aftale medvirket til, at Løchte var ekstra opsat på, at han ville give alt for at sikre sig adgang til hovedturneringen ved Challenger La Manche i Cherbourg, hvor han i kvalfinalen mødte 5. seedede Germain Gigounon (BEL), der er no. 266 på ATP-ranglisten, hvilket er ca. 150 pladser foran Løchte.

I forbindelse med sidste års Davis Cup opgør mod Spanien sammenlignede Løchte selv sit spil med en Tour de France bjergetape, hvor det som bekendt går meget op og ned, og ved at følge stillingen på livescoren under kvalfinalen kunne man godt få det indtryk, at den karakteristik godt kunne passe på den kamp også.

I 1. sæt gik det jævnt nedad, da Løchte blev brudt fra start, og procenten for 1. serven var et stykke under 50. Selvom Løchte fik rettet op på det i løbet af sættet, hvor han desuden udnyttede sin eneste break-mulighed og skabte spænding om udfaldet, måtte han alligevel se belgieren løbe med sættet efter 2 breaks på 3 muligheder.

Også i 2. sæt tog belgieren vare på 2 af 3 break-muligheder, og derved bragte han sig på sejrskurs, da han ved stillingen 5-4 havde mulighed for at serve kampen hjem.
Løchte viste dog mental styrke og satte kursen mod toppen, da han brød tilbage, hvorefter han både holdt egen serv og brød modstanderen igen og sørgede for, at kampen måtte i afgøres i 3 sæt.

For at blive ved sammenligningen med Tour de France bjergetapen forsøgte Løchte efter denne “bjergspurt” at efterlade sin modstander isoleret på bjerget, mens han selv drønede videre og bragte sig foran 3-0, og han var desuden meget tæt på en 4-0 føring.
Belgieren, der som bekendt kommer fra en nation med stolte cykel-traditioner, fandt dog tilbage på sporet, og han fik i stedet reduceret til 1-3, og han udlignede desuden til 3-3, og ved 4-4 blev Løchte overhalet, da belgieren brød til 5-4 og for 2. gang i kampen havde chancen for at serve kampen hjem.

Løchte må dog have sparet nogle kræfter til selve afslutningen, idet han i overbevisende stil igen brød belgierens serv, og efter at han sikkert havde bragt sig foran 6-5 i egen serv, fortsatte han i samme stil og spillede sig frem til 3 matchbolde i modstanderens serv, og med slutresultatet 4-6, 7-5, 7-5 er Løchte videre til hovedturneringen, hvor han som tidligere omtalt også er med i double sammen med svenske Johan Brunstrom.

Forrige artikelATP Marseille: Første titel til ung australier
Næste artikelGPS: 13-årig vinder KBs GPS-turnering
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.